Fredsvagterne fra International Solidarity Movement – IMS – forsøger med deres tilstedeværelse at forhindre israelske overgreb på civile palæstinensere.
Chokeret
– Jeg er fuldstændigt chokeret. Det er så benene ryster under mig, fortæller den 30 årige danske fredsvagt Lasse Schmidt fra Jenin.
– Jeg har hele tiden i konfrontationer med de israelske soldater haft
fornemmelsen af, at nok ville de true, men de ville ikke gøre mig noget, fordi jeg ikke er palæstinenser. Men dén sikkerhed er væk nu. Jeg er ked af det. Men det er jeg hele tiden her. Forleden blev fem palæstinensere henrettet her i Jenin. Drabet på Rachel får mig ikke til at tage hjem. Jeg skal nu have mobiliseret et andet slags mod.
Beklagelig episode
– Dette er en beklagelig episode, udtalte den israelske militære talsmand kaptajn Jacob Dallal til avisen Ha’aretz.
– Vi har at gøre med en gruppe protesterende, som opførte sig meget uansvarligt og var til fare for alle, sagde Dallal.
Øjenvidner til mordet insisterer imidlertid på, at dette er usandt,
– Rachel sad stille foran bulldozeren, mens den kørte frem mod hende, siger fredsvagten Michael Shaikh.
Rachel Corrie stod alene foran huset, mens den resterende del af gruppen af fredsvagter befandt sig indenfor. Både hun og de andre udlændinge gjorde tegn til soldaten i bulldozeren om at stoppe, men han fortsatte fremad.
– Da bulldozeren nægtede at stoppe klatrede hun op på bunken af jord og murbrokker, som den havde skubbet op foran sig, iklædt en skinnende jakke, for at se direkte på føreren, som fortsatte med at køre fremad.
– Bulldozeren fortsatte med at køre frem og trak hende under dyngen af jord og brokker. Efter at hun var forsvundet fra syne forstatte føreren indtil bulldozeren stod helt ovenpå hende. Føreren løftede ikke skovlen, så hun blev knust under den. Derefter bakkede føreren tilbage, og de syv andre ISM-aktivister, der var med i aktionen, styrtede til for at grave hende fri. En ambulance kørte hende til A-Najar hospitallet, hvor hun døde, udtaler Michael Shaikh.
Eget ansvar
Siden april 2002 er 50 danskere rejst til Palæstina som fredsvagter.
– Det gør de på eget ansvar efter en grundig briefing om situationen og
arbejdet som fredsvagt. Vi forbereder dem på at de i værste fald kan
risikere at miste livet. Vi vidste at drabet på en fredsvagt en dag ville ske, men vi er alligevel dybt chokerede over det. Desværre er behovet for fredsvagter ikke blevet mindre gennem det sidste år, tværtimod, udtaler Gitte Rasmussen fra Palæstina Fredsvagter.
2.181 palæstinensere, syv udlændinge
Ifølge Eletronic Intifada har den israelske hær og bevæbnede bosættere dræbt 2.181 palæstinensere og såret yderligere 22.181 fra den 29. september 2000.
Israelske soldater har under intifadhaen desuden dræbt 7 udenlandske statsborgere, heriblandt den tyske læge Harald Fischer, den italienske kamaramand Rafaeli Ciriello, og den britiske FN-medarbejder Ian Hook.
Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem er 695 israelere og 34 udenlandske statsborgere blevet dræbt af palæstinænsere siden september 2000, mens godt 5.000 er såret.
USA’s udenrigsministerium har krævet en fuldstændig og øjeblikkelig undersøgelse af dødsfaldet.
Af Sven Gårn Hansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96