De Kreatives 1. maj er en fejring af 10-året for andelsselskabet DiGiDi, der er dannet af musikere og andre kreative for at sikre uafhængig distribution af egne værker.
En festlig 1. maj kommer til at handle om de kreatives kamp for at overleve i den digitale tidsalder, hvor gratis, remix, censur og pirateri er hverdag. Hvordan passer danske musikere, der ikke er i stald hos verdens giganter, ind i et globalt marked med Spotify, iTunes, YouTube og talrige andre?
Kan en selvstændig kreativ virkelig i dag sætte sit arbejde til salg i 500 online butikker globalt for småpenge?
Ganske særlige forhold gælder for kreative, der ambitiøst kæmper for synlighed, anerkendelse og overlevelse. Den digitale tidsalder krævede ikke fagforeninger, men billig global distribution. Derfor oprettede de kreative andelsselskabet DiGiDi til at sælge deres produkter gennem.
Forholdene for de kreative i Danmark og globalt markeres ved en kæmpe fest den 1. maj med 35 optrædende plus talere i Huset i København på selveste 10-årsdagen for oprettelsen af DiGiDi.
Der var engang, da bønderne kæmpede for at kontrollere produktionen. Og så fandt de på at oprette andelsselskaber, og landet blev rigt. De kreative tilkæmpede sig med moderne digital teknologi kontrol med produktionen af kunst. I dag kan den enkelte også distribuere sit arbejde, men det er svært at få penge for kunsten uden kontrakter med globale selskaber.
Non-profit DiGiDi, der bygger på den klassiske andelstanke, blev oprettet for 10 år siden for at tjene penge til de kreative. I dag er selskabet globalt og sælger for en million kroner kreative produkter om måneden. Bredden af aktiviteterne for de 2.500+ medlemmer er stigende og omfatter nu ikke kun musik, men også film, dokumentar, billedkunst, litteratur og billetter.
Oplevelsesindustrien er ansvarlig for 12% af den samlede værditilvækst i dansk økonomi, fastslog Erhvervsministeriet i 2008. Væksten er 8 gange hurtigere end i landbrug og mere end i pengebrancherne. Tilvæksten i beskæftigelse fra 2000-2008 var dobbelt så stor som i det samlede erhvervsliv.
I den digitale tidsalder er al kreativitet som udgangspunkt global. Tanker og produktioner kan og vil fylde verdens rum. Derfor byder De Kreatives 1.maj på et fyrværkeri af grænseløse tanker og perspektiver. At markedet for de kreative i princippet er uendeligt betyder, at forhindringer såvel som muligheder bliver virkelige.
Dagligt hører vi om grumme brud på menneskers rettigheder. Kreative står og har altid stået forrest i rækken, når holdninger, samfundsgrupper og nye tanker skal undertrykkes. Blandt de mest udsatte er musikere, der ligesom brugere af sociale medier udses som ofre på grund af deres fri tanker og brug af alternativ kommunikation.
Ved De Kreatives 1. maj kommer vil til at møde to repræsentanter for verdenskendte organisationer, der dagligt kæmper for retten til at kommunikere. En af talerne er Ole Reitov fra organisationen Freemuse, der kæmper for forfulgte musikeres overlevelse globalt. En anden er chefredaktør for bloggermediet Global Voices, Solana Larsen.
En ting er tankens frihed, noget andet er de teknologiske muligheder for undertrykkelse af den digitale frihed, som de kreative lever for. For at tale om de perspektiver kan man ved festen møde Henrik Chulu fra bloggen Fri Kultur, Creative Commons og tænketanken Bitbureauet. Fra de hardcore teknisk-politiske fronter kommer Niels Elgaard Larsen, formand for IT-Politisk forening og fortæller om censuren i vor hverdag og fremtid.
Kreativitet har mange sprog, og nogle gange sættes spændende initiativer i værk, og andre gange skal galskaben forklares med forståelige ord. Den opgave har DiGiDi bedt grundlægger af Kaospiloterne, nu politiker og tidligere kulturminister, Uffe Elbæk om at takle.
Også den populærvidenskabelige forfatter og visionære Tor Nørretranders giver sit bud på de kreatives vilkår.
Endelig taler Henrik Leschly, generalsekretær for og grundlægger af DiGiDi. Når nu markedet for dansk kreativitet er blevet global, hvorfor så ikke globalisere selve DiGiDi? Trods alt er der allerede medlemmer fra 30 lande.
De Kreatives 1. maj foregår i Huset i Rådhusstræde 13 i København. Eftermiddagsprogram 14.00-19.00 koster 50 kr. Hele dagen 14.00-02.00 koster 175 kr.
Læs mere om arrangementet og de medvirkende hos DiGiDi.dk.
Fakta om DiGiDi
• DiGiDi er et non-profit andelsselskab, der hjælper kreative med at få deres musik, film, e-bøger og billetter ud til forbrugeren
• DiGiDi er ejet 100% af de godt 2.500 andelshavere, der hver har indskudt 1.000 kr.
• DiGiDi omsatte i 2012 for mere end 12 mio kr. kreative produkter
• DiGiDi udbetaler 92% af omsætningen til rettighedshaverne
• DiGiDi eksporterede i 2012 for mere end 2 mio kr. musik
• DiGiDi blev stiftet den 1. maj 2003
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96