EU's stramme budgetpolitik vil betyde, at de kriseramte lande vil opleve mindst ti års krise, før de får normale tilstande. Det siger nobelpristageren Joseph E. Stiglitz i kommentaren »Sandheden er, at store dele af EU er i depression,« der står i Politiken onsdag den 27. marts 2013.
Stiglitz gør i kommentaren opmærksom på, at der i Italien er sket et fald i produktiviteten på størrelse med der, der skete under verdenskrisen i 1930'erne. Samtidig oplever Grækenland og Spanien en ungdomsarbejdløshed på over 60 og 50 procent. Det vil efter Stiglitz's mening få EU's sammenhængskraft til at falde fra hinanden.
EU's økonomer hævder, at en hestekur er nødvendig for at redde landenes økonomi. Men kuren virker ikke og gør samtidig mere skade end selve sygdommen. Og det ønsker vælgerne ikke. Det har man kunnet se i blandt andet det italienske valg.
Påstanden om, at de kriseramte lande har levet over evne, passer ikke, siger Stiglitz. Inden krisen havde både Spanien og Irland et overskud på deres budgetter og en lav gæld til udlandet. Og hvis problemerne blot fandtes i Grækenland, kunne de med lethed være løst.
Stiglitz kritiserer især Tyskland, fordi landet er alt for lang tid om at erkende problemerne og gøre noget ved dem. Det gælder især en bankunion, som kan have fælles regler for indskydergaranti. Tyskerne erkender, at den bør oprettes, men nærmer sig denne erkendelse i et tempo, som ikke står i et rimeligt forhold til udviklingen på markederne.
»I flere lande ligger den finansielle sektor allerede i respirator. Hvor mange flere skal i intensiv behandling, før en bankunion bliver en realitet?« spørger Stiglitz.