Mens videnskaben stadig mere præcist påviser forbindelsen mellem global opvarmning og vejrkatastrofer, vasker borgerlige regeringer hænderne og sender regningen til de dårligst stillede.
Ekstreme vejrfænomener er en af klimaforandringernes forventede virkninger: tørke, hede- og kuldebølger, omfattende og voldsom nedbør, storme og orkaner. Begivenheder af denne art forekommer stadig oftere på verdensplan, og det indeværende år illustrerer det på ny, med alvorlige oversvømmelser i Japan, hedebølge og tørke i USA (undtagelsestilstand i 26 stater) og unormalt koldt og regnfuldt vejr i en stor del af Europa efter en ligeledes meget kold vinter.
Skønt tendensen til et stigende antal af disse fænomener generelt svarer fuldkommen til FN’s Klimapanels beregninger, har det hidtil været umuligt at sige, om en konkret begivenhed kunne tilskrives den globale opvarmning eller ej. Klimasystemet er ekstremt komplekst, så der kan altid forekomme udsving i forhold til normalen, og nogle af udsvingene kan være meget store. Det kan klimaskeptikerne bruge til at slå begivenhederne hen som tilfældigheder – og de er ikke alene om det: Regeringerne griber muligheden for at flygte fra deres eget ansvar og dække over klimalobbyernes.
Men måske er vi ved at få en ny situation. Takket være stærkere simuleringssystemer er det lykkedes Storbritanniens meteorologiske institut (MET Office) og den amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) at påvise, at visse ekstreme vejrfænomener i de seneste år med stor sandsynlighed kan tilskrives den globale opvarmning. Det gælder f.eks. november 2011 i Storbritannien, som var den næst varmeste siden begyndelsen af registreringerne for landet i 1659: Der er 60 gange større sandsynlighed for, at det skyldtes den globale opvarmning, end for at det skyldtes et naturligt udsving i klimasystemet. Forholdet er 20 til 1, når det gælder tørken i Texas i 2011. Derimod vurderer forskerne, at vinteren, der fik Europa til at ryste af kulde i 2010-11, falder inden for de normale vejrudsving, og at oversvømmelserne i Thailand i 2011 skyldes dårlig forvaltning af vandløbene.
Hvad angår den våde sommer i en stor del af Europa er det for tidligt til at drage solide konklusioner. Den ser ud til at skyldes, at jetstrømmen (kraftige vinde i stor højde) over Atlanterhavet befinder sig i en lavere højde end normalt for årstiden. Dette fænomen kunne forklare både hedebølgen i USA og det kolde, regnfulde vejr på denne side af Atlanten. Nogle forskere mener, at jetstrømmens unormale position denne sommer kan være forårsaget af pakisens smeltning i Arktis, som forstyrrer vindsystemerne i området. Hvis det er tilfældet, kan vi få hyppigere somre som denne – men det er endnu kun en hypotese.
Mens vi venter, viser oversvømmelserne i England og Wales endnu en gang, at klimaforandringerne ikke kun går ud over landene i Syd, selv om de er mest truede. De viser også, hvor uansvarligt regeringerne optræder. Jeg pegede i min bog L’impossible capitalisme vert (Den umulige grønne kapitalisme) på Storbritannien som eksempel på, at en katastrofe som i New Orleans også kunne finde sted i Europa. Så vidt er det selvfølgelig ikke kommet, men på sigt er truslen reel.
Jeg citerede en rapport, Future Flooding, fra Office of Science and Technology, som i 2004 anslog, at mellem 2,6 og 3,6 millioner briter i 2080 vil være truet af øgede oversvømmelser som følge af klimaforandringerne, hvortil kommer 700.000, som risikerer indenbys oversvømmelser efter skybrud. Det er en betydelig stigning, som gør det nødvendigt at styrke digesystemet.
Den konklusion har den britiske regering imidlertid ikke draget. Tværtimod har David Camerons regering som led i sit drastiske nyliberalistiske nedskæringsprogram reduceret investeringerne på dette område.
Ifølge The Guardian den 14. juli 2012 er 294 digeforstærkningsprojekter, som skulle starte efter 2010, blevet opgivet, fordi de ikke har modtaget den forventede finansiering. Regeringen var advaret: Efter ødelæggende oversvømmelser i 2007 konkluderede en officiel rapport, The Pitt Review, at man måtte øge udgifterne hvert år for at forebygge kyst- og flodoversvømmelser. De steg da også med 33 procent fra 2007 til 2010, men faldt så med 25 procent på ét år, efter at Cameron var flyttet ind i Downing Street 10. Under nedskæringsforhandlingerne udviste miljøminister Caroline Spelman en bemærkelsesværdig nidkærhed ved at foreslå, at hendes ministeriums midler skulle reduceres med 33 procent.
En pæn del af disse nedskæringstiltag ramte den strategiske digesektor. For at kompensere for det satsede Caroline Spelman på privat deltagelse i investeringerne gennem privat/offentlige partnerskaber. Som partnere ønskede man blandt andet ejendomsudviklere, som altid er på udkig efter grunde, der kan bebygges, også i oversvømmelsestruede zoner. Men disse partnerskaber har kun indbragt helt utilstrækkelige 2,7 mio. pund.
Tusinder af boliger er blevet oversvømmet de seneste uger i Storbritannien. Skaderne løber op i millioner af pund. Forsikringsselskaberne vil langt fra dække dem fuldt ud. Det er lavindkomstmodtagerne, der rammes hårdest, både fordi det er dem, der oftest bor i de udsatte områder, og fordi de ikke har råd til at tegne ekstra forsikring.
Regeringen henviser selvfølgelig til, at man har været uheldig med sådan en ulyksalig sommer. Men når vandet stiger som følge af øgede drivhusgasudledninger (fordi energilobbyen ikke vil sænke sine profitter), og når bevillingerne til forebyggelse falder (fordi de offentlige midler går til at dække finansverdenens tab), så er det ikke ”naturen”, som skal anklages, men kapitalismen.
Daniel Tanuro er belgisk agronom og miljøskribent.
Artiklen er oversat af Finn Kjeller fra La Gauche (Belgien). Rubrikkerne er indsat af redaktionen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96