Radikaliserede unge gik direkte i kødet på Aarhus Kommunes indsats mod radikalisering. Alligevel var stemningen munter til Modkraft-debat onsdag aften.
Det var en modig leder af det lokale SSP-samarbejde, der onsdag stillede op for at diskutere antiradikalisering med Modkrafts læsere i den jyske hovedstad.
Toke Agerschou havde fået den utaknemmelige opgave at forklare, hvordan skolerne, de sociale myndigheder og politiet (SSP) i Aarhus forsøger at bekæmpe radikalisering blandt kommunens unge.
Fra debattens start var han under beskydning fra skoleeleven Ina Degn Woods og lærerstuderende Sarah Bruun.
De to kvinder er efter egne udsagn selv radikaliserede og glade for det.
Toke Agerschous job er at bekæmpe radikalisering blandt unge i den folkeskole, som Ina Degn Woods er politisk engageret i. Sarah Bruun har i sin blog på Modkraft.dk slået fast, at folkeskolen netop skal radikalisere eleverne.
Det førte i dagene op til arrangementet til en online diskussion med næsten 300 indlæg.
Derfor var det forventet, at der ville blive heftig debat i Trøjborg Beboerhus til den første debataften arrangeret af Modkraft-læsere udenfor København.
Aftenens ordstyrer Farhiya Khalid havde dog ingen problemer med at holde debatten på sporet.
Læs artiklen »Modkraftlæsere sætter radikalisering til debat« hos Modkraft.
Ina Degn Woods åbnede med et kendt eksempel. I 1955 nægtede den amerikanske borgerrettighedsaktivist Rosa Parks at give sin siddeplads i bussen til en hvid passager.
– Tiden ændrer sig, og samfundet flytter med. Det, der er radikalt i dag, er det måske ikke om 20 år. Vi har brug for mennesker, der er radikale, for de udvikler vores samfund. For hvis Rosa Parks ikke havde nægtet, så var loven måske ikke blevet ændret, sagde Ina Degn Woods.
Sarah Bruun fulgte samme linje og opfordrede til mere radikalisering.
– Jeg er radikaliseret, og jeg står ved det. Kvinderne kamp for stemmeret, de sortes kamp for deres rettigheder og arbejdernes kamp for ordentlige vilkår. Det var radikale kampe. Det arabiske forår er i allerhøjeste grad en radikaliseret kamp, sagde hun.
– Problemet kommer, når I sætter lighedstegn mellem det radikale og det udemokratiske. Det er radikalt, hvis man vil ændre ved uretfærdighederne i samfundet. Hvad er der galt i dét?, spurgte Sarah Bruun.
Personlige samtaler med de unge er kernen i SSP-samarbejdet. Typisk på baggrund af bekymring fra lærere eller forældre, forklarede Toke Agerschou.
I deres tilgang er radikalisering meget præcist beskrevet som »en proces, der fører til accept af vold eller kriminalitet for at opnå politiske eller religiøse mål«.
De er ikke et holdningspoliti, fastholdt han.
– Vi skelner hårdt mellem holdninger og handlinger. Vores arbejde går ud på at forebygge kriminalitet, men alle holdninger skal kunne brydes og debatteres. Det er livsnerven og lungerne i demokratiet, understregede Toke Agerschou.
SSP-lederen var målet for de fleste kritiske spørgsmål fra de lokale Modkraft-læsere, der var mødt op for at diskutere med panelet.
Med over 50 fremmødte var alle stole optaget.
Mange efterspurgte, at myndighederne blev klare på, hvad der var formålet med deres indsats. Til sidst lykkedes det at få en indrømmelse fra Toke Agerschou. Det skete på baggrund af en kommentar fra skoleeleven Ina Degn Woods.
– Det, I laver, har altså ikke noget med radikalisering at gøre. Det har med kriminalitet at gøre, siger du. Det er ikke det, I signalerer. Og jeg er trods alt målgruppen, sagde skoleeleven.
– Vi lytter, og det tager jeg med tilbage og bringer videre, sagde Toke Agerschou.
Sarah Bruun fulgte hurtigt op og lovede, at SSP-lederen ville blive holdt op på sine ord.
Selvom der blev gået til den og fremført radikale synspunkter, så blev debatten holdt i god stemning med mange grin undervejs og klapsalver til både de radikaliserede kvinder og antiradikaliserings-lederen.
Debatarrangementet var organiseret i tæt samarbejde mellem lokale læsere og Modkrafts redaktion i København.
Det er håbet at få et mere fast samarbejde, der endda kan vokse til en lokal Modkraft-redaktion i Århus.
Mødet onsdag aften var det første af sin art, men Modkraft har planer om at udvide netværket og lave lignende arrangementer i andre byer. På længere sigt er målet at skabe en landsdækkende debatforening med tilknytning til Modkraft.
Læsere, der gerne vil være med til at lave lokale debatter sammen med Modkraft, er meget velkomne til at skrive til: afsted@modkraft.dk.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96