Nedenstående artikel tager udgangspunkt i australske forhold, men berører mange generelle problemstillinger i debatten om holdningen til sexarbejdere og sexkøb.

En igangværende debat omkring legitimiteten af sexarbejde og sexarbejderes rettigheder finder sted i anarkistiske og feministiske kredse.

Disse to politiske bevægelser er i dette tilfælde næsten polære modsætninger af hinanden. På den ene side har man en abolitionistisk tilgang til sexarbejde ledet af feminister, som for eksempel Melissa Farley, der fastholder, at sexarbejde er en form for vold mod kvinder. (Abolitionisterne, afskaffelsesbevægelsen, er historisk set bevægelsen for afskaffelse af slaveriet, red.)

Farley har sagt, at "hvis vi ser prostitution som vold mod kvinder, giver det ingen mening at legalisere eller afkriminalisere prostitution".

På den anden side er der aktivister, som støtter op om rettigheder for sexarbejdere og argumenterer for, at sexarbejde ligner “normalt” arbejde mere, end de fleste er klar over.

De mener, at den bedste vej frem for prostituerede er i kampen for arbejderrettigheder og social accept, og for aktivister at lytte til, hvad sexarbejdere har at sige.

I denne artikel vil jeg diskutere, hvorfor abolitionisternes tilgang til problemet diskriminerer sexarbejdere og ydnytter deres marginaliserede status, mens rettighedsaktivisternes fremgangsmåde giver mulighed for at lave solide ændringer omkring sexarbejdernes arbejds- og menneskerettigheder.

Et eksempel på den slags argumenter, abotionalisterne fremfører, lyder således:

"Begrebet om kvinders "tilvalg" af at sælge sex er konstrueret i overensstemmelse med nyliberalisme og fri markedstænkning, den samme politiske ideologi, der hævder, at arbejdstagere har reelle "valg" og kontrol over deres arbejde.

Det betyder, at kvinder "vælger" at sælge sex, og at vi derfor bør fokusere på problemer omkring sexarbejdernes sikkerhed, evne til at tjene penge og forfølgelse fra statens side.

Mens kvinders sikkerhed og kvinders rettigheder er altafgørende, er argumentet for statsregulerede bordeller og fagforeninger for sexarbejdere reformistisk i bedste fald, naivt og regressivt i værste fald. Selv forslaget om "kollektive bordeller« ignorerer kønsspecificitet i prostitution og dets funktion i at støtte mandlig dominans."

"En anarkistisk reaktion bør insistere på at udrydde al udbyttende praksis og ikke foreslå, at den kan gøres sikrere eller bedre." (Taget fra en folder udleveret af abolitionister på en sexarbejder workshop på Anarkistisk Bogmesse i London, 2011.)

En "wobbly" (wobbly er et medlem af Industrial Workers of the World, red.) tilgang opfordrer faktisk også til at udrydde al udbyttende praksis, ikke kun det, som gavner den, som ønsker forandring eller det, man finder særligt usmagelig.

Arbejdet under kapitalismen er udbyttende, og du bliver enten udbyttet eller lever af udbytningen af andre - de fleste af os gør begge dele.

Sex under kapitalismen og patriarkatet er alt for ofte varegjort og brugt som et middel til udbytning.

Arbejde og sex i sig selv er ikke udbyttende. At prøve at bekæmpe sexarbejde i stedet for at bekæmpe kapitalismen og patriarkatet rammer ikke udbytningen i sin helhed.

At sætte fokus på kønsspecificitet i sexarbejde kommer ikke til at ændre det kønnede samfund, vi lever i; om ikke andet, styrker det den myte, at fordelingen af køn er en naturlig del af livet, der skal undgås og reguleres.

Det forstummer også de prostituerede, som ikke passer til de kønnede forestillinger om den kvindelige sexarbejder - en gruppe, som alt for tit er ignoreret, når de udfordrer den abolitionistike diskurs om sexarbejde.

Abolitionister har anklaget alle andre fremgangsmåder end deres egen som 'værende fundamentalt reformistiske og dermed ikke i overensstemmelse med principperne for anarkismen'.

Men er det ikke i sig selv reformistisk at forsøge at gøre en ende på et erhverv, blot fordi det overordnede kapitalistiske og patriarkalske system forsyner det, frem for at kæmpe for frigørelse af alle arbejdere?

At frelse de faldne

Antropologen Laura Agustin pointerer, at afskaffelsesbevægelsen tog styrke på et tidspunkt, hvor teorier om velfærdsstaten steg i popularitet blandt middelklassen, som følte at de havde pligt til at forbedre arbejderklassen (uden at røre ved legitimiteten af klassen som helhed).

Middelklassens kvinder især fandt et udløb for deres eget køns undertrykkelse ved at placere sig selv som "velvillige frelsere" i "faldet", og dermed opnå positioner og anerkendelse i den mandsdominerede offentlighed, som de aldrig tidligere kunne have fået.

Der er mere end en rest tilbage af dette middelklasseagtige, næsten missionære, ønske om at "frelse" ved at implementere sit eget moralske syn på "faldet" i dagens afskaffelsesbevægelse.

Ikke alene giver det folk en måde at føle sig som om, de redder de mest trængende, men det gøres uden at kræve af dem selv (i de fleste tilfælde), at de sætter spørgsmålstegn ved deres egne handlinger og privilegier.

Jeg undrer mig, når jeg ser en person - klædt i tøj produceret i en sweatshop og med en iPhone, iPad og utallige andre gadgets produceret under forfærdelige vilkår - der opfordrer til at afskaffe sexindustrien.

Sexbranchen må være en af de få brancher, som folk forsøger at destruere på grund af de værste elementer af den branche.

De er måske klar over, at behandlingen af arbejderne på Apple-fabrikker er en form for slaveri, og at tilfælde af voldtægt og seksuelle overgreb på arbejderne i sweatshops er en form for sexslaveri, men de hævder, at afskaffelsen af branchen ikke er nødvendig eller ønsket; at masseproduceret tøj, i modsætning til sex, er væsentligt for vores moderne liv.

Ønsket af hvem, om jeg må spørge? Af arbejderne, der producerer disse produkter?

De bruger ikke de produkter, de selv producerer, og de drager ikke mere fordel af deres arbejde, end sexarbejdere gør.

Det virker som om, væsentligheden af et produkt vurderes gennem forbrugerens linse og ikke arbejderens, selvom dette er noget af det, de selv samme abolitionister beskylder modstanderne for at gøre.

Ønsket om at afskaffe sexarbejde er, i det store hele, en måde, hvorpå folk kan positionere sig i en tilsyneladende uselvisk rolle, uden at skulle gøre det hårde arbejde og sætte spørgsmålstegn ved deres egne sociale privilegier. Dette er en grundlæggende velfærdistisk, reformistisk position at indtage.

Er sex (eller evnen til at engagere sig i det, hvis man ønsker det) ikke lige så afgørende for livet eller i det mindste for lykke og sundhed, som noget af det ovenstående er? Sex er en væsentlig del af livet, som folk bør være frie til at føle glæde ved og engagere sig i, ikke en del, der skal opfattes som værende dårlig, beskidt og skamfuld.

Jeg siger ikke, at der er nogen, der skal være forpligtigede til at yde sex for en anden, medmindre de vil, men at påpege og forsøge at retfærdiggøre at afskaffe sexindustrien med det argument, at sex ikke er væsentligt, når der samtidig er så mange brancher, der producerer ting, vi ikke har brug for, er utrolig svagt.

Igen er det at fokusere mere på forbrugeren end på arbejderen. I stedet for at fokusere på, hvad sexarbejderen mener om sit arbejde, hvor vigtigt det er, og hvordan det får vedkommende til at føle, bliver vi fortalt, at vi skal fokusere på det faktum, at forbrugerne ikke rigtig har brug for det.

Arbejderen er reduceret til blot et objekt; et objekt, der skal reddes, uanset om vekommende ønsker det eller ej.

Er der ingen arbejder, der kan glæde sig over aspekter af deres job på trods af kapitalismen? Kan ingen kvinde finde glæde i sex på trods af patriarkatet?

Hvis svaret er, at det kan de godt, hvorfor er det så så svært at tro, at der er prostituerede, som vælger og/eller finder glæde i deres arbejde på trods af kapitalismen og patriarkatet, ikke på grund af dem?

Jeg har fået at vide af abolitionister, at dette ikke er muligt inden for sexindustrien.

At enhver arbejder, der nyder sit job, eller endda dem, der ikke nyder det, men ser det som en bedre mulighed end noget andet, der står til rådighed for dem, kun gør det ud fra et internaliseret kvindehad.

At hvis de blev befriet fra dette ved at følge en abolitionistisk tankegang (andre holdninger er anklagede for at være baseret på internaliseret kvindehad og er derfor ugyldige), ville de se sandheden.

Det lyder rigtig meget som religiøse dogmer, og det behandles ofte med ligeså megen fanatisme.

Den abolitionistiske tilgang nægter at værdsætte eller endda anerkende evnen til at træffe valg, intelligensen, erfaringerne og den viden, som sexarbejdere har.

Det er forskelsbehandling forklædt som feminisme.

Men hvis du vil have ligestilling for kvinder, så er du nødt til at lytte til alle kvinder, ikke kun dem, som siger, hvad du ønsker at høre.

Abolitionister lader til at synes, at sexarbejdere, som ikke er enige med dem, er blevet alt for hjernevaskede af patriarkatet til at have en mening, eller at nogle enkelte sexarbejdere ikke kan repræsentere de fleste andre sexarbejdere og deres erfaringer.

Som anarkist ser jeg alt arbejde under kapitalismen som værende udbyttende, og sexarbejde er ingen undtagelse.

Jeg tror dog ikke, at arbejde, der involverer sex, nødvendigvis er mere udbyttende eller skadeligt end andre former for lønnet slaveri.

Det er ikke for at sige, at der ikke foregår frygtelige krænkelser af sexarbejdernes rettigheder i sexindustrien, og det er netop disse overtrædelser, jeg vil kæmpe for at overvinde. (Ved at anerkende disse krænkelser siger jeg ikke, at der ikke også forekommer vidunderlige oplevelser mellem arbejderne og deres kunder.)

Hvis vi er seriøse omkring at respektere og støtte op omkring rettighederne for sexarbejdere, så er vi nødt til at se på, hvilke metoder der virker.

Vi lever ikke i en eller anden anarkistisk utopi, hvori ingen er tvunget til at arbejde med noget, de ellers ikke ville, for at overleve, så jeg kan ikke se pointen i at bruge energi på at diskutere, om sexarbejde ville eksistere i et anarkistisk samfund og hvordan, det ville foregå. Slet ikke, hvis det tager energi fra at fremme rettighederne for sexarbejdere her og nu.

Hvorfor ordet "sexarbejder"?

Abolitionister har ofte klaget over, at rettighedsaktivisternes sprog legitimerer sexindustrien ved at bruge ord, som for eksempel "sexarbejder" i stedet for "prostitueret".

Sexarbejdere og rettighedsaktivister har bevæget sig væk fra de gamle udtryk, fordi "prostitueret" ofte har været anvendt til at umyndiggøre og diskriminere arbejderne, mens "sexarbejder" er langt mere neutralt.

Abolitionisterne selv er ikke uskyldige, når de bruger sproget til at fremme deres dagsorden. Når udtrykket "prostitueret" anvendes til at beskrive en sexarbejder, placerer det arbejdereren som et offer uden nogen vilje eller evne til selv at vælge.

Når man har forstået en person som værende uden evne til at vælge, bliver det lettere at ignorere vedkommendes stemme, at tro, at man ved bedre, hvad der er i deres bedste interesse.

En anden beskyldning mod rettighedsaktivister er, at de lægger mere vægt på kundens ønsker end på sexarbejderens behov og sikkerhed, eller at de forsøger at legitimere kommercielle seksuelle udvekslinger (noget, der ifølge abolitionister ikke betragtes som en legitim service).

Jeg har aldrig oplevet, at dette skulle være tilfældet; de fleste rettighedsaktivister er eller har selv været sexarbejdere, eller er tæt knyttede til sexarbejdere, og deres primære fokus er sexarbejderes rettigheder, behov og sikkerhed.

Der er for eksempel "Scarlet Alliance", den australske sexarbejderbevægelse, der består af nuværende og tidligere sexarbejdere. Folk, der har interesse i udbytning af sexarbejdere, såsom arbejdsgivere, kan ikke blive medlemmer.

Det, at de [Scarlet Alliance] ikke fokuserer på en overordnet kategorisering af kunder (klientellet er for forskelligt til at beskrive i en enhed), betyder ikke, at de ikke tager hensyn til sexarbejdernes behov og sikkerhed.

Faktisk er det fordi, disse to ting er altafgørende for rettighedsbevægelsen, at man ikke fokuserer på moralsk fordømmelse af klienterne, men i stedet arbejder på at organisere og repræsentere sexarbejderne.

At ignorere de mange og enorme forandringer, der kan gennemføres gennem en organiseret arbejderbevægelse, til fordel for en moraliserende debat om årsagerne til, at branchen eksisterer, samt om det er en essentiel ydelse, er at ofre sexarbejdernes rettigheder og velfærd for teoretisk gevinst.

Abolitionisterne bruger deres magt og sociale privilegier til at udnytte sexarbejdernes marginaliserede position - det samme, som de beskylder kunderne for at gøre.

Forskellen er, at de ikke søger seksuel, men moralsk tilfredsstillelse.

Den abolitionistiske tilgang hjælper ikke sexarbejdere, styrker dem ikke. Snarere, denne tilgang giver dem en rolle og straffer dem, hvis de nægter at spille denne rolle.

Rettighedsbevægelsens tilgang til sexarbejde fungerer på samme måde, som alle andre bevægelser fungerer, der kæmper for rettigheder og bekæmpelse af diskrimination: ved støtte og solidaritet.

Arbejdere, forén jer!

Der findes ingen færdig anti-kapitalistisk plan for, hvordan man bedst udrydder udbytning. Snarere findes der flere "skoler" og politiske bevægelser med hver deres  interne teorier om, hvordan man kan nå frem til et frit samfund.

Jeg mener, at når det drejer sig om at udrydde udbytning på arbejdspladsen, er syndikalisme den metode, der passer bedst til den aktuelle situation.

Når arbejdspladsen er et bordel, en stripklub, et gadehjørne, et motelværelse mv., er grundvilkårene for kampen ikke anderledes end for andre lønslaver.

Sexarbejdere skal kunne organisere sig og danne fagforeninger, og der er endnu ikke en fagforening for sexarbejdere.

Selvom det ville være fantastisk, hvis der var en fagforening for sexarbejere, synes jeg også, at idéen om, at alle arbejdere er lige, at vi alle er lønslaver, og at vi alle står sammen kampen, samt at det er arbejdsgiverne, der er fjenden, gør IWW til en ideel forening for de marginaliserede arbejdere, som falder igennem sprækkerne i de eksisterende fagforeninger.

At melde sig ind i International Workers of the World og bruge styrken af en fagforening, fremfor at forlade sig på ens enlige stemme i kampen for forandring, er en af måderne, hvorpå sexarbejdere kan kæmpe deres kamp.

En anden er at tilslutte sig Scarlet Alliance, den nationale sexarbejderorganisation i Australien. Ligesom i IWW kan cheferne ikke blive medlem, hvilket betyder, at Scarlet Alliance udelukkende varetager arbejdernes interesser og ikke chefernes eller abolitionisternes.

Det er sådanne handlinger, der styrker sexarbejderne og muliggør bekæmpelse af den diskrimination og marginalisering, de udsættes for.

Hvis aktivister virkelig tager sexarbejdernes rettigheder seriøst, burde de lytte til os, selv om det, vi har at sige, er vanskeligt at høre, og støtte os, selvom de ikke kan lide det, vi gør.

Det er kun, når alle arbejdere slutter sig sammen, at vi har magten til at nedkæmpe kapitalismen og arbejdsgiverne. Vi beder ikke om “frelse”, men om solidaritet.

Artiklen er oprindeligt offentliggjort i efterårsudgaven af "Direct Action", en australske avis udgivet af Industrial Workers of the World (IWW). Den var genoptrykt i IWW avisen "Industrial Worker", nummer 1745 i maj 2012. Oversat og bearbejdet af Malise Rosbech. Artiklens forfatter er anonym.