Der var engang, hvor reform betød tiltag for ændringer til det bedre.

Der er ikke nogen tvivl om, at dette ord har mistet den betydning, det havde, i sin positive forstand. Gang på gang bliver der skåret ned og forringet i folks levevilkår i reformens navn. Hvor mange reformer har vi ikke været vidne til blot i nyere tid?

Dagpengereform, efterlønsreform, reform af fleksjob og førtidspension, folkeskolereform osv. osv., og som det sidste nye, SU-reformen, som vil fjerne retten til det ekstra års SU, de studerende har i løbet af deres uddannelse. 

Ordet reform var engang noget, som man tog positivt imod og blev glad for at høre, men er i dag gået hen og blevet et ord, som vi udelukkende forbinder med nedskæringer og forringelser i vores levestandard.

Ordet reform betyder i sig selv ”omdannelse”, så derfor er det sådan set ikke forkert, når det bliver brugt i den sammenhæng, som det gør i dag.

Det har krævet sin kamp

I en krisetid med gentagne reformer, som har ført til forringelser i folks levestandard og vilkår, har vi vænnet os til, at reformerne ikke længere fører noget godt med sig.

I en tid med flere og flere arbejdsløse, flere tusinde, som falder ud af dagpengesystemet, konstante nedskæringer og spareplaner, og en fagbevægelse, som i højere grad er bukket under og har svigtet arbejderne, er det vigtigt, at vi ikke glemmer, at de ting, som bliver taget fra os skridt for skridt, det er der nogen, der har kæmpet store kampe for.

Vi skal indse vigtigheden af dette og ikke bare acceptere, at alle vores rettigheder og goder bliver afskaffet i reformens navn for at komme ud af en krise, som ikke blev startet af arbejderne. Og vi skal indse, at det er en krise, som uundgåeligt vil vende tilbage på et eller andet tidspunkt, idet det er en del af den kapitalistiske cyklus.

Vi skal forsvare arbejderklassens rettigheder, også i krisetider

Vi skal kæmpe for, kræve og forvente, at forringelserne, som specielt nu og i de seneste år er foretaget imod arbejderklassen (deriblandt også folk uden for arbejdsmarkedet, som for eksempel kontanthjælps- og dagpengemodtagere), bliver rullet tilbage, og at reformerne igen får sit positive ry tilbage.

Vi skal ikke ”takke” den nuværende regering, hvis den oveni sine nedskæringer, her og der, ruller enkelte af den gamle regerings forringelser tilbage.

Vi skal derimod kæmpe for flere forbedringer og mere sikkerhed for den arbejdende klasse i en krisetid som denne og samtidig kræve, at krisen bliver betalt i langt større omfang af bankerne og de store firmaer, som - trods krisen - har penge nok til at uddele millionbonusser til cheferne.

Derfor er det vigtigt, at den danske venstrefløj står fast på sine krav, og at fagbevægelsen ikke svigter i tide og utide. Og det er vigtigt, at folk ikke accepterer, at vi i  ”realismens” navn er nødt til at spare og forringe os ud af krisen.

I håb om at den kommende tid vil skubbe reformerne den rigtige vej, nemlig folkets vej.

Emil Vatani er studerende på Københavns Universitet og medlem af Enhedslisten