Jeg er blevet spurgt af rigtigt mange venner, kammerater, politiske fjender og allierede om hvad jeg syntes om formandsvalget – som alle andre SF’ere (og nok de fleste andre politisk aktive) har jeg brugt rigtig mange timer siden i fredags på at følge med, debattere og overveje hvad jeg mener.

Hvad er jeg så kommet frem til? Jo, nu skal I høre.  

Vi er simpelthen nødt til at blive bedre til at snakke med hinanden og ikke til hinanden, både som SF’ere, men i lige så stor grad som venstreorienterede!
– Det er simpelthen ikke godt nok at vi gang på gang falder til den nemme løsning: Personangreb, anonyme angreb og andet bævl.

Der er ingen og jeg mener ingen der bruger hovedparten af deres liv på politik uden at brænde for det. Så må man gå efter bolden – og ikke efter manden (eller kvinden).

Under en række fraktionskampe i min gamle ungdomsorganisation var der en af mine gamle venner der sagde, noget rimelig klogt:

 

”Husk på at livet er langt og venstrefløjen er lille”

Jeg forstår det som, at vi i vores daglige arbejde skylder os selv, og alle omkring os, at huske på, at dem arbejder ved siden af nu også står der om 20 år, om 30 år og sgu nok også om 50 år – vi burde have lært det af 70’ernes fraktionskampe og de spor de stadig trækker ind i dagens venstrefløj, og indse at politisk uenighed kan være en god ting, men at krig mellem kammerater kun hjælper dem der ikke deler vores projekt.

Så kære venner, både i SF og udenfor – skal vi ikke prøve at kæmpe for at blive bedre, bedre til at snakke sammen, bedre til at omtale hinanden og hinandens engagement med respekt, og vigtigst af alt blive bedre til at acceptere at politisk uenighed ikke nødvendigvis betyder at den anden er dum, blot at de har en anden holdning!