Regeringen svigter målet om grøn omstilling og har ikke forståelse for at der både er behov for en forøgelse af ressourceproduktiviteten og nedsættelsen af arbejdstiden, hvis man skal opnå en bæredygtig udvikling. Økonomi er en god videnskab om midler, en middel-videnskab, der beskæftiger sig med økonomisering af ressourcer. Den er derimod en meget dårlig og farlig, isoleret mål-videnskab, som udstikker det overordnede mål for samfundet (økonomisk vækst). I øjeblikket lever vi i et pseudo-religiøst samfund, hvor økonomerne optræder som vores ypperstepræster.  

Først: Både økonomisk vækst og grøn omstilling

Regeringsprogrammet satsede både på at få genskabt den økonomiske vækst og gå foran med en grøn omstilling af økonomien. Nogle håbede, at den grønne omstilling ville blive gjort til den overordnede fortælling for regeringens politik, således at man tydelig kunne se denne retning, i alt hvad regeringen lavede. Det er langtfra sket. Statsministeren nævner sjældent den grønne omstilling og aldrig som regeringens overordnede ledetråd.

Nu: Prioritering af økonomisk vækst

Derimod taler alle ledende politikere og kommentatorer i disse dage om behovet for økonomisk vækst. Betydningen af væksten og jobskabelsen bliver pustet op, og sammenhængen mellem de aktuelle vækstpolitiske bestræbelser og den grønne omstilling fortoner sig og bliver helt glemt.

Fokuseringen på den traditionelle økonomiske vækstpolitik viser sig f.eks. i produktivitetskommissionens arbejde. For et år siden nedsatte regeringen en produktivitetskommission.  Den skal belyse, hvorfor Danmark har haft en betydelig lavere produktivitetsstigning end vore nabolande, og hvad man kan gøre for at styrke produktiviteten. Men i det kommissorium, som produktivitetskommissionen fik af regeringen, indgik ikke noget om, at man ville have belyst, hvorledes en styrket produktivitet kunne fremme den grønne omstilling. Spørgsmålet om produktivitet bliver set i et helt traditionelt økonomisk vækstperspektiv.

Økonomisk konkurrencekapløb mellem stater

I den debatpjece, som kommissionen har udsendt, siger man, at hvis vi ikke vil øge produktiviteten kommer vi til at halte håbløs bagefter. Siden 1996 har Danmark haft en produktivitetsstigning på 0,8 % om året mod Sveriges 2 %. Hvis vi havde fulgt svenskerne, havde den danske lønmodtager haft 20 % mere i løn eller 3.000 kr. mere om måneden.  Det er det billede af at være lidt dårligere end sine naboer, der skræmmer. Det er vækstkapløbet mellem den nye tids konkurrencestater, der tegner grundlaget for den moderne ”nødvendige politik”, som hyldes af alle partier (måske på nær Enhedslisten) og måske også af 80 % af befolkningen.

Hvorfor er øget produktivitet godt?

Overfladisk set bør en højere produktivitet vel være et mål som alle uanset politisk holdning kan være enig i? Hvem vil ikke gerne gøre tingene på en lidt smartere måde, så man kan skabe større værdier med en mindre ressourceindsats, hæve levestandarden uden at belaste miljøet eller forbedre den offentlige service uden at sætte skatten op.  Det er sådan politikere og embedsmænd sælger ideen om det gode i højere produktivitet. Men det viser også, at man kan bruge en øget produktivitet til meget forskelligt. Til øget privat eller offentligt forbrug, til miljøforbedringer og til øget fritid.

Hvad er produktivitet?

Hvad er produktivitet? Det er en angivelse af, hvad vi får ud af de samlede ressourcer vi bruger til at producere et produkt. Her kan man så skelne mellem arbejdsproduktiviteten, som er væksten i BNP pr. beskæftiget, mens ressourceproduktiviteten er væksten i BNP pr. input af energi og råstoffer.

Produktivitetsudviklingen og væksten har i hele den vestlige verden været faldende. Det har betydet at flere økonomer mener, at der ikke er særlig store arbejdsproduktivitetsgevinster at hente i fremtiden, hvorimod en stærk forbedring af ressourceproduktiviteten er påkrævet, hvis man skal nå det miljøpolitiske mål.

Den glemte ressourceproduktivitet

Hvad havde regeringen tænkt sig at bruge den øgede produktivitet til? Ikke som et klart redskab i den grønne omstilling. Så havde man bedt produktivitetskommissionen om at undersøge ressourceproduktiviteten og forslå forbedringer af den.

Historisk: Øget produktivitet brugt til at reducere arbejdstiden

Når arbejdsproduktiviteten stiger, skal man bruge mindre arbejdskraft til at opnå den samme produktion. Det betyder, at man kan fastholde velstand (produktion, løn) og arbejde mindre. I en lang periode blev en del af produktivitetsgevinsten på grund af arbejderbevægelsens kamp brugt til at reducere arbejdstiden. Hvorfor er der ikke nogen, der tænker således i dag?

Keynes’ fremtidsforventninger

I 1928 skrev den berømte økonom John Maynard Keynes (1883-1946) et lille berømt essay om ”Vores børnebørns økonomiske muligheder” (på dansk 1996). Heri skriver han, at den fantastiske teknologiske udvikling er i gang med at ”løse det økonomiske problem” (levestandardsproblemet), fordi han forudser, at levestandarden om hundrede år vil blive flere gange højere end i 1928, samtidig med at han forestiller sig muligheden for en tre timers arbejdsdag eller en femten timers arbejdsuge.

Men det forudsætter, som han siger, at vi skaffe os af med mange af de pseudo-moralske principper, der har plaget os i 200 år (grådighed og kærligheden til at besidde penge). Vi bør efter Keynes’ opfattelse i fremtiden (når det økonomiske problem er løst) værdsætte målene (tilværelsens virkelige værdier) mere end midlerne og foretrække det gode fremfor det nyttige. Kloge ord, som mange økonomer i dag kunne lære noget af.

Nødvendigt med forøget ressourceproduktivitet og nedsat arbejdstid!

Den nuværende regering har, skønt den reklamere med at gå ind for en grøn omstilling, ingen forståelse for, at der både er behov for en forøgelse af ressourceproduktiviteten, og at den øvrige stigning i produktiviteten bruges til en nedsættelse af arbejdstiden, hvis de langsigtede miljømål skal nås.

International arbejds- og miljøforskning viser, at hvis man skal kunne opnår en bæredygtig udvikling, dvs. bringe produktion og forbrug samt udledning af CO 2 indenfor et holdbart niveau i løbet af 15 til 20 år, er det ikke nok med indførelse en ressourcebesparende teknologi men også med en nedsættelse af arbejdstiden.

I Sverige har samfundsforsker Christer Sanne (2012) vist, at man med en forventet produktivitetsstigning på 2 % pr. år både kan nå en 70 % reduktion i CO 2 udledningen i 2030 og samtidig få en reduktion i arbejdstiden på 10 timer pr. uge. Det vil kunne ske ved gennemførelsen af en ændret og mere økologisk livsstil, men med opretholdelse af en levestandard på et niveau, som man havde i 1990.

Uden klare mål bliver midlerne det overordnede mål

Hvad er problemet? At vores regering og politikere ikke har nogle klare mål (økologiske og sociale) som de bevidst styrer efter at bruge fremtidige produktivitetsstigninger til. Større produktivitet og økonomisk vækst bliver derved mål i sig selv. Hvad der egentlig kun er et middel til at opnå sine politiske mål, bliver nu til det overordnede mål.

Og det er præcist også det der er sket med økonomien som en videnskab. Den er en god videnskab om midler, en middel-videnskab, der beskæftiger sig med økonomisering af ressourcer. Den er derimod en meget dårlig og farlig, isoleret mål-videnskab, som udstikker det overordnede mål for samfundet (økonomisk vækst).

Meningsløs økonomi med økonomisk vækst som det højeste mål

I øjeblikket lever vi i et pseudo-religiøst samfund, hvor økonomerne optræder som vores ypperstepræster. Som den danske teolog og religionsfilosof K.E. Løgstrup meget rammende engang sagde: ”Formålet med økonomien må være, hvad der ikke har noget økonomisk formål. Meningen med økonomien må være noget, der er uøkonomisk, ellers bliver økonomien meningsløs.” (1971).

Når politikerne ikke sætter klare politiske mål overlader man det til økonomerne ikke blot at foreslå midler, men også at bestemme målet (den økonomiske vækst).

Litteratur

Keynes, J.M. ”Vore Børnebørns økonomiske muligheder”. i ”Fra Nødvendighed til frihed – om velfærdssamfund og forsørgerkultur”. Red. Ulf Vincent Olsen og Bruno Jerup Nielsen. Klim. Århus 1996.

Sanne, Christer (2012). Hur vi kan leva hållbart 2030. Naturvårdsverket. Rapport 6524. November 2012

Løgstrup K.E. (1971) De åbne områder og de lukkede kredsløb. I Midler uden mål. Kommentarer i perspektivplanlægningen. Red. Villy Sørensen. Spektums Aktuelle.