Den økologiske omstilling betyder et brud med det herskende regime, en decentralisering og dermed en revitalisering af de lokale fællesskaber.
Det er nedslående at være vidne til en såkaldt centrum-venstreregering, der åbenbart har lagt sig fladt ned for kapitalen og nu præsenterer os for en vækstplan.dk, der nærmest er skåret efter en neoliberal læst. Det er også tankevækkende, at den tidligere så højtbesungne retorik om en såkaldt "grøn vækst" nu tilsyneladende er skrinlagt til fordel for en fuldstændig traditionel politik, der ensidigt går ud på at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne ved at forkæle aktionærer og virksomhedsejere.
Det er nedslående, fordi det fører Danmark videre ned ad den glidebane, som blev anlagt af den forrige regering. Det er endvidere nedslående, fordi den grønne omstilling nok en gang bliver skudt til hjørne. Og endelig er det nedslående, fordi det ganske enkelt er udsigtsløst.
For den medicin, man nu forsøger sig med, er jo blot en videreførelse af den politik, som har været toneangivende i hele den vestlige verden over de sidste 20-30 år, og som ledte os lukt ind i det finansielle kollaps i 2008. Man skulle dog tro, at en økonomisk krise, der ikke er set magen siden 1930'erne, ville få ledende politikere – ikke mindst fra det såkaldte centrum-venstre – til at genoverveje visdommen i en politik, der så entydigt har handlet om at give kapitalen frie tøjler til at flyde derhen, hvor den hurtigst kunne avle.
Men, nej! I kølvandet på det finansielle kollaps mobiliserede politikere fra højre til venstre alle til rådighed stående midler for at redde det system, der var den umiddelbare årsag til krisen. Milliarder og atter milliarder blev postet ind i den ene bankredningspakke efter den anden – stort set uden modydelser.
Da det finansielle system således var blevet nogenlunde afstivet, tog man fat på krisens underliggende årsag, nemlig kapitalens svækkede akkumulationsbetingelser i de vestlige kerneøkonomier. Som bekendt har det bl.a. betydet omfattende nedskæringer i de offentlige budgetter, reduktion af arbejdernes lønninger – men absolut ikke af direktørernes, angreb på fagforeningerne samt afblæsning af enhver miljø- og klimaindsats, der kunne tænkes at svække virksomhedernes indtjeningsevne.
Selvom alt dette har ført til protester, så har medicinen stort set været den samme uanset regeringernes farve. For alle regeringsbærende partier er den neoliberale medicin blevet antaget som simpel nødvendighed, som den eneste ansvarlige politik. Og noget er der om snakken under de fremherskende politisk-økonomiske betingelser. For hvis man har økonomisk vækst som overordnet rettesnor for samfundets udvikling, så må man sørge for, at kapitalen har gode akkumulationsbetingelser.
Tidligere havde staterne to håndtag at skrue på: Det ene rettede sig mod virksomhedernes konkurrenceevne, mens det andet rettede sig mod at stimulere efterspørgselen. Det sidste blev især taget i brug i perioder med lavkonjunktur, hvor staterne pumpede penge ud i økonomien, for at "kick-starte" væksten på ny. Det kunne typisk ske ved, at man igangsatte offentlige infrastrukturprojekter, som på kort sigt holdt hånden under økonomien, samtidig med at de på længere sigt åbnede op for nye privatorganiserede vækstprojekter. Således kunne f.eks. anlæggelse af nye transportforbindelser koble nye regioner til økonomiens vækstcentre og dermed skabe betingelser for fornyet privat akkumulation af kapital.
Problemet i dag er imidlertid, at det ikke længere er muligt at føre denne form for ekspansiv keynesiansk krisepolitik. Derfor har man kun et håndtag tilbage: neoliberal konkurrencepolitik. Det skyldes især to forhold: For det første er økonomien i dag global, hvorfor national pengeudpumpning ikke længere giver megen mening. For det andet – og nok så væsentligt – er det i dag langt sværere at finde offentlige infrastrukturprojekter, der på samme måde som tidligere har potentialet til at katalysere ny privat vækst.
Det hænger sammen med, at akkumulationsmulighederne generelt synes at være udtømte i de vestlige kerneøkonomier. Det kan konstateres empirisk: Siden 2. verdenskrig har vækstraterne i OECD-området vist en systematisk nedadgående tendens, hvorfor udgangen på de tilbagevendende konjunkturkriser har været en kortvarig genrejsning på et lavere vækstniveau end før. Det er derfor helt i overensstemmelse med denne historiske tendens, at der efter kollapset i 2008 endnu ikke har vist sig noget lys for enden af tunnelen. For femte år i træk har de vestlige økonomier nu haft negativ vækst. Politikernes snak om, at vi skal "gøre os klar til tiden efter krisen" forekommer mere og mere at være en utopisk drøm.
Der kan gives mange forklaringer på den nedadgående tendens for vækstraterne i de rige lande: Befolkningstallene er stagnerende, ja, den er endog direkte faldende for folk i den erhvervsaktive alder. Dertil kommer at forbrugstilbøjeligheden åbenbart er stagneret for store dele af befolkningen, for der er jo trods alt grænser for, hvor mange tingester man gider fylde sit hjem med, hvor mange tv-programmer man kan nå at se, og hvor mange it-applikationer man orker at anskaffe. Sidst men ikke mindst er der en natur og et miljø, der er begyndt at sætte bastante grænser for væksten.
I de vestlige lande findes der således ikke flere geografiske ekspansionsmuligheder, eftersom alt dyrkbart og beboeligt areal for længst er erobret og oven i købet udnyttet til sidste kvadratcentimeter. Hertil kommer, at naturen er presset til det yderste, ligesom mange naturressourcer er udtømte. Derfor er vi tvunget til i voksende omfang at importere fra de fattigere lande, hvor vi i tiltagende grad skal konkurrere med de fremstormende udviklingsøkonomier, som Kina, Indien, Brasilien osv. Derfor kommer vi til at skulle betale stadigt mere for denne import i årene der kommer.
Samtidig vil den stadigt mere intense jagt efter stadigt mere begrænsede ressourcer yderligere skærpe de globale miljøproblemer, der på sin side virker tilbage som en yderligere bremse på fortsat økonomisk vækst. Det ser vi bl.a. på klimaområdet, hvor den øgede frekvens af ekstreme vejrsituationer allerede har afstedkommet enorme materielle ødelæggelser og lammet økonomien i flere byer, regioner og lande.
Af alle disse grunde – og flere kunne tilføjes - er det aldeles perspektivløst, at fortsætte ud af det vækstspor, som har været den helt dominerende ledestjerne i det sidste par hundrede år – især i den vestlige verden. Frem for krampagtigt at ville give kunstigt åndedræt til et udtjent og forældet økonomisk paradigme, er der brug for at skabe en ny bærende fortælling for vore samfund. Den fortælling hedder økologisk omstilling!
Forudsætningen for den økologiske omstilling er en økonomi, der ikke har vækst som indbygget forudsætning. Det er en udfordring, der handler om meget mere end økonomi i snæver forstand, for hvad betyder økonomisk vækst egentlig? I første omgang betyder det, at vi bliver rigere i kroner og øre, men det er jo i sig selv uinteressant, medmindre vi kan købe stadigt flere varer for dem. Det forudsætter en stadigt voksende produktion, som på sin side kun lader sig gøre gennem en konstant rationalisering af arbejdsprocesserne og en permanent udvidelse af vort teknologiske herredømme over stadigt flere af livets processer – naturgivne såvel som sociale.
Det siger sig selv, at dette ekspanderende teknologiske herredømme nødvendigvis må føre til en forarmet natur, men hidtil har antagelsen været, at det til gengæld satte mennesket fri. Den antagelse viser sig nu at være forfejlet, i hvert fald hvis den gøres gældende ud over et vist punkt. For den grænseløse udbygning af vore teknologiske beherskelsessystemer, der er selve kernen i den økonomiske vækst, har i dag ført til en slavebinding af mennesket snarere end en frigørelse. Vi er i dag reelt reduceret til teknologiens og økonomiens tjenere!
Som sådan er vi hidtil blevet spist af med øgede forbrugsmuligheder, men prisen har været høj, for vi har til gengæld måttet sælge ikke alene vores krop, men tillige vores sjæl. Og samtidig kan vi altså konstatere, at naturen er forsvundet for øjnene af os. At gøre op med den økonomiske vækst er at gøre os fri af dette slaveforhold, men det kan vi altså kun gøre, såfremt vi samtidig giver slip på hele den moderne fortælling om, at vi skal gøre os til herre over livet: Det er illusionen om herredømme, der har gjort os alle til slaver! Det er den illusion, vi må vriste os fri af!
I stedet for illusionen om herredømme må vi sætte dialog – såvel i forholdet til andre mennesker, som i forhold til naturen. Det betyder i begge tilfælde, at vi må lære at lytte. I forhold til naturen indebærer det, at vi må aflære os hele det videnskabelige sprog, hvormed vi har gjort den til en stum og død materie. I stedet må vi tillære os naturens eget sprog, for den er så langtfra stum, tværtimod taler den til os med et ganske overvældende sanseligt sprog. At lytte til dette sprog indebærer, at vi møder naturen med vor krop. Det samme gælder i øvrigt i forhold til andre mennesker: Vi kan kun rigtigt lytte, når vi kan se den anden i øjnene!
Frem for den distance, som teknologien etablerer mellem mennesker indbyrdes samt mellem menneske og natur, må vi igen lære at komme ind under huden på begge dele. I vort samspil med naturen betyder det blandt meget andet, at vi må genskabe respekten for det gode håndværk. Hvor vækstøkonomien ubønhørligt har bortrationaliseret håndens arbejde til fordel for et mere og mere abstrakt symbolarbejde, vil den økologiske omstilling gå den modsatte vej. Det vil igen blive attraktivt at være f.eks. fisker, bonde, tømrer, murer, smed – ja, det vil igen blive værdsat at deltage i varetagelsen af alle samfundets mange konkret-praktiske funktioner. Til gengæld vil der være mindre behov for symbolarbejdere af enhver slags – for vi kan jo ikke leve af symboler.
Respekt for håndens arbejde betyder anderkendelse af den kvalitet, som kun det gode håndværk kan levere. Frem for vækstøkonomiens fokus på kvantitet i metermål, skal vi igen til at glæde os over smukke og brugbare ting, der kan holde i mere end nogle få år, og som efter endt brug kan genindtræde i samfundets eller naturens kredsløb. Vor tids brug og smid væk-økonomi skal erstattes af en gennemført cirkulær økonomi.
En sådan økonomi må nødvendigvis være lokalt forankret. Hvor vækstøkonomien har overskredet enhver naturgiven eller kulturelt bestemt grænse, må vi genskabe respekten for sted, lokalitet og kontekst. Frem for én universel økonomi, der reducerer lokalsamfundene til perifere udkantsområder, må vi genetablere en mangfoldighed af lokale økonomier, der i vidt omfang vil være uafhængige af vækstøkonomiens stadigt mere fjerntliggende centre. Den økologiske omstilling betyder med andre ord en politisk og økonomisk decentralisering og dermed en revitalisering af de lokale fællesskaber.
Som det fremgår, indebærer omstillingen et fundamentalt brud med det herskende regime. Et sådant brud kan naturligvis ikke komme fra dette regimes bærende kræfter. Det kan ikke komme fra den højrefløj, der sværger til kapitalismen, for den er svanger med vækst. Men, det kan heller ikke umiddelbart komme fra venstrefløjen, for selv om denne historisk er vokset frem som en kapitalismekritisk bevægelse, så har den dog samtidig været ret så begejstret for hele det teknologiske beherskelsesprojekt, som er en integreret del af kapitalismen.
Da det i øvrigt har vist sig, at kapitalismen er mere effektiv til at udfolde dette projekt end de hidtil realiserede socialistiske alternativer, har store dele af venstrefløjen accepteret kapitalismen som moderniseringens nødvendige økonomiske form. Derfor må vi i dag konstatere, at en venstredrejet regering ikke afviger markant fra en højredrejet regering, hvorfor vi heller ikke kan forvente, at en omstilling vil blive sat på dagsordenen fra nogen af siderne. Den må komme fra kræfter udefra og nedefra. Og de kræfter findes faktisk.
Lige så nedslående det er at rette blikket opad og indad, lige så opløftende er det at rette det udad og nedad. For rundt omkring i samfundets bund er der faktisk allerede ganske mange ildsjæle, der er begyndt at tage livtag med omstillingens mange praktiske og teoretiske udfordringer. En del steder er det oven i købet lykkedes for græsrødderne at komme i dialog med kommunen, ja, visse steder er der skabt et samarbejde med kommunen og lokale virksomheder, der har ført til igangsætning af omstillingsprocesser af mere eller mindre vidtgående karakter.
I takt med at den økonomiske krise uddybes og den klassiske vækstpolitik fejler, vil disse initiativer blive mere og mere almindelige, ganske enkelt fordi de bliver mere og mere nødvendige. Det ser vi ikke mindst i en række sydeuropæiske lande, hvor landarbejdere besætter jorden for at etablere lokal fødevareproduktion, mens andre etablerer boligkollektiver, laver lokale indkøbsforeninger osv. Endnu er disse initiativer forholdsvis spredte, men der er ingen tvivl om, at de vil tage til i omfang i årene der kommer.
På et tidspunkt vil der være behov for at skabe en egentlig bevægelse, der kan samles om et politisk program og for alvor begynde at udfordre den herskende tænkning. Den situation kan vi lige så godt forberede os på i dag, for det er ganske komplicerede udfordringer, vi står over for at skulle løse.
Det er ikke mindst en udfordring, da vi ikke har noget "forbillede" at støtte os til. Den socialisme, der hidtil er blevet præsenteret som alternativ til kapitalismen, har som allerede antydet mildest talt ikke imponeret. Det betyder ikke, at vi skal kaste hele det socialistiske tankegods ud med badevandet, men det skal nytænkes, oven i købet ret så grundlæggende. Måske vi i den forbindelse kan hente inspiration fra Latinamerika, hvor en sådan nytænkning synes at være på vej i en række lande, ikke mindst Bolivia og Ecuador. Det skyldes ikke mindst, at flertallet af befolkningen i disse lande er indianere, hvorfor de har et helt andet forhold til naturen, end vi har i vesten.
Herhjemme er der ansatser til nytænkning i Enhedslisten, der som det eneste parti i Folketinget har vovet at udfordre vækstparadigmet. Det er dog ikke sket uden interne sværdslag, og derfor er nytænkningen indtil videre ret forsigtig. Der er endnu et godt stykke vej igen, før vi kan tale om et sammenhængende program for en økologisk omstilling.
Det ville også være for meget at forlange af et enkelt politisk parti, for det er jo ikke blot et nyt partiprogram, der er brug for. Det er tværtimod et nyt bærende tankesæt, et nyt værdigrundlag og dermed også et nyt sprog, der skal udvikles. Den opgave kalder på kræfter fra alle dele af samfundet, ikke mindst på kritiske intellektuelle og kulturpersoner. Dem findes der heldigvis en del af, men de er indtil videre ret så uorganiserede. Det er derfor en vigtig opgave at skabe et forum, hvor disse kræfter kan udvikle omstillingens sprog og tænkning i et fællesskab, der også omfatter praksis og praktikere. Her kan Modkraft yde et vigtigt bidrag!
John Holten-Andersen er lektor ved Aalborg Universitet og aktiv i NOAH Modvækst. Har bl.a. udgivet:
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96