Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Retten til fri tid (eller retten til dovenskab)

28. august 2012 - 15:51

Retten til fri tid (eller retten til dovenskab)

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Eskil Andreas Halberg

I sidste uge have jeg en længere udveksling med nogle Enhedslisten-folk på Facebook. Jeg havde – i måske lidt for skarpe vendinger – kritiseret dagpenge-udspillet. Som mange nok ved har Enhedslisten spillet ud med en jobgaranti i forhandlingerne til finansloven.

 I grunden var vi enige om at det var ganske smart at komme regeringens snak om jobskabelse i forkøbet, ved at kræve en garanti for at arbejdsfri kan få et arbejde. Regeringen holder på at løsningen på at tusinder til januar falder helt ud af dagpengesystemet, er at skabe flere arbejdspladser. Enhedslisten vil have en garanti for at dette sker, ellers skal folk fortsat have retten til dagpenge. Man må formode at regeringen ikke kan garantere arbejde til alle, der ikke har. En arbejdsløshedsprocent på 0 er vist ikke set før. Dette vil i realiteten forlænge dagpengeperioden for folk uden arbejde.

Udemærket tænkt. Ikke mindst fordi der intuitivt er noget dejligt fremadrettet i at stille krav, der ikke kan opfyldes.

 

Retten til arbejde er gammeldags arbejderisme

Når jeg alligevel var kritisk overfor Enhedslistens krav, er det nok en mere grundlæggende politisk uenighed. Jeg mener grundlæggende ikke at retten til arbejde er progressiv politik. Det må aldrig være et krav fra arbejderne at få lov til at blive udbyttet. Derimod må tiden udenfor arbejdslivet styrkes. Vi skal have mere fri tid.

Fremadrettet arbejdsmarkedspolitik handler om at sænke arbejdstiden så meget som muligt. En urban legend siger at John Maynard Keynes i 40’erne mente, at hans børnebørn kunne leve i et samfund hvor man kun skulle arbejde et par dage om ugen. Hans børnebørn er os. Og vi arbejder alt for meget.

Sammenlignet med andre lande arbejder dem der er på arbejde ikke lige så meget som andre steder. Til gengæld arbejder alle i Danmark. Høj som lav, tyk som tynd. Undersøgelser viser samtidig, at den største fortrydelse for folk på dødslejet er at de har arbejdet for meget. Vi får stress og depressioner af arbejde. Danske forældres børn vil hellere have læst godnathistorie af deres pædagoger end af deres forældre. Det er der i grunden ikke noget galt med, men de er der bare ikke, når børnene skal lægges i seng. De er hos deres egne børn, som hellere vil have læst højt af deres pædagoger… You get the point.

Med andre ord: Ned med arbejdstiden.

 

Tvangsarbejde

Nu ved jeg godt, at Enhedslisten kun har 12 mandater. Men et krav som jeg synes bør stå højt på jeres liste er en reform af loven om aktiv beskæftigelsespolitik eller hvad den nu hedder. Den gør Enhedslisten slet ikke op med, med det aktuelle forslag.

Skrækscenariet er jo, at regeringen siger ’ja tak’ til Enhedslistens forslag, og begynder at opfinde skodarbejde så de slipper for at udbetale dagpenge. I dette tilfælde kunne vi ende i en situation hvor mennesker bliver ansat til tomt arbejde. Arbejde der mere eller mindre er absolut tåbeligt. Arbejde, der i realiteten ville være tvangsarbejde som vi ser det allerede i dag ved aktivering og andet hurlumhej.

Al den snak om flere arbejdspladser er den forkerte vej at gå. Alle 12 af Enhedslistens politikere skriver skiftevis på Facebook, at der skal skabes flere arbejdspladser. Det skal der ikke. Vi skal arbejde noget mindre og fordele det arbejde, der er imellem os. Det er der både politiske, sociale og økonomiske gode grunde til.

 

Rotationsordning

Rotationsordningen er et skridt i den rigtige retning, som man siger. Jobrotationsordningen vil – som jeg forstår det – gøre det muligt, at bytte sit arbejde ud med ferie eller uddannelse hvis en anden kan tage arbejdet for én i en periode. Her ligger en åbning for, at samfundet på længere sigt får arbejdstiden ned, i stedet for at skabe flere jobs. Samtidig skaber ordningen en fortælling om, at vi kan dele arbejdet. Det er en fælles byrde, som skal løftes.

 

Holger K er gud

Velfærd handler om frihed. Ikke arbejde. Kogt ned, var det det Holger K Nielsen sagde i et fremragende interview i Dagbladet Information i sidste uge. Og heri har han så inderligt ret. At man skulle høre det fra en SF’er var overraskende, men hans pointe bliver ikke dårligere af den grund.

Hvad nu hvis et langsigtet venstrefløjsprojekt handlede om et samfund hvor vi skulle arbejde et par dage om ugen. Resten af tiden kunne vi hænge ud med vennerne, familien eller noget 5.

Rotationsordningssamfundet here we come!