
FOA forudser konflikt i 2015, hvis regeringen vil finansiere vækstpakken med forringelser af de offentligt ansattes vilkår.
1.500 tillidsfolk fra FOA, der er det største fagforbund for offentligt ansatte, mødtes i Odense d. 24/4.
Mødet blev afholdt dagen før indgrebet i lærernes konflikt, og netop lærerne – og den måde de er blevet behandlet på af KL og regeringen – satte sit præg på mødet.
En veloplagt lærerformand; Anders Bondo Christensen, takkede på mødet for opbakningen fra FOA til lærerne – og advarede om, at FOA og andre faggrupper står næst i rækken til at mærke den nye forståelse mellem regeringen og de offentlige arbejdsgivere.
Også professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet trak linjerne op fra lærernes konflikt.
Hans advarsel var, at vi lige nu befinder os i en brydningstid, der meget vel kan definere fremtiden for både det offentlige arbejdsmarked – og ikke mindst for fagbevægelsens rolle.
Konflikter på det offentlige arbejdsmarked koster ikke arbejdsgiveren penge – tværtimod sparer man millioner. En konflikt på det offentlige område bliver primært afgjort politisk. Og med regeringen i tæt sammenspil med arbejdsgiverne står fagbevægelsen overfor en modpart, der både er forhandlingspart – og samtidig er den myndighed, der kan sætte forhandlingssystemet ud af kraft og gennemføre sine egne forslag og ideer som lov.
Det er der i princippet intet nyt i, men vi har ikke før oplevet et forløb, hvor der på forhånd er lavet både aftaler – og indregnet et økonomisk provenu af forringelserne af overenskomsterne, endnu inden forhandlingerne er gennemført.
FOAs formand Dennis Kristensen havde også fokus på den store udfordring, som fagbevægelsen står overfor.
Regeringens vækstpakke har allerede indregnet 12 mia. kr. som gevinst på forringelser af de offentligt ansattes overenskomster i 2015. Med udsigt til, at KL og regeringen går efter en total konflikt efterfulgt af et lovindgreb som hos lærerne, er det nye toner på det offentlige arbejdsmarked. Her har man tidligere holdt sig til afmålte konflikter på udvalgte områder, som f.eks. i 2008, da FOA sendte ca. 15% af medlemmerne i konflikt for ligeløn.
Den optrapning, som KL har lavet i lærerkonflikten – og den drejebog, man har lavet med regeringen, er en alvorlig trussel mod Den Danske Model.
Hvis FOA skal kunne stå imod det pres, skal der arbejdes med at organisere flere medlemmer, sådan at en konflikt bliver mærkbar – også for KL.
Dennis Kristensen luftede også muligheden for – allerede nu – at forberede sig på en kommende konflikt ved at udskrive ekstra kontingent til konfliktkassen. En idé, der blev mødt af klapsalver fra de 1.500 tillidsfolk.
Tillidsfolkene arbejdede selv med idéer til, hvordan FOA skal ruste sig til fremtiden. Disse idéer skal i de kommende dage gennemgås og sammenskrives i forbundet – og senere behandles i FOAs hovebestyrelse og sikkert også op til FOAs kongres i efteråret.
Blandt alle var der enighed om at ruste sig til kamp, både ved at styrke FOA og ved at søge alliancer med de øvrige fagforbund.
At dømme efter de fremmødte på mødet, så er der ingen tvivl blandt FOAs tillidsfolk. Hvis regeringen virkelig vil finansiere vækstpakkens lettelse af selskabsskatten med forringelser af de offentligt ansattes overenskomster og nedskæringer i den offentlige sektor, så kommer vi til at opleve en ny og større konflikt ved overenskomstforhandlingerne i 2015.
FOA er ved at gøre klar til kamp!
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96