I weekenden kunne man læse, at pædagoger i Københavns kommune ind i mellem afholder såkaldte øv-dage. En øv-dag, er eftersigende et medarbejderpåfund, der ligger i gråzonen mellem en sygedag og en fridag. Ifølge flere aviser kan medarbejdere ringe til arbejdspladsen og få en øv-dag: En dag hvor man bliver derhjemme, uden at være syg.

Flere politikere har selvfølgelig været ude med stærk kritik. Kuglestøderen fra Liberal Filion gong gong, har sågar krævet institutioner med øv-dage-kultur lukket. Måske han skulle starte med, at lukke sin egen arbejdsplads.

For denne øv-dage-kultur, er et positivt tegn på selvorganisering på arbejdspladsen. Fridage er jo hvad vi alle kæmper for. Fri tid væk fra arbejde er velfærd.

Øv-dage er velfærd

Det fine ved øv-dage er, at medarbejderne ikke er rigtigt syge. En øv-dag er en fridag, der er selvorganiseret på arbejdspladsen. Medarbejderne og måske endda mellemlederne organiserer sig uden om staten, arbejdsgiverne og overenskomsterne. Der er tale om selvforvaltet frihed fra arbejdet. Øv-dage er arbejderkamp blandt almindelige medarbejdere i Københavns kommunes institutioner. Og forhåbentlig over alt i landet også blandt private virksomheder.

Øv-dage er med andre ord selvorganiseret velfærd, der bliver distribueret mellem medarbejdere på en arbejdsplads. Øv-dage er velfærd, og ikke som politikerne mangel på velfærdsydelser.

Præventive foranstaltninger

Man bliver syg af at gå på arbejde. Det ved alle. Man bliver nedslidt hvis man arbejder for meget. Man bliver stresset, får dårlig ryg og meget andet. Lønarbejde er ligesom professionel fodbold ikke sundt. Derfor er det opløftende, at se at pædagogerne tager fridage fra arbejde inden de bliver syge, og ikke først når skaden er sket. Det dårlige ved en sygedag er jo netop, at det ikke er en fridag. Man er jo syg.

Øv-dage fungerer samtidig som forebyggende medarbejderinitiativer mod arbejdsrelateret sygdomme. Folk der tager fridage inden de bliver syge, får ganske enkelt et bedre liv. De forebygger arbejdsrelaterede sygdomme, ved lige at holde en pause fra det hele, hente ungerne tidligt fra børnehave, gå en tur i solen eller bare ligge under dynen og se House of Cards eller Girls en hel dag.

Organisering uden om fagforeningerne

Jan Hoby, der er næstformand for Landsforeningen for Socialpædagoger, der er en faglig organisation for dele af pædagogerne i København har være ude og kritisere sine egne medlemmer for ”øv-dage-kulturen”. Det er nu ikke så mærkeligt, eftersom pædagoger tager sagen i egen hånd lokalt på arbejdspladserne frem for, at sætte deres lid til fagforeningen. Jan Hoby er naturligvis kritisk når hans position og hans organisation bliver overflødiggjort lokalt, og medarbejdere organiserer deres frihed uden om overenskomsten.

Det fortæller dog også noget om, at fagforeningerne er meget institutionstro og nægter, at bakke op om deres medlemmer, når de faktisk formår, at organiserer sig til mere frihed i fællesskab. For øv-dage er arbejderkamp.

Øv-dage som almen praksis

Det er da heller ikke kun blandt pædagoger, at øv-dage ses. Polititet har længe arbejdet struktureret med øv-dage, som en del af deres medarbejder pleje: Fri fitness, frugtskål, bordfodboldbord i kaffestuen og så selvfølgelig muligheden for at tage en øv-dag ind i mellem.

Og når alt kommer til, kender vi jo alle til øv-dage. Man ringer og melder sig syg selvom man ikke er det. Alle gør det. Derfor stråler hykleriet også ud af Kuglestøderen og andre folkevalgte, der ganske vist arbejder meget, men intet bidrager med til fællesskabet. Politikerne holder øv-dag, hver dag. De gør det bare, mens de er på arbejde.

Almindelige mennesker med lønarbejde og arbejdsrelaterede sygdomme kender øv-dage. Det eneste problem med dem, er at der er for få.