Som et manuskript til en film om et menneskes kamp for anerkendelse og retfærdighed, ramte historien om den transkønnede Fernanda de danske medier. Men Fernanda er ikke manuskript, hun er et levende menneske, på bare 22 år, med alle et ung menneskes længsler og drømme for sit liv.

Fernanda er født og opvokset i det stærkt katolske Guatamala, hvor kirkens fordømmelse af transkønnede betød, at hun blev udstødt af sin af sin egen familie, da hun som 14 årig skaffede sig hormoner, så hun kunne blive den kvinde hun indeni var. Livet uden familiens støtte er barsk i et land uden et socialt system. Hun oplevede drab på transveninder, og engagerede sig derfor i kampen for sine og venindernes rettigheder og blev forfulgt på grund af sit kamp. Grusomt men forudsigeligt.

Fernanda så til sidst ikke anden udvej end at flygte til Danmark.

Da hun ankom til Danmark, blev hun indsat på en mandsafdeling i Flygtningelejr Sandholm. Det skete skønt enhver med det mindste forståelse af, hvad der foregår i fængsler, eller et tilsvarende sted som en flygtningelejr, ved at  den mere feminine part et sådant sted vil blive voldtaget. Fernanda, der på alle måder er kvinde, voldtages da også gentagne gange indtil hun flygter. Grusomt – men forudsigeligt.

Hun må nu for at overleve ernære sig ved prostitution, bl.a. i Jylland, hvor hun udsættes for umenneskelige forhold, i et miliø, vi helst vil lade som om, ikke eksisterer i dette land. Grusomt, men forudsigeligt.

At Rigshospitalels Seksologiske klinik med søvngængeragtig gentagelse af sig selv, vurderer at hun ikke er transkønnet, er kun forudsigeligt – klinikkens praksis er kendt for sin elendighed, så kendt, at et udvalgsarbejde med henblik på forbedringer er en del af den siddende regerings grundlag. Atter engang forudsigeligt.

Da den ansvarlige for Sandholm lejren Anna la Cour, konfronteres med at hendes beslutning om at placere Fernanda på en mandeafdeling førte til gentagne voldtægter, udtaler hun til  Politiken: "...vi placerer hende ikke på en kvindegang, for den er jo absolut for kvinder, der kan vi jo ikke tillade os at placere en mand."

Ikke et ord der udtrykker fortrydelse, ikke et ord, der viser medfølelelse, ikke et ord, der viser at der bag lederens kynisme er et menneske. Og kun en udstilling af mangel på forståelse for, at Fernanda jo netop ikke er en mand, men en transkvinde. Jeg tror gerne at Anna La Cour iøvrigt er et udmærket humanistisk menneske, men hendes manglende forståelse for Fernandas særlige vilkår som transkvinde er - i sin konsekvens, grusom, men - åbenbart desværre fortsat forudsigeligt i et land som Danmark, der trods smukke ord om frihed for alle ikke anerkender transpersoner særlige vilkår. 

Enhedslistens Johanne foreslår, at der skal undervises i transkønnede i Sandholmlejren, for at sikre at en sådan grusomhed ikke gentager sig. Men det er ikke nok.

Spørgsmålet er, om Røde Kors kan leve med at have en chef, der udviser en sådan grad af kynisme, at hun fastholder, at hendes beslutning om at udlevere Fernanda til voldtægt, er den eneste rimelige løsning?

Er det en politik en humanistisk hjælpeorganisation stiltiende bare vil acceptere ?

Fernanda står nu til udvisning, hjem til et liv, hvor hun kan forudse yderligere forfølgelse og udstødelse.

Vil vi som land bidrage til mere forudsigelig grusomhed for Fernanda ?

Eller vil vi bryde denne kæde af forudsigelige begivenheder og sikre Fernanda et værdigt liv ?