Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Asylaktivister blander sig i formandsvalg

SF
5. oktober 2012 - 12:59

Asylaktivister blander sig i formandsvalg

Asylret kritiserer Astrid Krag for utroværdighed. Og anbefaler SF'ere at stemme på Annette Vilhelmsen.

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

Den asylpolitiske støtte- og aktivistsgruppe Asylret kritiserer i en udtalelse, som den har lagt på sin Facebook-profil, den ene af SF's formandskandidater, Astrid Krag, for utroværdighed og for at tilhøre SF's udlændingepolitiske »strammerfløj«.

Asylgruppen, der bistår flygtninge med juridisk hjælp og har deltaget i flere asylpolitiske aktioner, kommer med sin udmelding, efter at Astrid Krag i formandskampen i lighed med Annette Vilhelmsen siger, at hun støtter en afskaffelse af den såkaldte 24-årsregel.

Asylaktivisterne skriver, at sundhedsminister Astrid Krag, der har været SF's integrationsordfører før regeringsskiftet i efteråret 2011, kommer med sin udmelding af »nød« på grund af pres fra SF's bagland.

Asylaktivisterne henviser til udtalelser fra Astrid Krag umiddelbart efter hendes udmelding om at stille op som formandskandidat og tidligere udtalelser som integrationsordfører.

Astrid Krag ville den 12. september ikke at forholde sig til SF's asylpolitiske linje som en del af valgkampen: »Det er ikke SF's udlændingepolitik, jeg går og tænker på lige nu. Jeg går og tænker over, at SF er i gang med en rigtig god proces, hvor vi skal have en ny formand«, citerer Asylret hende for at sige til netavisen jv.dk.

Astrid Krag har tidligere som integrationsordfører over for en talsperson for asylaktivister, der demonstrerede ved SF's landsmøde i 2010, nægtet at pille ved 24-årsreglen og bestemmelserne om såkaldt tålt ophold.

»Med det generalieblad Astrid Krag har skabt sig som integrationsordfører for SF, kan Asylret derfor ikke støtte hendes valg til partileder. Der er ingen tvivl om, at Astrid Krag tilhører strammerfløjen indenfor SF«, skriver Asylret. De opfordrer specifikt SF'erne til at stemme på Annette Vilhelmsen i håb om »en mere rød, rummelig, solidarisk retning - også på udlændingeområdet«.

Læs Asylrets udtalelse på Facebook

Redaktion: 
Nyheder
Emneord: 
SF
astrid krag
asyl
formandvalg
Annette Vilhelmsen
asylpolitik

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96