»Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelse, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium.«

Således skrev Karl Marx i 1844, efter at have studeret den omfattende og fremmedgørende effekt, religionen havde på arbejderklassen.

Religionen som opium fungerede som en forhindring for proletariatets kollektive frigørelse.

Religionen splittede befolkningen og efterlod et håb om retfærdighed i det hinsides, som aldrig kom.

Folkets opium har i dag gennemgået en sekularisering, og Gud er død, men er den arbejdende klasse tættere på socialismen?

Under 1960’ernes velfærdsboom inviterede man alkoholen ind i stuen hos den almene arbejder, som, i modsætning til tidligere, nu kunne nyde dyre rødvine og lignende rusfremkaldende stimulanser, før, til og efter maden.

Arbejderklassens historiske fremmedgørelse

Alkoholforbruget er således fordoblet siden 1960, og den selvdestruktive tendens blandt befolkningen har været kontinuerlig siden.

Hvor man før i arbejderbevægelsen havde aktive og hårdtarbejdende afholdsforeninger, der arbejdede og kæmpede for et afholdent miljø, samt en misbrugsfri kultur har man socialt set i dag, legaliseret, accepteret og endog adopteret druk og misbrugskulturen i arbejderbevægelsen.

Danmarks afholdsforening havde under 1. verdenskrig et medlemsantal på 69.000 medlemmer, og fik i 1918 indsamlet 722.280 underskrifter for et totalt forbud mod alkohol, som blev overleveret til daværende indenrigsminister Ove Rode.

I dag ærgres jeg af at konkludere, at politikken og den faglige kamp er tilsløret og umulig at finde i barkulturens sfære.

Arbejderklassen i dag, tilbringer sin kostbare tid fængslet af et overforbrug af flydende stimulanser, i et selvdestruktivt og apolitisk miljø.

Men parallelt med 60’ernes velfærdsboom og grådighedens materialistiske tag selv bord, voksede en bevægelse i kontrast til de borgerlige normer frem under boomet.

Beatniks, hippier og andre afvigere så nu dagens lys, og vendte i praksis borgerlivet ryggen, da ideen om et ejendomsfrit og til tider socialistisk samfund, nu måtte udleves og praktiseres i dagligdagen.

De borgerlige normer, traditioner og værdier resulterede i langhårede, potrygende og antiautoritære grupperinger, som igennem en mental og livsstilsmæssig ændring, ville forlade det autoritære og firkantede samlebåndsliv og skabe det sociale paradis på jorden.

Hippiernes sociale revolution endte i en individualistisk og euforiseret tåge, hvor den enkelte igennem psykedeliske stoffer, skulle løsrive og udvide sig mentalt, hvorefter verdensfreden angiveligt snart ville banke på døren.

Hippiebevægelsen og deres oprør fejlede totalt, ved at erstatte kapitalismens fysiske fængsel, med et nyt frivilligt og vanedannende psykisk fængsel, som paralyserede hele bevægelsen.

Ideen om at indtagelsen af rusmidler er revolutionært, sidder ved i dag, og bygger tildels på myten om at man igennem rusmidler udvider sig mentalt, som en religiøs under en åbenbaring, som ser lyset i form af det socialistiske/religiøse paradis.

Eller fordi man mener at druk og indtagelse af ulovlige stoffer, skulle udgøre en faretruende finger til systemet.

Denne eskapistiske adfærd overtog dele af den organiserede venstrefløj, hvilket medførte en legitimering af denne adfærd.

Bagsiden af medaljen fungerer således, at så længe disse rusmidler ses og bruges som et oprør mod det etablerede system, graver vi som klasse vores egen grav og revolution dybere og hurtigere ned.

Rusmidlerne er historisk set en forhindring for mental udvidelse, imod nye værdier, rusmidler er historisk set en kilde til vold, splittelse, samt konflikter hos den arbejdende klasse.

Rusmidler og ruskulturen hører af gode erfaringsmæssige grunde ikke hjemme på en revolutionær arbejdsplads, og må bekæmpes via et kulturelt og socialt opgør, internt og eksternt i arbejderbevægelsen.

Ligeledes skal der også bekæmpes i det venstreradikale miljø og samfundet, for at fremme en positiv, fremadrettet og målbevidst bevægelse.

Nutidens sekulariserede opium

I dag skønnes det at over 200.000 danskere retmæssigt kan kalde sig alkoholikere og i en artikel i Berlingske fra 2012, viser nye undersøgelser at danske unge stadig indtager verdensrekorden i misbruget af alkoholiske drikke.

Som det lyder: »I 30 år har danske unge skilt sig ud i forhold til resten af verden ved at være de, der drikker tidligst og mest«.

Alkoholen er således en integreret del af vores kultur, uafhængig af politisk og ideologisk præference.

Men humlen og problematikken, ligger i relationen mellem fattigdom og misbrug.

For arbejderklassens udsatte, er chancen for opbygningen af et solidt misbrug, grundet dårlige socioøkonomiske forhold, større, sammenlignet med overklassen og deres ressourcestærke baggrund.

Det nationale institut for stofmisbrugere i USA, fandt frem til en tydelig sammenhæng, ikke kun mellem fattigdom og misbrug, men også mellem fattigdom og fejlernæring, sygdom og lignende usunde konditioner. Herfra starter lavinen, da netop alkoholmisbrug i familier og hjem igen fører vold, usikkerhed og misbrug med sig.

Det realistiske i, at der i dag eksisterer en større chance for at dit barn ender som alkoholiker, frem for at engagere sig politisk, f.eks. på den radikale venstrefløj, er skræmmende og sigende.

Der eksisterer en farlig legitimering og accept af drukkulturen og unges drukvaner, således at denne ungdomsadfærd, som objektivt kan betegnes som selvdestruktiv og skadende for ungdommen og samfundet, bliver forherliget, forstået og accepteret, fordi ungdommen og deres drukvaner har ændret sig imod nye standarter.

Hvor er modkulturen i samfundet, arbejderbevægelsen og i det venstreradikale miljø, til denne selvdestruktion?

En af forklaringerne ligger i ruskulturens afspejlning af kapitalismens evne, til uhæmmet at tilfredsstille menneskets dårlige vaner og unødige behov. Der bliver brugt milliarder på at markedsføre cigaretter, alkohol og lignende til samfundets svageste.

Multinationale virksomheder som Coca-Cola benytter sig i dag af fænomenet neuromarketing, hvor man simpelthen markedsfører produkter ud fra hjernescanninger af testpersoner, for derefter at finde frem til hvilke afgørende faktorer der ud fra en reklame udløser positive reaktioner i hjernen.

Kapitalismens nådesløse arbejdskøbere, har historisk set brugt alkohol og spiritus som et undertrykkende værktøj mod de arbejdende.

I artiklen »Rusen eller revolutionen«, udgivet i GAIA, udtaler Ola Nilsson fra Venstrepartiet i Sverige sig omkring dette fænomen:

»I arbejderbevægelsens begyndelse i Sverige, var det ikke unormalt, at kapitalisterne udbetalte en del af arbejdslønnen i form af brændevin og flere af de tidlige strejker i Sverige kombinerede krav om højere løn og brød med krav om lukning af byens barer.«

Hvis ruskulturens personlige og samfundsskadelige virkninger, afspejler det kapitalistiske samfunds fejlende evne til at producere og udbyde behovstilfredsstillende ydelser, så er spørgsmålet, hvem der har en interesse i at producere og markedsføre rusmidler i det altomfattende omfang vi ser i dag?

Ville et rationelt og demokratisk drevet samfund i arbejderklassens hænder, hvor idealet blandt andet var en tilfredsstillelse af basale behov, samt sikringen af retten til lige og frie muligheder, ende med en tilsvarende alkohol og cigaretproduktion?

Hvem ville promovere og byde sine medmennesker denne ødelæggende kultur, samt sløseriet med jordens knappe ressourcer og vores produktion?

Personligt forventer jeg at finde denne massive misbrugskultur i ethvert profitorienteret samfund, men ikke i den venstreradikale bevægelse, eller hvilken som helst socialistisk orienteret opposition, som står i opposition til denne økonomiske, sociale og kulturelle undertrykkelse.

Her burde modkulturen og kritikken af dette vanvid være stærkere repræsenteret, da konsekvenserne af denne kultur overordnet set, medfører problemer af enhver art med ind i vores bevægelse.

Som en lænke om benet, bliver vi forhindret, når vores bevægelse og ideologi bliver synonym med hashrygning, druk og dovenskab.

Hvis vi som revolutionære vil se de reaktionære kræfter i samfundet ændret, skal vi starte med at feje for egen dør. Da vores fristeder og miljøer på nuværende tidspunkt bliver ædt op indefra, af en kultur der på grund af manglende selvransagelse og kritik, ser passivt til, mens ungdommen, familier og kammerater, igennem diverse rusmidler, rådner op i vores kvarterer og frirum.

Løsninger uden forbud

Det er essentielt at vi arbejder mod en rusfri kultur, da vi ønsker at vores nutidige adfærd, skal afspejle det fremtidige og ønskede samfund.

Vi skal være de unges alternativ til den apolitiske druk og misbrugskultur, vi skal være oppositionen der promoverer nye moralske værdier og står til rådighed for hinanden i svære tider.

Vi skal i stedet for at symptombehandle livets hårde kår med barkultur og overført vrede, opbygge åbne forummer og igennem diskussion og intern kritik, bringe løsningsforslag på bordet, der vil gavne vores kamp.

Så hvor ligger løsningen i bekæmpelsen af ruskulturen begravet? Som kompromisløs modstander af offensiv vold og tvang, ser jeg store etiske og politiske problemer i forbuddets kortsigtede logik.

Ligesom en kriminalisering af hashrygning resulterer i bandekontrollerede undergrundsmarkeder, vil mere kriminalisering, statslig kontrol og regulering næppe gå imod denne tendens. Under forbudstiden i USA, fra ca.1920-33 forsatte spiritusforbruget efter samme naturlov, og forbuddet resulteret i udbredt lovløshed eftersom at hjemmebrænding hurtigt blev populær.

Den organiserede kriminalitet overtog hurtigt spiritusproduktionen, og købte beskyttelse hos korrupte politikere og politifolk, for at udbyde de store og ulovlige mængder spiritus.

Så udover den etiske problematik i et forbud mod et ellers reelt problem, kan forbuddets virkning kun være begrænset. Jeg kan i teorien som politiker indføre et forbud mod for eksempel skældsord, men bliver brugen af skældsord grundet forbuddet derfor mindsket?

Logikken er ikke tilstedeværende.

Virkeligheden fungerer således, at selve lysten der driver mennesket til at bande, stjæle eller drikke alkohol, ikke kan standses via statslig regulering.

Hvor der er efterspørgsel, er der som regel udbud, og hvis man vil komme udbuddet til livs, må man tage fat om efterspørgslen. Hvilket bør ske gennem kulturel og miljømæssig påvirkning.

At påstå at der eksisterer lighed mellem mænd og kvinder grundet en juridisk skabt lighed, er ligeså utopisk som hashlovgivningens funktion i dag.

Der er langt mellem teori og praksis, og kun gennem en kulturel og miljømæssig udvikling nedefra, kan vi komme ruskulturen til livs.

Vi må som tidligere sagt, igennem eksemplets magt, være og skabe et sundt og stærkt alternativ til ungdommen, samt arbejderklassen for at fremme en bæredygtig, tiltrækkende arbejderbevægelse.

Målet og midlet er ifølge min optik ikke et prædikende korstog, mod nydelsen og hedonismen i vores samfund. Vi må i stedet redefinere den kollektive forståelse af begrebet nydelse, for at gennemskue afhængighedens komplekse natur.

Målet er heller ikke at opnå straight-edge idealet, og udrette lister over forbudte og uønskede fødevarer og væsker.

Jeg forestiller mig en rationel og selvransagende kultur, der kontinuerligt bekæmper og tager afstand fra vores rusmæssige vaner og traditioner og opdager kompleksiteten i den destruktive afhængighed.

Ikke kun af rusmidler som alkohol, men også hvordan mere biologiske og instinktive behov som sex, mad og beklædning bliver kapitaliseret med formålet om at gøre os afhængige.

Vi må værne om hinanden, sige fra og smide den destruktive adfærd på porten.

Sober til revolutionen!

Denne artikel er også bragt i magasinet »Direkte Aktion« #2 udgivet december 2012 af Libertære Socialister.

Besøg organisationens hjemmeside her.