Regeringen burde føre en politik, der sikrer at lønmodtagere og fagbevægelse genvinder sit selvværd og sammenhold, men den gør desværre det modsatte, siger tillidsrepræsentant.
Sammen med 36 andre tillidsfolk i HK it, medie & industri Hovedstaden sendte Benedicte Toftegård, fællestillidsrepræsentant på Aller Tryk A/S, for nylig et åbent brev til finansminister Bjarne Corydon.
Læs tillidsfolkenes udtalelse "Den går ikke, Bjarne".
I brevet kritiserer tillidsfolkene bl.a. regeringen for at medvirke til at øge utrygheden på arbejdspladserne og til at se stort på vores forhandlingsret.
- Vi opfordrede regeringen til at prøve noget andet end at føre den økonomiske politik, som er udtænkt af markedsliberalistiske økonomer. På mange HK-arbejdspladser er folk så bange for at miste deres job, at de ikke engang tør kræve overenskomsten overholdt, siger Benedicte Toftegaard.
- Enhver tillidsmand, der har prøvet at forhandle løn, ved, at det ikke kun er fakta og argumenter, der afgør, hvor langt man kommer. Det handler også om psykologi, eller det, jeg kalder styrkeforholdet, på arbejdspladsen. Tillidsmandens opgave er at styrke selvværdet og sammenholdet mellem lønmodtagerne, siger hun.
- S og SF burde være vores tillidsmænd i regeringen. Vi ved mere end nogen, at tillidsfolk ikke får alt igennem. Men regeringen fører en politik, der får folk til at miste håbet, og som ødelægger sammenholdet, f.eks. ved at skabe kunstig modsætning mellem ”hårdtarbejdende” arbejdere og arbejdsløse eller fleksjobbere, siger Benedicte Toftegaard.
Resultatet er resignation og frygt blandt lønmodtagerne, mener hun.
- I virkeligheden har lønmodtagerne længe vist stor tilbageholdenhed, og reallønnen er på vej ned. Men det betyder jo ikke, at arbejdsgiverne så siger: Fint. Nej, de får bare mere appetit og skærper kravene f.eks. om længere og mere fleksibel arbejdstid. Det er med til at svække og nedbryde hele fagbevægelsen, siger Benedicte Toftegaard.
Hun peger på forløbet omkring akutpakken.
- Den vedtog man sammen med arbejdsgiverne, uden at fagbevægelsen deltog. Det er jo en hån. Vi tillidsfolk kunne da godt have fortalt dem, at er der endelig et job, så ansætter arbejdsgiverne ikke en langtidsledig bare fordi, de får 25.000 kr, siger hun.
Selvom kritikken af regeringen kommer fra tillidsfolk på nogle af landets største eksportvirksomheder, så er det ikke i sig selv nok til at få den til at skifte kurs, erkender Benedicte Toftegaard.
- Jeg tror ikke, at det hjælper kun at samle de sædvanlige fagforeningsfolk til møder. Vores opgave er at komme meget bredt ud især målrettet tillidsfolk i hele industrien. Vi skal ikke kun ud og præsentere femten paroler og bede dem om at skrive under. Nej, vi skal ud og høre, hvor skoen trykker hos lige netop dem, og hvad, der er deres ønsker til en ny politik, siger hun.
- Hvor stort er overskuddet? Bliver der investeret, eller samler de på kistebunden? Er der planer om outsourcing? Er der behov for uddannelse, og er arbejdsgiverne imødekommende, eller blokerer de f.eks. for at også ufaglærte medarbejdere kan komme på kursus? Hvordan er lønudviklingen? Hvordan påvirker dagpengereformen forholdene på arbejdspladsen? Kunne I have gavn af jobrotation? Hvad forhindrer jer i at få det? Har I som medarbejdere alternative forslag, som kunne udvikle virksomheden? Hvad kunne I ønske jer af regeringen, som kunne forbedre jeres situation? Det kunne måske være en måde at inddrage flere tillidsrepræsentanter, siger Benedicte Toftegaard.
Benedicte Toftegaard foreslår, at man skal forsøge at systematisere indsamlingen af ”vidnesbyrd om virkeligheden” fra tillidsfolkene i virksomhederne.
- Det kunne blive en slags stafet fra arbejdsplads til arbejdsplads, som kunne føre frem til en fælles høring, sådan at kravene til en anden politik virkelig opleves som grøde fra rødderne, siger hun.
- Det er nødvendigt, at fagforeningerne sætter gang i det. Der skal skrives, ringes, besøges og facebookes. De har ressourcerne, men det er vigtigt, at det er tillidsrepræsentanterne, som sætter dagsordenen. Uden tillidsfolkene kommer vi ikke ret langt, siger Benedicte Toftegaard.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96