Centrum-venstres død?

I øjeblikket tegner der sig et mere og mere klart nyt politisk billede. Forskellen mellem regering og opposition ikke bare i Danmark, men i de fleste europæiske lande bliver mindre og mindre. Nogle taler direkte om, at centrum-venstre er død. Nu findes der kun nuancer mellem centrum og et centrum-højre eller nogle vil sige, at nu findes der kun et meget stort centrum- højre. Socialdemokratierne er ved at miste deres tidligere identitet.

På højre side vokser national-konservative partier og bevægelser frem, som Dansk Folkeparti og på venstresiden vokser partier som Enhedslisten, i Grækenland, Syriza, i Italien den anarkistiske bevægelse, Beppe Grillo, piratpartier og grønne partier.

Set med det korte perspektiv står Enhedslisten stærkt. Man soler sig fortjent i de gode meningsmålinger. Man kæmper bravt for at forhindre nedskæringer, forringelser. Man forsvarer status quo, kæmper hovedsaglig en defensiv kamp.

Enhedslistens overtagelse af SF's role?

Den ændrede situation betyder, at Enhedslisten på en måde er blevet placeret i samme situation som SF har stået i mange år. Hele SF's rationale var i mange år at forsøge at få drejet Socialdemokratiet til venstre, den såkaldte arbejderflertalsstrategi. Nu kan Enhedslisten sikkert med en vis succes fastholde sin meningsmålingsmæssige styrke ved at forsøge at fastholde regeringen på sine løfter og at presse regeringen til venstre.

Set i et længere perspektiv er det imidlertid spørgsmålet om Enhedslisten ikke vil blive svækket, hvis partiet ikke mere dybtgående tager bestik af den nye situation.

Hvad er det for et samfund, vi er ved at udvikle? – og - Hvilke mere langsigtede visioner har Enhedslisten i det hele taget?

Fra velfærdsstat til konkurrencestat

Denne nye politiske situation er ikke kun en reaktion på den økonomiske krise i Europa, men også på at velfærdsstaten er på vej til at udvikle sig fra en velfærdsstat til en konkurrencestat.

I velfærdsstaten var rettigheder og pligter universalistiske og målet var at skabe lighed mellem landets borgere, hvorimod det i konkurrencestaten er at skabe den størst mulige økonomiske effektivitet og udnytte den enkeltes arbejdsevne. I konkurrencestaten eksisterer en stadig strengere arbejdspligt og uddannelsestvang. Se Ove K. Petersen (2011) Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels Forlag.

Umiddelbart ser det ud som om regeringen står som forsvarer af velfærdsstaten. Men i virkeligheden er de frontløbere for konkurrencestatens nye principper – strengere arbejdspligt og uddannelsestvang.

Og hvor er Enhedslisten? De præsenterer et mere klart forsvar for den universelle velfærdsstat end regeringen. De vil derudover have en mere aktiv beskæftigelsespolitik, mere uddannelse, et rummeligt arbejdsmarked og bedre aktivering. De har delvis overtaget det døende centrum-venstres politik.

Man modsætter sig ikke klart konkurrencestatens nye principper i den daglige politik. Man går ind for mere lønarbejde og mere uddannelse om end ikke med så meget tvang som regeringen.

Hvad bliver den næste store fortælling?

I den situation er det interessant, at den engelske journalist, forfatter og politiske aktivist, George Monbiot, som skriver i The Guardian, og hvis artikler bliver bragt i Information i sin sidste kommentar: Hvad bliver den næste store fortælling? (bragt i Information den 4. april) - se http://www.information.dk/456400 ser en basisindkomst eller borgerløn som den næste store fortælling ("at økonomisk overlevelse bliver en ret, ikke et privilegium").

En basisindkomstreform vil kunne løse op for den nuværende fastlåste situation.

Globaliseringen skærper konflikten mellem middelklassen og de marginaliserede. Middelklassen bliver stadig mere presset i lønarbejdet og mangler tid til børn, lokalsamfund og politik. De udstødte mangler lønarbejde og anerkendelse for deres uformelle familie og samfundsmæssige arbejde. De fleste i middelklassen tør ikke slække på lønarbejdet og de udstødte bliver mange gange straffet, hvis de forsøger at bevæge sig ind på lønarbejdsmarkedet.

 En basisindkomstreform som håbets gnist

Vi bliver nødt til at udvide arbejdsbegrebet, hvis alle skal have samfundsmæssig anerkendelse. Og det nytter ikke blot at kræve at alle skal stå til rådighed for lønarbejdsmarkedet. Vi har brug for stærke lokalsamfund og udvikling af en helt ny iværksætterkultur. Det kan ske, hvis vi tør frigøre de udstødte, der er bundet på hænder og fødder og for manges vedkommende dukker nakken i frygt for den næste beskæring af overførselsindkomsterne.

Overførselsindkomstbegrebet må omdefineres til et begreb for en garanteret mindsteindkomst, således at det betragtes som et løntilskud, og det bliver tilladt at tage alt det lønarbejde man har lyst til uden modregning. Det kunne samtidig fungere som en anerkendelse af det uformelle arbejde, som de fleste borgere laver i dette samfund

Middelklassen skulle så samtidig tilbydes denne garanterede mindsteindkomst i form af en mere liberal iværksætterstøtte, orlovs- og efteruddannelsesmuligheder, således at de får lyst og bedre muligheder for at udvikle sig i lønarbejdet og eventuelt bryde ud af lønarbejdet.

Monbiot siger meget rigtigt, at håbets gnist er nødvendig for at en forandring og et brud med konkurrencestaten kan ske.

Basisindkomstideen kan være denne håbets gnist

Vil den blive en del af Enhedslistens nye principprogram, som skal vedtages på Enhedslistens kommende årsmøde i foråret?