Det er ingen diskussion om, at EU’s bedstefar, 1950'ernes Kul- og Stålunion mellem Frankrig og Tyskland har mindsket faren for en krig i Nordvesteuropa. Samarbejdet har gjort det usandsynligt, at tyskere og franskmænd igen vil myrde løs på hinanden.

»Denne gang har Nobel-komiteen ramt plet«, skriver Berlingskes lederskribent begejstret.

Uden at nævne at den historiske tysk-franske alliance også har integreret Europas militærindustrier, og gjort EU til en førende eksportør af våben til død og ødelæggelse.

Den norske Nobelkomité har med sin beslutning om årets pris taget fusen på alle, der efter den bizarre og uforklarlige tildeling af fredsprisen til den nyvalgte Barack Obama i 2009, mente, at nu kunne det ikke blive mere gak. Jo da. Det kan det skam.

Sjofler fredstanken

Til gengæld kan man glæde sig over, at prisen er med til at sætte spot på den vigtige forskel på at undgå krig og så at skabe fred.

Det er godt. Også fordi den norske Nobelkomité før har gjort vold på Alfred Nobels testamente ved simpelthen at stryge fredstanken fra uddelingsgrundlaget. 

Den afdøde dynamit-millionærs mål med prisen var nemlig egentlig at hædre den, som i det forløbne år har bidraget mest til fred, nedrustning og venskab mellem folkeslag.

Men Nobelkomitéen har igen og igen uddelt fredsprisen som om det er en menneskerettighedspris. Eller ligefrem en miljø- eller udviklingspris. Tænk blot på prisvindere som den pro-vestlige aktivist Liu Xiaobo (2010), klimamanden Al Gore (2007) og bankmanden Muhammad Yunus (2006).

Det er noget rod.

Gør Putin mere for fred end EU?

Den norske historiker Bjørn Nistad slår i en kronik i Klassekampen på tromme for, at de autoritære styrer i Kina og Rusland har gjort langt mere for fred i verden end alle EU-landene til sammen. 

Hvordan? Helt enkelt ved at blokere vestlige landes forsøg på at få FN’s opbakning til såkaldte humanitære interventioner, der i praksis er bombekrige i menneskerettighedernes navn.

Dermed peger Nistad på en plagsom modsætning mellem fred og menneskerettigheder.

Det er let nok at give fredsprisen til et krigerisk land, som Norge godt kan lide. Men det er umuligt at give prisen til et fredeligt, men autoritært land, som Norge ikke kan lide.

Men ifølge Nistad kan det direkte undergrave freden, når fredsprisen bliver en menneskerettighedspris. Set i dét lys kan en del kritik af årets prisuddeling fejes af bordet.

Det spiller egentlig ikke nogen rolle, om EU er et demokrati eller ej. Antallet af lig af døde afrikanske bådflygtninge, som flyder rundt i Middelhavet på grund af EU’s grænsepolitik, er heller ikke afgørende. Vigtig er derimod den tysk-franske forbrødring, som Nobelkomitéen nu har opdaget med 50 års forsinkelse.

Fabeltip til Rompuy

Men fred er noget andet end bare fravær af åben vold og krig. For med den samme logik som Nobelkomitéen bruger, kommer Nistad frem til at Lukasjenkos hviderussiske diktatur er en stærk faktor for stabilitet i Europa, og dermed lægger en dæmper på en mulig krigerisk konfrontation mellem EU og Rusland.

Så tak til Hviderusland, Putin, EU og Kina for fravær af krig hist og pist. Men fredeligt? Nej.

Når EU-præsident Rompuy forbereder sin tale til Nobelprisoverrækkelsen den 10. december, kan han passende kaste et blik på Lars Von Triers berømte og tankevækkende takketale for »Cinema For Peace«-prisen i 2004.

Triers lille fabel handler om to stammer, der bor i ørkenen. Den ene stamme bor omkring en brønd, og de vil gerne have fred. Den anden stamme har ikke nogen brønd, og de er tørstige. De vil ikke have fred. De vil have vand.

Fredspris til dødens købmand

Allerede nu står folk i kø for at give tæv til Nobelkomitéen. Én ting er, at den hæmningsløse kapitalisme som EU bygger på, i dag er en åbenlys trussel mod mange europæeres velfærd og sociale tryghed, og dermed forårsager social uro, ufred og vold.

En anden ting er, at EU - som det (forhåbentligt) eneste samfund i verden - har skrevet en forpligtelse til militær oprustning ind i sin grundlov, Lissabon-traktaten. Og at EU ifølge tal fra SIPRI står for 32 procent af verdens våbeneksport. Hertil kommer, som fredsforskeren Jan Øberg påpeger, at EU anstiftede en borgerkrig i Bosnien-Hercegovina gennem sin hovedløse støtte til det halvfascistiske Tudjman-regime i Kroatien.

Årets prisuddeling har sønderbombet Nobelkomiteens troværdighed og fremtidige legitimitet. Det er ikke kun en sag om den åbenlyse mangel på upartiskhed hos komiteens formand Thorbjørn Jagland, der samtidigt er EU-ivrig generalsekretær i Europarådet. 

Trist med afdankede nordmænd

Den oprindelige grund til at lade det norske Storting udpege priskomiteens medlemmer var, at Norge tilbage i 1895 ikke var et selvstændigt land, og ikke havde sin egen udenrigstjeneste.

Forhåbningen var, at norske politikere ikke ville hyppe egne nationale kartofler, men i stedet sætte nedrustning højest – eller som Nobel selv skrev det: »afskaffande eller minskning af stående armeer«.

Sørgeligt nok består komitéens medlemmer i dag af afdankede politikere fra NATO-landet Norge, som misbruger deres magt og Nobelprisens internationale vægt. Og som overser, at det at skabe fred ikke er det samme som at undgå krig.