Bogen »Revolution - Masser af modstand« gennemgår revolutionernes historiske betydning og aktualitet.
Nævn ordet "revolution", og mange af os får de samme billeder på nethinden: Forrevne faner flagrer, kanonerne drøner mod barrikaderne i smalle gader, hvor det forhutlede byproletariat forsvarer sig til sidste blodsdråbe.
Andre ser for sig, hvordan beskæggede, solbrændte mænd i lasede kakisæt hugger sig igennem junglen, geværerne slynget over skuldrene, cigarerne osende mellem de sammenbidte tænder.
For en stor gruppe er ordet revolution samtidig forbundet med en umiddelbar følelse af enten sympati eller antipati.
Hvor nogen betoner de undertryktes ret til at vippe de herskende klasser af pinden, lægger andre vægten på den tilbagevendende erfaring af, hvordan revolutionen ikke kun æder sine egne børn, men også enhver anden, der er i nærheden.
Men hvordan og hvorfor opstår en revolution overhovedet? Hvad adskiller en revolution fra en opstand eller en borgerkrig? Og hvornår er en revolution bragt til ende?
Historikeren Bertel Nygaard har forfattet en bredspektret, men grundig og desuden yderst tilgængelig indføring i et af de voldsomste og mest uudgrundelige politiske fænomener, som findes i vores historie.
Nygaard har valgt at gå tematisk til værks, frem for kronologisk, hvilket fungerer godt. Han undersøger bogen igennem revolutionen som begreb og fænomen fra forskellige vinkler, blandt andet gennem kapitler om revolutionsbegrebets historiske rødder, dets interne struktur og om, hvorfor revolutioner opstår nogle steder og ikke andre.
Fra bogens begyndelse er det centralt for Nygaard at undersøge den mest basale forudsætning for revolutionen: Erkendelsen af, at ingen samfundsmæssig organisationsform er naturgivet.
For at blive revolutionære, må mennesker først kunne tro på, at samfundet og staten kan forandres af menneskers handlinger.
I bogens 2. kapitel udlægges revolutionen som en del af en erfaringshorisont, der vinder indpas med modernitetens indtræden efter renæssancen.
Efterhånden som naturen affortrylles og beherskes teknisk, opstår der en forestilling i brede kredse om, at også politiske forhold kan manipuleres af mennesker.
Hermed er sluserne åbnede for en stor mængde nye tolkninger af politiske begivenheder og også for tiltroen til, at samfund ikke er statiske, men kan tvinges fra det værre til det bedre.
Blandt iagttagere af den engelske borgerkrig fra 1640-1660 var det populært at se tumult og oprør som dele af en proces, der uvægerligt ville bringe landet tilbage til en tilstand af monarkisk orden lig den tidligere.
I løbet af de efterfølgende århundreder bliver dette cykliske historiesyn udfaset. Det erstattes af et liniært, hvor begivenheder tilskrives en rolle i et forløb, hvorigennem tingenes tilstand ændres permanent.
Nogenlunde parallelt med skiftet i historieforståelse, vokser idéen om folkesuverænitet frem. Det bliver nu mere og mere acceptabelt at mene, at statens autoritet udspringer af folket snarere end af kongens slægtsforhold eller hans religiøse særstilling.
Derfor bliver det nu muligt at tale om en legitim samfundsomvæltning skabt af folket, en revolution.
Nygaard viser altså, hvordan revolutionen er udtryk for en moderne erfaring af, at verden er ustabil og foranderlig, og at det er muligt for menneskene at opbygge og nedbryde den gennem handling.
Dette bringer han bogen igennem i spil, når han udforsker hvilke grupper, revolutionen udspringer af, hvordan den gøres til genstand for kulturel fortolkning, og hvordan en særlig type tanker om fortiden og fremtiden kommer til syne i forbindelse revolutionære forløb i historien.
Navnlig i det 7. kapitel – om den revolutionære vold - udfolder Nygaard noget af det potentiale for en mere generel teoretisk indsigt i politik, der findes i idéen om den pludselige og radikale omvæltning af staten.
Med en kort afstikker til den populære filosof Slavoj Zizeks adskillelse af subjektiv, personlig vold fra objektiv og anonym vold, beskrives den moderne stats organisering af den fysiske magtudøvelse:
"Revolutionen skaber ikke volden, men den medfører afgørende forandringer i formerne for de magtforhold og konflikter, der allerede lå under overfladen før konflikten."
Med andre ord forklarer Nygaard os, at volden er et potentiale, som finder et konkret udtryk i det øjeblik, en politisk orden trues i tilstrækkeligt omfang.
Hvis vi forstår, hvordan volden er latent tilstede i enhver social organiseringsmåde, kan vi således se, at den ikke bør udråbes til det definerende træk ved revolutionen.
For dem, der er særligt interesserede i revolutionens politiske teori, vil kapitlet forekomme en smule til den korte side, for generelt er bogens brede perspektiv på samme tid dens styrke og svaghed.
Som læser havde jeg over flere omgange en fornemmelse af, at der var mere at vide om revolutionen.
Fornemmelsen manifesterede sig ikke i konkrete spørgsmål, jeg manglede svar på, for Nygaard kommer godt rundt i krogene.
Snarere havde jeg lyst til at opsøge flere beretninger fra revolutionens frontlinier eller tænke mere over, om et samfund overhovedet kan forandres med den revolutionære speeder trådt i bund.
Netop her er Nygaards bog succesfuld som introduktion: Den vækker et videbegær i en.
Bogens sigte er historisk og begrebsanalytisk, og Nygaard forsøger på ingen måde at skrive et kampskrift for det 21. århundredes revolutionære.
En enkelt godbid smider han dog alligevel til disse, idet han forvisser os om, at vi aldrig bliver færdige med revolutionen. Bedst som vi tror, at nu er revolutionen ikke andet end et ord, der minder os om en anden tid, overraskes vi.
Bertel Nygaard: "Revolution - Masser af modstand" (Aarhus Universitetsforlag. 214 sider, illustreret)
Niels Mandøe Glæsner har læst filosofi og politik i Danmark, England og Tyrkiet. Cand. mag. og redaktør på webtidsskriftet Turbulens.net.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96