Igennem længere tid er frivillighed blevet promoveret. Der er bl.a. blevet afholdt frivillighedens dag i flere år. Folk engagerer sig i frivillighedsprojekter i stigende antal. I Danmark er der en lang tradition for frivillighed, men på det seneste er frivilligt arbejde blevet bredt ud til en række nye brancher og områder.
Fodboldklubben, andelsboligforeningen, spejderlejren og frimærkeklubben har altid været baseret på frivilligt arbejde. De seneste år er kommet nye erhverv til, dj’s og musikere, billedkunstnere, byhavegartnere, iværksættere, aktivister mfl.
Den nyeste bølge af frivillige er engagementet i fx plejehjem eller biblioteker.
Spørgsmålet er hvad det er for en udvikling, der er igangsat her. Bare på Nørrebro hvor jeg selv bor, findes en række tilfælde hvor fritidstilbud som tidligere var finansieret af kommunen i dag står og falder med frivilliges tid, overskud og gratis arbejde. Jeg tænker her på spillestedet Stengade 30 og det snarligt genåbnede Sjællandsgade Bad (en badeanstalt i Sjællandsgade).
I England har frivillighed stået centralt for statsadministrationen i mange år. De konservative har udviklet et ideologisk koncept som de kalder ’Big Society’. Ideen er at give civilsamfundet rammebetingelser for selvorganisering i deres lokalområde. Magten skal ifølge de konservative tages fra staten og politikere og gives (tilbage) til borgerne. I realiteten er der dog tale om en radikal nedskæringspolitik. Politikerne skærer voldsomt i de, i forvejen nyliberale velfærdsgoder, mens de samtidig prædiker selvorganisering og civilsamfundsopbygning. Borgerne skal med andre ord selv udfylde de større og større huller i velfærdsnettet. Fidusen er selvfølgelig at det er gratis at få sin befolkning til at arbejde gratis på plejehjemmet eller biblioteket. Lignende tendenser mener jeg vi ser i dansk velfærdspolitik.
Udviklingen er i midlertidig tvetydig. For spørgsmålet er om regeringer reelt kan miste grebet om dens befolkning med frivillighedspolitikkerne. Er det der fra staten opfordres til i realiteten autonomi?
Fra lønnet til ulønnet velfærdsproduktion
I København og Danmark er udviklingen sammenlignelig.
For et par år siden løb pengekassen tom hos spillestedet Steengade 30. Det gjorde den naturligvis fordi kommunen fjernede den støtte, der gjorde det muligt at holde stedet kørende uden for markedsvilkår. Senere genåbnede spillestedet med et nedjusteret budget, hvor næsten alle udgifter til lønninger var fjernet og i stedet erstattet af frivillig arbejdskraft. Frivillige der ikke kunne undvære spillestedet af den ene eller anden årsag. Resultatet er at kommunen i dag har et levende kulturelt spillested med en voldsomt reduceret udgiftspost.
En fuldstændig lignende øvelse er man netop i gang med i Sjællandsgade Bad. Det lukkede fordi politikkerne skulle finde besparelser eller omdirigere penge i kultur og fritidsforvaltningen. I denne uge kan man så læse i aviserne, at stedet genåbner med udpræget brug af frivillig arbejdskraft.
Kommunen sparer herved mange penge ved at engagere lokalsamfund og borgere i opretholdelsen af de sociale goder. Indtil videre har vi mest set øvelsen udført på kulturtilbud, men udsigterne til at også plejehjem inddrages i denne metode ligger ikke langt væk. For få uger siden kunne man høre at borgere står på venteliste for at blive frivillige på en række danske plejehjem. Plejehjem gør altså allerede i dag brug af frivilliges hjælp.
Det er vanskeligt at finde årsagen til dette. Men det er da absolut sandsynligt, at plejehjemmene igennem en årrække er blevet forringet så meget, at borgere eller pårørende ikke længere kan se på mens de gamle sidder og rådner op i lænestolene. Derfor hopper folk til og hjælper, fuldt forståeligt. Det ændrer dog ikke ved at hvad der før var skattebetalt velfærd, i dag er gratis ulønnet frivilligt arbejde.
Bevægelsen fra at frivilligt arbejde foregik i håndboldklubben, til at det i fremtiden også kan ses i skolen eller plejehjemmet, er allerede i gang.
Frivillig som ufri
Eftersom flere og flere opgaver i samfundet bliver udfyldt af frivilligt arbejde, må man stille spørgsmålstegn ved det valgfri i frivilligt arbejde. Er det frivilligt, hvis man af hensyn til de ældres ve og vel på plejehjemmet, arbejder frivilligt på et plejehjem et par gange om ugen? Eller at man af hensyn til Københavns såkaldte integrationsindsats arbejder gratis på en badeanstalt på Nørrebro? Hvis velfærdsstaten er så voldsomt under pres, at en række væsentlige tilbud ikke findes længere, kan frivilligt arbejde i stigende grad blive nødvendigt og ikke bare ”noget ekstra hyggeligt”.
Autonomi eller udbytning
Frivillighed er gået fra at være noget man gav et par timer om ugen i børnenes håndboldklub, til at være en væsentlig del af vores velfærdsmodel. Men kan man snakke om de frivilliges styrkeforhold overfor kapitalen? Hvis flere og flere arbejder frivilligt, kan man så heraf tilføje at der følger stigende autonomi med de frivillige?
Ikke nødvendigvis. For samtidig med, at den nyliberale stat skærer ned, udbygger den kontrollen med produktionen.
Et politisk krav fra de frivillige må derfor være at have absolut kontrol over produktionsmidlerne i de frivilliges institutioner. Netop fordi de arbejdende ingen løn får for det frivillige arbejde. Hvis det krav kan opretholdes, kan perspektiverne for denne frivillighedens neoliberalisme blive progressive. Hvis de frivillige skal arbejde på et plejehjem, en badeanstalt, bibliotek eller spillested, må kravet samtidig være, at de frivillige kan organisere sig og disponere helt frit over institutionens ressourcer.
På denne måde kan frivilligt arbejde transformeres fra markedsdistribution til fælleder (værdi produceret og ejet i fællesskab). Spørgsmålet er om kommuner eller stat vil overlade organisation og adgang fuldt og helt til de frivillige uden kamp.
De frivillige skal have løn
Hvis det ikke lykkes for de frivillige at få kontrol med organisation og distribution af deres frivillige organisationer, må et andet reformistisk krav stilles. De frivillige skal aflønnes.
En af feminismens helt store sejre er at have udviklet et vokabular til at forstå reproduktivt arbejde som værdiproduktion. Feminismen afslørede for årtier siden, at den største del af det samfundsmæssige arbejde var ulønnet. Heriblandt husarbejdet. Frivilligt arbejde må betragtes som en del af denne kamp. Frivilligt arbejde må anerkendes som produktivt arbejde på linje med lønarbejde. Frivilligt arbejde bør aflønnes. Naturligvis ikke som akkordløn eller timeløn. Det ville ophæve frivilligheden.
Den mest passende aflønningsmulighed er, en garanteret indkomst til alle borgere i samfundet. En permanent og ufravigelig ret til et månedligt minimumsbeløb. Dette reformkrav bør ikke forstås som en gave fra staten. Slet ikke. Den garanterede indkomst er blot betaling for det samfundsmæssige produktive (men i dag ulønnede) arbejde som vi alle allerede i dag laver. Kravet om garanteret indkomst er derfor blot retmæssig betaling.
Garanteret Indkomst Nu! Eller jeg holder op med at vaske min datters fodboldholds trøjer!
Garanteret Indkomst Nu! Eller jeg holder op med at smøre madpakker!