Enhedslisten har gjort det umulige. De har forhandlet finanslov oppe fra træet inde i finansministeriet.

Så skete det som mange, mig selv inklusiv, ikke kunne forudse for et par uger siden. Det lykkedes Enhedslisten, at være en del af den samlede finanslov.

Lige indtil Venstre forlod forhandlingerne så det ellers sort ud for venstrefløjens eneste og sidste parti, mente de fleste. Ikke mindst partiets egne folk.

Det kan diskuteres hvor meget eller hvor lidt Enhedslisten fik med i finansloven. Er det fx i orden at stemme for et øget offentligt forbrug på kun 0,1? Det kan helt klart diskuteres. Og det vil det også blive det kommende stykke tid. Men det der står tilbage er, at Enhedslisten har opfundet en ny politisk position i dansk politik. Hysterikerens politik. Genialt!

Jeg har i perioder været en hård kritiker af Enhedslisten. Men mine forudsætninger for min kritik af Enhedslisten har været forkerte. Indtil i weekenden mente jeg ikke, at det var muligt, at holde hånden under regeringen uden at få for meget lort på fingrene. At stemme for finansloven var det samme som at legitimere regeringens højreorienterede politik, mente jeg.

Det har vist sig ikke at være rigtigt. Ikke altid i hvert fald. Ved at stemme ”ja, men nej” er Enhedslisten med ved bordet, men uden at legitimere alt for mange af de dårlige elementer i forliget. Genistregen var selvfølgelig, det helt uhørte pressemøde som Enhedslisten afholdt søndag eftermiddag. Ideen har efter sigende ligget på lager i noget tid. Og man må sige, at denne ide var mere end fiks.

Alle er ikke venner

Det har længe været en uskreven regel i dansk politik, at dem der stemmer for finansloven skal være glade, enige, rose og klappe hinanden på skuldrene. Finansloven er en form for politisk familie hvor alle holder hånden over hinanden. Dem der står udenfor finansloven må derimod kritisere og råbe op om uansvarlighed eller manglende social balance osv. Denne opdeling, mellem dem der er ude og dem der er inde, har været den måde hvorpå al parlamentarisk politik blev opfattet i Danmark. Lige indtil søndag eftermiddag.

For Enhedslisten har opfundet en ny politisk position. De har inviteret sig selv med i familien, men uden at lægge hysteriet på hylden. De forhandler oppe fra træet, om man så må sige. De står ikke forudsigeligt på sidelinjen og råber eller forudsigeligt lige bare Bjarne Corydons højre skulder uden foran finansministeriet. Nej, de sider helt inde i maskinrummet og vil lave det hele helt anderledes. Enhedslisten er ikke bare et reform parti. Strategien er mere sofistikeret. Man kan nemlig godt stemme for en finanslov, der er dårlig, og sige det lige bag efter. Genialt!

Hysterikeren i træet er superhelten i politik

Det blev sagt, at Johanne og Enhedslisten ”var kravlet op i træet”. De havde distanceret sig fra de politiske realiteter. Enhedslisten var en omgang hysteriske spørge-jørgen’er og kritikere, der ikke havde politisk realitetssans. Johanne blev fremstillet som hysterisk og utilnærmelig og mange mente, at Enhedslisten havde alt for høje tanker om dem selv.

På mange måder har kritikerne af Enhedslisten helt ret. Enhedslisten er et hysterisk parti, der hele tiden stiller irriterende spørgsmål. Det kan være let at håndtere, hvis partiet ikke vil være med i forhandlinger, men hellere vil være på sidelinjen og råbe. Men det var ikke tilfældet denne gang.

I Lacaniansk psykoanalyse er Hysterikeren helten. Hysterikerens problem er, at han (m/k) aldrig er tilfreds. Der er altid noget andet eller noget mere som han hellere vil have. Hysterikeren bliver ved med, at stille nye krav og havde nye mål. Hysterikerens patologiske symptomer er tvivl. Psykoanalysens svar på hysterikerens evindelige spørgen, søgen og kritik er netop, at tvivlen er fundamental. Finansloven bliver aldrig god. Den bliver aldrig færdig.

Men psykoanalysen skal hjælpe hysterikeren til, at leve med denne tvivl. Hysteriet er derfor magtkritik og fordrer forandring og Enhedslisten har som tvivlernes parti fastholdt, at kampen ikke er slut. En midlertidig løsning på et permanent problem, som Johanne rigtigt nok havde skrevet i sit tale papir.

Enhedslisten er hysteriet i finansloven. Et forlig, der normalt altid bliver betragtet som afsluttet og med sin egen sandhed. Men ikke denne gang. Enhedslisten har accepteret tvivlen og fortsætter kampen også efter forliget er skrevet under.

Oppe i træet inde i finansministeriet

Jeg har aldrig været i finansministeriet. Men mon ikke de har en stor stuebirk et sted. Hvis de havde et træ inde i finansministeriet, ville Johanne og co. side oppe i det. Det geniale ved Enhedslistens nye position er, at de som hysteriske tvivlere har tiltvunget sig adgang til Corydons lokaler. Som den uægte søn, der kommer mit under julemiddagen og siger sandheden, som ingen ellers vil hører. Hysterisk nægter Enhedslisten at forlade det ellers så ordentlige og hyggelige familiearrangement.

Enhedslisten bliver til den bitre ende. Som Ulrich Thomsen i den danske film Festen. Ingen til selskabet vil se sandheden i øjnene og Enhedslisten sælger sin stolthed og ære for derimod at fastholde, at det danske samfund er helt forfærdeligt uretfærdigt skruet sammen. Johanne Schmitt-Nielsen var helt ærlig omkring det. Det var ikke en køn omgang. Enhedslisten er ikke interesseret i den politiske ære. Det er et beskidt spil. Men ENhedslisten er den eneste, der viser hvad politik i virkeligheden handler om.

Som i Festen er det kun gennem tragedien og hysteriet, at sandheden viser sig.

Brückmann har helt ret og er helt galt på den - på samme tid

Når Peter Brückmann i en kommentar i BT skriver, at Enhedslisten er barnlig, har han ret. I hvert fald hvis barnlig betyder, at Enhedslisten siger det som de voksne ikke vil hører, nemlig sandheden. Hvis barnlig betyder, at man ikke har forstået hvad politik er, så er Brückmann helt galt på den. Enhedslisten er barnlig på en ualmindelig moden måde. Kun Enhedslisten har forstået, at politik handler om konflikter. Konflikter der netop ikke bliver løst blot fordi et forlig er indgået. Så snart et forlig er indgået går den hysteriske tvivler i gang med at tvivle.

I dansk politik har forligene eller finansloven i mange år været politikkens afslutning. Finansloven kunne lukke munden på dem, man indgik forlig med. Dermed var konflikten afsluttet. Enhedslisten har på fabelagtig vis formået, at fortsætte den politiske konflikt, selv efter et indgået forlig. Det er en politisk genistreg, som garvede kommentatorer, meningsmagere, journalister og politikere end ikke forstår. Enhedslisten har ikke kun lavet finanslov med regeringen. De har opfundet et nyt sprog, en ny måde at være parlamentarisk parti på. Et sprog som journalister og kommentatorer ikke forstår og derfor stiller dårlige spørgsmål og laver dårlige analyser.

Journalisterne kan ikke stille kritiske spørgsmål

Det var derfor også ganske let for Stine Brix, at svarer fyldestgørende på Martin Breums ”kritiske” spørgsmål i gårsdagens deadline 22.30. Stine Brix var journalisten så overlegen, at Breum (som ellers er en dygtig journalist) ikke forstod, at hans spørgsmål var dårligt formulerede. Stine Brix kunne uden tøven forklarer helt åbent, at Enhedslisten havde indgået en finanslov som de var meget kritiske overfor på en række områder. Martin Breum forsøgte, at være kritisk, men det lykkedes slet ikke fordi Enhedslistens Stine Brix selv var det. Han prøvede, at afbryde, men kun for at stille de samme banale spørgsmål en gang mere.

Gamle Sigmund Freud mente, at det allermest frygtindgydende ikke er de fremmede. Det er derimod dem, der er helt tæt på. Dem i ens egen familie. Centrum-venstres eget traume over manglende projekt. Dette er det traume Enhedslisten har vækket til live.

Og lige en sidste ting: Den der har skrevet talepinden: ”Dette er en midlertidig løsning på et permanent problem”, bør have en medalje. Især hvis den skal læses som fundamentalister læser biblen.