Lørdag bliver Danmarks befrielse mindet med fakkeloptog i lyset af branden på Frihedsmuseet. Samme dag protesteres der mod aktuel masseudvisning af flygtninge til Afghanistan.
Lørdag den 4. maj 2013 er mere og andet end årsdagen for Danmarks befrielse fra den tyske besættelsesmagt i 1945.
Det er en dag, hvor fortiden møder nutiden – og en dag, hvor venstrefløjen går på gaden i København for at påvirke fremtiden.
Græsrodsinitiativet »Her Er Plads« arrangerer om eftermiddagen en demonstration imod en igangværende masseudvisning af afghanske flygtninge.
Og samme aften inviterer antiracister til fakkeloptog på Vesterbro sammen med en støtteforening for Frihedsmuseet, der var udsat for et brandattentat i sidste weekend.
Lørdagens første demonstration starter ved Folkets Hus klokken 14 og går til Justitsministeriet, hvor der blandt andet vil blive holdt tale af en talsperson for de flere end 400 udvisningstruede afghanere, der befinder sig i de danske asylcentre.
– Den danske regering skal begynde at lytte til os og behandle os som mennesker. Stop med at udvise os til det land, som vi ikke engang kan tænke på, siger Fareed, der er talsperson for »Her Er Plads« i en pressemeddelelse sendt til Modkraft.
Protesten udspringer af en kampagne, der kører på Facebook, hvor adskillige mennesker uploader billeder af dem selv med et skilt med teksten »Her er plads«, for at vise deres støtte.
Som tidligere omtalt på Modkraft, så har aktivister fra initiativet desuden stået bag en række protestaktioner i Kastrup Lufthavn i forbindelse med de udvisninger, der allerede har været.
Læs artiklen »Bannerdrop og tumult i Kastrup Lufthavn« hos Modkraft.
»I løbet af marts og april er grupper af afghanske flygtninge ugentligt blevet udvist til Afghanistan. Familier er blevet splittet ad, traumatiserede og knækkede mennesker er tvunget til en usikker skæbne i et mere og mere usikkert land, hvor hjemvendte flygtninge ses som militære mål for militser. (…) Vi vil have den umenneskelighed frem i lyset, som myndighederne forsøger at holde i skyggen, så alle kan se, hvilke konsekvenser dansk flygtningepolitik har,« skriver Her Er Plads-aktivisterne blandt andet i deres indkaldelse.
– Regeringen bør stoppe tvangsudvisningerne til Afghanistan med det samme. Den enkeltes sikkerhed i landet forværres i høj grad for tiden, og vi ved, at hjemvendte flygtninge bliver set som mål for militser. Det er ikke acceptabelt, at vi sender folk tilbage til krise og forfølgelse, endda, når Danmark selv har et medansvar for situationen, siger Nikolaj Houmann fra Her er Plads.
Besøg Her Er Plads' hjemmeside og læs mere om demonstrationen.
Læs også Carsten Jensens artikel »Det forrådte land« hos Information.
Når klokken bliver 19:30 begynder det traditionsrige fakkeloptog på Halmtorvet på Vesterbro til minde om befrielsen og den fortsatte kamp mod nazisme, racisme og fremmedhad.
Og i år er arrangementet mere aktuelt, end det har været længe.
Mens fascistiske kræfter vinder frem i Grækenland og Østeuropa, så har afsløringen af en dansk top-nazists rolle i bombedrabet på en venstrefløjsaktivist i Søllerødgade i 1992 og en brand på Frihedsmuseet sat dagordenen den seneste uge.
Læs artiklen »Politiet genoptager sag om bombedrab« hos Modkraft.
Ifølge politiet er branden på Frihedsmuseet påsat, og man har nu kig på den yderste højrefløj.
–Vi har fået henvendelser, der peger i retning af nynazister, men indtil videre er der ikke noget, der peger specifikt i den retning, siger leder af brandsektionen i Københavns Politi, Bertel Heilesen, til tv2.dk.
Læs artiklen »Nynazister undersøges efter museumsbrand« hos TV2.
Årets tema til fakkeloptoget den 4. maj er »Krisens konsekvenser«, og en repræsentant for foreningen Frihedsmuseets Venner skal holde tale, ligesom en aktivist fra det eksilgræske netværk Crisis Mirror får ordet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96