Delegerede på landsmøde i SF ledte i den første weekend af maj efter brandslukningsmidler mod partiets og regeringens popularitetskrise – dagpengeløsning udpeges som muligt vendepunkt.
Ordet »krise« dukkede jævnligt op, da SF i den første weekend i maj 2013 holdt landsmøde.
Men udelukkende som karakteristik af den økonomiske situation, ikke som noget, der betegner det folkesocialistiske parti.
Ikke desto mindre er det svært at vurdere SF’s landsmøde som andet end forberedelser til en egentlig krisehåndtering – selv om mange SF’ere indtil videre nøjes med at tale om modvind og blæsevejr.
Landsmødet bakkede - trods enkelte undsigelser af SF’s nuværende politiske kurs - massivt op om regeringsdeltagelsen – og peger på »holdbare løsninger« på dagpengespørgsmålet som muligt vendepunkt for regeringens popularitetskrise.
Det folkesocialistiske parti står efter halvandet års regeringsdeltagelse i en særdeles vanskelig situation.
På den ene side har partiet med regeringsdeltagelsen opnået et strategisk mål om umiddelbar indflydelse på Folketingets lovgivning.
På den anden side har SF mistet folkelig opbakning på grund af en regeringspolitik, som befolkningen har svært ved at skelne fra den foregående regerings, og som selv mange SF-vælgere har svært ved at se markante venstreorienterede aftryk i.
SF står i meningsmålinger til historisk lav opbakning, medlemsantallet er faldet voldsomt i de sidste halvandet år, og flere ledende medlemmer har forladt partiet til fordel for medlemskab af Socialdemokraterne.
Landsmødets politiske debat kom derfor hovedsagelig til at handle om, hvordan SF og regeringen kan vende tillidskrisen i forhold til vælgere og befolkning.
Annette Vilhelmsen, formand for SF, argumenterede i sin indledende politiske tale for partiets deltagelse i regeringen med kompromisser, der trækker regeringen til venstre:
– Hver dag får SF noget af sin politik gennemført i regeringen. For første gang er vi inde i kontrolrummet. Og vi præger samfundet i en mere social retfærdig og grøn retning, sagde hun.
Den realpolitiske indflydelse har ikke ændret partiet, sagde hun:
– SF har aldrig været et alt eller intet-parti. Vi har altid forsøgt at få vores politik gennemført. Vi har aldrig villet stå på sidelinjen med rene hænder, men altid søgt indflydelse, selv om det gav knubs, sagde hun.
Læs analysen »Vilhelmsens fem store problemer« hos Information.
Jonas Dahl, SF’s politiske ordfører i Folketinget, sagde ved en fremlægning af et forslag til politisk udtalelse, at SF og regeringen var »inviteret til oprydning, ikke til fest« efter den tidligere VK-regerings uansvarlige økonomiske politik.
Og selv om det havde gjort ondt, havde SF’s regeringsdeltagelse gjort en forskel, mente ordføreren.
– Vi er det venstreorienterede parti, der brænder for forandringer, der kan mærkes. Vi har fået chancen for at bevæge samfundet i den rigtige retning, sagde Jonas Dahl.
– Hvordan ville en vækstplan have set ud med en borgerlig regering, spurgte han.
– Den offentlige sektor vokser, velfærden øges med 23 milliarder, og der er et historisk højt niveau af offentlige investeringer, argumenterede Jonas Dahl.
I den efterfølgende debat mente mange, at SF skal være langt bedre til at formidle politiske resultater.
– Jeg vil godt dele en hemmelighed med jer. Det her parti får mere gennemført, end vi får fortalt, sagde eksempelvis Villy Søvndal, tidligere formand og nuværende udenrigsminister, og opfordrede medlemmer til at være mere aktive med at udbrede kendskabet til sejrene.
Ida Damborg, Esbjerg, erkendte at regeringsdeltagelsen havde opnået resultater.
– Men vi har også lagt stemmer til områder, hvor det har været meget svært, sagde hun, og pegede på kontanthjælpsreform, selskabsskat og indgreb i lærerkonflikten.
– Men indrømmet: Listen er mindre end listen med resultater, konkluderede hun.
Andre var mere kritiske overfor resultatlisten:
– Vi opnår resultater, men det er i småtingsafdelingen. En økonomisk kursændring er ikke kommet, sagde Jørgen Grøn fra Vesthimmerland, der næsten også brugte ordet krise.
– Vælgerne flygter fra os nu. Vi styrter mod afgrunden. Vi er nødt til at sætte en ny retning – mod venstre. Ellers mister vi vores parti, sagde han.
Flere pegede på en »holdbar« dagpengeløsning som en mulig nøgle til at vende både partiets og regeringens tillidskrise.
Ulla Holm fra Samsø erklærede sig som tilhænger af regeringssamarbejdet:
– Men lad os gøre dagpengespørgsmålet til et vendepunkt. Det kan det blive for både regeringen og SF, sagde hun.
Birger Johansen fra Aarhus Vest argumenterede for at gøre problematikken til kardinalpunkt for regeringsdeltagelse:
– Kære SF-ministre: Vi er nødt til at holde fast i det spørgsmål. Hvis det betyder, at vi bliver smidt ud af regeringen, så er det på en god sag, sagde han.
To faglige SF’ere, Karsten Hønge, formand for SF’s faglige landsudvalg, og Simon Tøgern, formand for HK Privat, havde op til landsmødet fremsat forslag om, at fire lempelser i genoptjeningskrav til dagpenge skulle med i den politiske udtalelse.
Et valgt redaktionsudvalg valgte dog lørdag aften at indstille forslaget til forkastelse.
Det foreslog i stedet en blødere formulering, hvor SF »ikke bare [vil] se passivt til«, at ledige falder ud af dagpengesystemet og derfor med interesse har »noteret sig de forslag til holdbare løsninger, som fagbevægelsen har rejst«.
Simon Tøgern, der deltog i redaktionsarbejdet, forklarer Modkraft, at den nye formulering skyldes, at der findes andre værktøjer til forbedring af dagpengesituationen, og SF’s regeringsmedlemmer derfor ikke skal låses fast i en forhandlingssituation.
Men han fastholder dagpengespørgsmålets strategiske betydning:
– En holdbar løsning af dagpengeproblemet er nøglen til, at regeringen igen kan komme i offensiven, siger han til Modkraft.
Uden at ville lægge navn og citat til siger flere SF’ere desuden til Modkraft, at det kan være svært at forestille sig regeringens overlevelse ud over efteråret, hvis der ikke findes et dagpengeforlig i løbet af de næste måneder.
Landsmødet vedtog søndag udtalelsen med redaktionsudvalgets ændring på dagpengespørgsmålet.
Læs artiklen »SF'er: De arbejdsløse kan forvente hjælp fra SF« hos Information.
Til gengæld blev udvalget stemt ned af de delegerede på et andet spørgsmål: Landsmødet vedtog med klart flertal, at partiet er »skeptisk« over for regeringens forslag til ny offentlighedslov.
Annette Vilhelmsen lovede i sin afslutning på landsmødet at holde fast i netop disse to vedtagelser.
– Jeg har særligt noteret mig vedtagelserne om dagpenge og offentlighedslov, sagde hun.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96