Havde følgende indlæg i Dagbladet Information i Torsdags.

De arbejdsløse er blevet kastebold mellem uduelige politiske løsninger fra højre til venstre. De arbejdsløse spiller nemlig en prekær dobbeltrolle i vores samfund som hhv. nødvendige og overflødige. 

Samfundet har brug for de arbejdsløse. Arbejdsløse holder priserne på arbejdskraft i ro og skaber social usikkerhed. Arbejdsløses forståelige råben og skrigen efter arbejde, skaber usikkerhed for de mennesker, der har et arbejde. Dette gør, at folk i arbejde har sværere ved at gå op til chefen og kræve ordentlige arbejdsforhold. Folk er bange for at blive fyret, når der er mange arbejdsløse.

Denne sociale og økonomiske situation understøtter den nuværende regering, med deres arbejdsudbudspolitik. Men problemet er mere grundlæggende.

Et samfund som vores opretholdes af forskellen mellem folk i og udenfor arbejdsmarkedet. Samfundet producerer nemlig arbejdsløse. Mennesker vis evner, der ikke er brug for, og hvis kroppe er overflødige. Menneskeligt skrald med andre ord.

Slut med fuld beskæftigelse

En forestilling om et samfund hvor alle skal arbejde, og ingen lever af andre menneskers penge, er derfor utænkeligt i dag. Derfor er alle de politiske partiers forestillinger om at alle bør arbejde illusoriske.

Arbejdsløshed er ikke noget midlertidigt, en samfundsmæssig defekt, som skal genoprettes. Det er en fundamental struktur i det kapitalistiske samfund. Effektivisering, digitalisering, vækst, automatisering og udviklingen gør det utænkeligt at have et samfund med fuld beskæftigelse. Det er hyklerisk på den ene side at ville af med arbejdsløsheden, men samtidig på den anden side ikke ville forandre samfundet fundamentalt.

Enhedslistens krav om jobgaranti er derfor enten radikalt revolutionært eller naivt og hyklerisk. En indførelse af jobgaranti vil i samfundet, som det ser ud nu, kun kunne effektueres som tvangsarbejde eller tomt arbejde. Der i realiteten må forstås som en intensivering af kontrollen med de dovne, overflødige eller uduelige kroppe.

Inkluderet eksklusion

Undtagelsestilstand er et juridisk begreb, der beskriver det forhold, at menneskers rettighedsmæssige privilegier er ophævet – de er ikke længere underlagt gældende lov og kan derfor straffes dobbelt eller tredobbelt udenfor lovens rammer. 

Måske kan man forstå situationen omkring arbejdsløshed som noget lignende. På den ene side er arbejdsløse ekskluderet fra arbejdet, lønnen og fordringen om at kunne forsørge sig selv. De miskendes som borgere.

På den anden side, spiller arbejdsløse en vital rolle for os i arbejde. Vi kan hævde os selv som dem, der tjener vores egne penge, i modsætning til folk der lever af andres penge. Samtidig misforstår man problemet med arbejdsløshed, hvis man udelukkende forstår arbejdsløshed som eksklusion. Arbejdsløse er i allerhøjeste grad en del af samfundet. Arbejdsløse holder lønningerne i ro, de skaber social usikkerhed og spiller derfor rollen som de forarmede, man ikke selv vil være. Arbejdsløshed skaber frygt. Også blandt dem i arbejde.

Arbejdsløshed er hermed en forudsætning for det samfund, vi har – ikke noget midlertidigt. Derfor står det politiske hykleri i kø på både højre og venstre side af det politiske spektrum. Helt fra Liberal Alliances slogan »I (De arbejdsløse, red.) lever af andre mennesker penge« til Enhedslistens jobgaranti.

Lever af andres penge

På den ene side er Liberal Alliance helt galt på den. Det er i første omgang de velhavende og virksomhederne, der lever af udbytningen af almindelige menneskers arbejdskraft (eller af deres forfædres velstand eller af renter og gældsspekulation).

På den anden side har Liberal Alliance helt ret. De arbejdsløse lever faktisk af andre menneskers penge. Men i modsætning til Liberal Alliances opfattelse er dette en uundgåelig konsekvens af det frie arbejdskraftsmarked og opfattelsen af vækst som nødvendighed.

Det er klart, at alle politiske kræfter forsøger at komme arbejdsløshed til livs, fordi alt for mange arbejdsløse giver social ustabilitet, og det er ingen politiske partier interesseret i. Derfor må antallet af arbejdsløse holdes under kontrol; nok til at skræmme de arbejdende til ikke at kræve mere i løn, men for få til at skabe grobund for social uro og krav om forandring.