Børn af sproglige minoriteter klarer sig dårligt i skolen. Det ved alle, og det er blevet sagt igen og igen, siden den første fremmedarbejder for ca. 40 år siden sendte sit første barn i en af de danske skoler.

Billedet er det samme nu, som for en menneskealder siden, skriver de Lene Timm og Bergthóra Kristjánsdóttir i bogen ”Uhørte Stemmer”, der både er en meget grundig analyse og et kampskrift.

Blandt venstreorienterede har man altid været klar over, hvorfor det ikke går så godt for de udenlandske børn eller børn af udlændinge.

Man har altid vidst, at udlændinge blev negativt forskelsbehandlede. Negativ forskelsbehandling er blevet set som en god grund til manglende succes på næsten alle livets områder, ikke kun i undervisningsverdenen. Det ræsonnement er ganske udbredt.

Men hvad er det, man – venstreorienterede og humanister - ved, når man påstår, at der gives negativ forskelsbehandling? Mig bekendt er det aldrig rigtig blevet besvaret. Men med ”Uhørte stemmer” udfoldes en helt ny, stærk og konkret forståelse af, hvad man måske anede.

Ekskluderende handlinger

Ved at læse ”Uhørte Stemmer” bliver læseren ført gennem enkle cases, der fortæller om oplevelser fra skolevæsnet. Der fortælles om diskriminerende og ekskluderende handlinger og holdninger, alt sammen i gjort i bedste mening og ledsaget af de elskværdigste smil.

Vi hører om den forskelsbehandling, der altfor hurtigt bliver til negativ forskelsbehandling og om et system, der nægter at tage venligt hensyn til faktisk forekommende kulturelle forskelligheder.

Der bliver fortalt om et skolevæsen, der tilsyneladende opfatter alle problemer, som en andetsproget familie kan have, som noget, der vedrører sprog, kultur eller nation.

Skolevæsnet tager ellers imod de såkaldt nydanske børn med mange foranstaltninger, skriver de to forfattere. Der bruges millionbeløb til udvikling af integration, der ansættes skole-hjem vejledere, forældre sendes på kurser, der vises film, og der skrives håndbøger.

De nydanske forældre formanes om, at de skal støtte deres børn i skolen. Det hele skulle kunne blive så godt.

Her er bogens afgørende scoop fortællingen om hele apparatet af tiltag og foranstaltninger af den ene eller anden slags, som den kan opleves i de sproglige minoritetsfamilier.

Stemmerne fra de sproglige minoritetsfamilier bliver endelig hørt og taget alvorligt.

De to forfattere har mange erfaringer med forskelligt analysearbejde vedrørende folkeskolen og de sproglige mindretal. De ved også, hvordan de kan bruge deres erfaringer til at lægge meget interessante vinkler ind i hele problemområdet om inklusion og integration.

Allerede andenrangs

Man har heftigt diskuteret, om sproglige minoritetsbørn skulle spredes i skolesystemet.

Det er sket med den tanke, at de sproglige minoritetsbørn ville ”integreres” bedre, hvis de kun var få eller alene i klassen. Der fortælles den historie, at når børn af sproglige minoriteter sendes på andre skoler end distriktsskolen, kan det give en hel masse bøvl i familiens hverdag.

Søskende bliver skilt fra hinanden, og der tappes god energi. Energi, der ellers kunne være brugt til f.eks. lektielæsning.

Allerede når børnene indskrives i skolen, stilles de sproglige minoritetsfamilier som andenrangs. De har ikke frit skolevalg som andre. Officielt og i lovteksten hedder det, at spredning af skoleelver ikke må ske efter etniske kriterier, kun når det ”vurderes, at være pædagogisk påkrævet”.

Reelt foregår der lige det modsatte. De to forfattere sætter fingeren på Århus kommune som eksempel og hævder, at hele manøvren med at sprede børnene handler om bevidst at styre, at elever, der deler sprog og kultur, ikke skal være i samme klasse.

Det handler blandt andet om at forhindre dem i at bruge deres modersmål. Og det hele klædes ud som et godt tilbud om læring. Og hvorfor? Tja, der er ingen anden grund, end at skolevæsnet åbenbart stiller sig fjendsk afvisende overfor de sproglige minoritetselevers baggrund.

Det, der skulle være et tiltag for integration, bliver chikane. ”Man lærer børnene, at de skal skamme sig over deres modersmål”, citeres en mor til et skolesøgende barn for.

Krænkede børn

Men lærer man børnene at skamme sig over deres modersmål, krænker man dem også. Så er vi et skridt længere ude. Det er bøvlet at skulle sende sin 7-årige af sted i skole i den anden ende af byen.

Men det hele bliver skærpet ud over almindeligt bøvl, når vi taler om, at børnene lærer, at deres modersmål er mindreværdigt. Den manglende anerkendelse bliver til krænkelse.

Her tager de to forfattere fat i filosoffen Axel Honneths begreber om anerkendelse og social in- og eksklusion.

For at kunne have et positivt forhold til sig selv og sine omgivelser, må individet både have en positiv oplevelse af sin egen identitet og anerkendelse fra omgivelserne, ifølge Honneth. Det er nødvendigt for at udvikle selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse og blive, hvad der kaldes ”en ansvarlig borger”.

Fastholder man det indlysende, at modersmålet er en del af indentitetsoplevelsen og dermed en del af det, der skal anerkendes, for at indvidet skal udvikle sig til en ”ansvarlig borger”, bliver det pludseligt meget vigtigt at anerkende modersmålet. Det bliver ligeledes katastrofalt at lære børnene, at de skal skamme sig over deres modersmål.

Bogens cases fortæller om krænkelser, der bliver påført minoritetsforældrene på det overordnede, administrative plan.

Ønsker man, at éns barn skal gå til modersmålsundervisning, vil skolevæsnet i mange kommuner vide at møde én med et ubeskriveligt bureaukrati.

Lovgivningen tillader en meget forskellig behandling af ønsker om modersmålsundervisning. Det store bureaukrati og den meget forskelligartede stilling til modersmålsundervisning bliver ifølge forfatterne en del af hele samfundets aktive devaluering af minoritetsbørnenes evner og kunnen.

Underkendelse

Problemstillingen om fravær af anerkendelse forfølges i bogen ud i flere detaljer. Når de sproglige minoritetsbørn får forbud mod at tale deres modersmål indbyrdes i skolen, udsættes de for underkendelse: Læreren påtager sig en ”ret til at bestemme kriterierne for, hvilke sprog eleverne skal identificere sig med”.

Når læreren tillader sig at foreslå, at forældrene taler dansk hjemme, stiller læreren sig op i en illegitim magtposition.

En særlig giftig historie handler om en pakistansk mor, Shabana, der er opvokset i Danmark, og hvis dreng taler et udmærket dansk.

Han er bare – som en del andre drenge – temmelig urolig i skolen. Skolen mener, at det særligt er de kvindelige lærere, han laver ballade med.

Det må være noget kulturelt afsmittet, noget med, at der jo ikke er respekt for kvinder i pakistansk kultur. Men Shabana kunne overbevise om, at hun var en stærk og selvstændig kvinde.

Hvad sker så? Lærerene fortsætter med at finde kultur-forklaringer på drengens adfærd. Det måtte så være indflydelse fra faren.

Shabana-casen er særdeles interessant, fordi vi gennem den kommer til at se et pædagogisk system, der åbenbart nægter at se problem-drengen som en konkret person, men derimod hele tiden forklarer hans adfærd ud fra noget med kultur - samtidig med, at skolen nægter at tilkende hans kulturelle baggrund nogen som helst positiv interesse eller kvalitet.

Det resulterer i, at ”når sproglige minoritetselevers kulturelle aner (….) både ignoreres i undervisningen og samtidig bliver den eneste forklaringsfaktor på elevens præstationer, er der tale om en ”kulturalisering” eller ”andetgørelse” af sproglige minoritetselever”.

Til trods for at Shabana er opvokset i Danmark, og hendes dreng er veltalende på dansk, søger skolen at fastholde hende som en ”tosproget”.

Drengens adfærd bliver hele tiden fortolket i et mønster af, at han er dårligt integreret.

Mens noget tyder på, at det forholder sig lige omvendt: Det er skolen, der holder både dreng og familie fast i en position som afvigere!

Og det gør det nærliggende at tro (som forfatterne gør), at drengens urolige adfærd i skolen er en – i en eller anden forstand – rationel reaktion på en ekskluderede praksis.

Interkulturel pædagogik

I stedet for den ekskluderende og monokulturelle skole forestiller de to forfattere sig, at der blev udviklet en interkulturel pædagogik, det vil sige en pædagogik, der anerkender kulturelle og sproglige forskelle og netop bruger forskellene som aktiver for undervisning.

Timm og Kristjánsdóttir har et meget nuanceret syn på skolevæsen og de sproglige minoriteter. De har f.eks også øje for, at der faktisk er åbnet mulighed for en anerkendende tilgang og til sproglige og kulturelle mindretal og til global tænkning i fagbeskrivelsen for dansk i folkeskolen.

På lovgivningsniveau og i den administrative praksis kan man finde den negative forskelsbehandling. Og – hvis man kan tillade sig at generalisere ud fra case'ne – kan man hos den enkelte lærer finde negativ forskelsbehandling.

Det tyder på, at forestillingen om ”os og dem”, som ligger bag den negative forskelsbehandling, er meget vidt udbredt – også i en samfundsgruppe som lærerne.

Efter at have læst om disse ubehagelige krænkelser, de sproglige minoritetsbørn udsættes for, kan det være meget nærliggende at sige, at det er her, vi har en forklaring på, hvad der fører til, at vi f.eks. kommer til at erfare om overrepræsentation af mandlige etniske minoritetsunge i kriminalitet.

De to forfattere drister sig ikke den slags konklusioner. Men de citerer en kilde for det synspunkt, at ”oplevelser af ringeagt” kan føre til, at de unge søger anerkendelse i subkulturer, for eksempel kriminelle fællesskaber, der er destruktive i forhold til alle andre former for anerkendelse i samfundet.

”Uhørte stemmer” er meget stærkt indlæg om et meget stort samfundspolitisk emne.

Bogen er også en konsekvent gennemtænkt brug af Axel Honneths begreber om anerkendelse. Den er i sig selv en demonstration af brugbarheden af Axel Honneths samfundskritik. Det gør den godt.

En marxistisk inspireret tilgang til samme problemområde vil gå et skridt videre og spørge: Hvad betyder det for opretholdelsen af klassesamfundet, at man i skolevæsnet (og en del andre steder) opretholder en fiktion om ”os og dem” i forhold til sproglige minoriteter?

Hvordan kan det være, at en en tænkning i nationale og etniske modsætninger kan tage over i forhold til en tænkning, der ser samfundets klassemodsætninger som de centrale?

”Uhørte stemmer” er tænkt som en bog til diskussion i skolekredse. Dens perspektiver rækker langt videre. Den kan læses af alle med et vist mål af samfundsinteresse. Den skal læses af alle, der vil prøve at forstå problematikkerne om integration og etniske minoriteter.

Lene Timm og Bergthóra Kristjánsdóttir: "Uhørte stemmer. Sproglige minoritetsforældre og samarbejde med skolen". (VIA/Systime 190 sider.)