Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Hvad vil SPD?

Valg i Tyskland
9. april 2013 - 14:23

Hvad vil SPD?

SPD går politisk til valg med en anden retning end Merkels, og har med deres oplæg lagt op til at der er et reelt valg i tysk politik. Et venstreorienteret og et konservativt orienteret.

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Freja Stein

SPD har udsendt et 150 siders oplæg der redegør for deres poltik, såfremt de skulle få regeringsmagten de næste fire år. De skriver i oplægget at fire år egentlig ikke er nok til at få gennemført den politik de ønsker, og at der er brug for mere tid hvis planen skal implementeres, og at den derfor skal ses i et langsigtet perspektiv. Lighed og solidaritet er ord der er gennemgående.

SPD anser det tyske samfund for at være blevet mere skævt under Merkels regering, og punkter som ligestilling, løndumping og uddannelse fylder meget i SPD’s politiske oplæg. De skriver om de mest centrale poltiske punkter både indenrigs -og udenrigspolitisk, med et afsæt i et klassisk socialdemokratisk værdisæt.

Økonomisk er befolkningen blevet mere ulige i Tyskland, grundet f.eks løndumping der gør at nogle mennesker har en indkomst på 400 euro om måneden (Se evt Jakob Esmanns indlæg om dette).

Især i det tidligere Østtyskland er løndumping et problem, 20% af befolkningen er beskæftiget i 400-eurojob, og må derfor supplere op med socialhjælp. Samtidig er lønningerne generelt 15-45% lavere i det tidligere øst end i vest, og SPD forslår derfor en mindsteløn på 8,5 euro for at udligne lønforskelsniveauet.

Uddannelse fylder også meget i SPD’s program. 1,5 mio tyskere mellem 20-29 har ikke en uddannelse, eller de har en ikkafsluttet uddannelse. Samtidig kan 7 mio tyskere enten ikke læse og skrive, eller også kan de lige akkurat nok til at kunne klare sig i hverdagen. SPD vil derfor investere i uddannelse generelt, og især for den svage uddannelsesgruppe, så de kan blive bedre integreret i samfundet.

Et andet stort politisk stridsemne mellem CDU/CSU og SPD er Betreuungsgeld. Betreuungsgeld er penge forældrene får fra staten til at passe børnene hjemme indtil de er 3 år gamle. Ordningen er indført fra 2013 og er meget omstridt og debatteret. SPD er modstandere, da de mener det mere eller mindre tvinger mødre til at gå hjemme med deres børn, i stedet for at være aktive på arbejdsmarkedet.

Samtidig ser SPD også vuggestuer og børnehaver som led i barnets uddannelse og som et middel til mere lighed i samfundet. I stedet for Betreuungsgeld, vil SPD bruge de ca 1,2 mia euro det koster staten, på at bygge nye børnehaver og vuggestuer så flere børn kan komme i institution.

Betreuungsgeld er meget værdipolitisk ladet, både for SPD og CDU der står i hver sin lejr på spørgsmålet. Internt i CDU har der også været diskussioner omkring forslaget, da der også her findes politikere som mener det er en tilbagegang. Ligestilling fylder i øvrigt meget i værdidebatten. Således vil SPD også legalisere ægteskab mellem homoseksuelle, og indføre kvindekvoter i bestyrelser.

Endelig fylder EU-politikken også meget i valgprogrammet. Krisen er ikke ovre, og SPD er utilfredse med Merkels linje som de anser som værende alt for hård. SPD vil have mere Europa, da de anser det som en sikkerhed for fred på kontinentet.

De forslår at kommissionen skal fungere som en regering, udpeget af parlamentet, som også skal kunne afsætte dem. Derudover vil de have en samlet kontrol med virksomheder, i eurozonen, og fælles arbejdsrettigheder for at få mere social stabilitet.

SPD går politisk til valg med en anden retning end Merkels, og har med deres oplæg lagt op til at der er et reelt valg i tysk politik. Et venstreorienteret og et konservativt orienteret.

Det er både en styrke og en svaghed. En styrke fordi det giver et alternativ til den siddende regering bestående af CDU/CSU og FDP, en svaghed fordi det kan vise sig at SPD og CDU/CSU må danne regering sammen efter valget d. 22. september. Imidlertid står det dog klart at valgkampen bliver ideologisk for SPD.

Freja Stein er bosat i Berlin

Redaktion: 
Europa
Emneord: 
EU
Tyskland
valg
SPD
CDU

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96