Skal venstrefløjen ud af den accelererende krise er første skridt en psykoanalyse hvor symptomer og psykopatologiske tendenser kortlægges. Venstrefløjen burde gå i psykoanalyse. Men hvilke strukturer findes der, i den måde venstrefløjen positionerer sig og taler om politik?

Efter krisen ovenpå skattereformen må venstrefløjen se indad. Her følger en guide:

Skemaet

Venstrefløjen består af fire måder at tale og positionere sig politisk på. Hverken mere eller mindre. Partisoldaten eller mesteren, der aldrig tvivler; den politiske hysteriker, der altid tvivler; den akademisk engagerede, der aldrig ved nok og til sidst analytikeren, der piller alting fra hinanden.

De fire positioner kan opdeles efter to variable:

1: Om der findes et venstreorienteret politisk projekt eller ej.

2: Om man har det godt med, at der findes et politisk projekt eller ej.

Dette leder til fire positioner:

Dem der har et politisk projekt, og har det godt med det (partisoldaten)

Dem der ikke har et politisk projekt, og har et problem med det (hysterikeren)

Dem der har et politisk projekt, og har et problem med det (akademikeren)

Dem der ikke har et politisk projekt og ikke har et problem med det (analytikeren)

I perioder strides de, i andre perioder er de hinandens forudsætninger.

Den loyale partisoldat

Den som har et politisk projekt og ikke har et problem med det

Partisoldaten fortrænger sin egen tvivl. Tvivlen står i vejen for samfundsforandring ifølge partisoldaten. Der kæmpes for et bedre samfund gennem vedvarende partiarbejde, fremsættelse af konkrete lovforslag, der tages regeringsansvar og findes løsninger på aktuelle problemer, uden tvivl.

Loyaliteten overlader ikke plads til tvivl. Enhver diskussion i partiet eller organisationen føres med henblik på, at kunne træffe en beslutning og føre den ud i livet. Længerevarende uenighed betragtes som støj eller krise og skal undgås, fordi klare politiske synspunkter er det afgørende. Partisoldatens største mareridt er Asmaa-skandale, arbejderist-opgør, skatteforligsbrud, eksistentiel tvivl eller fløjkrig. Tvivl om de politiske mål skal skubbes til side til fordel for fremdrift.

Partisoldatens værste modstandere er dem på venstrefløjen, der ikke mener, at partisoldaten reelt laver politiske forandringer: ”Det spiller ingen rolle om jeg stemmer eller ej”. Udsagnet angriber selve grundlaget for partisoldatens engagement; at politisk forandring ikke altid kommer i forlængelse af vedholdenhed. En anden fornærmende kritik kunne være: ”Er det ikke bare noget du engagerer dig i for, at opretholde din egen identitet som BZ’er, klimaaktivist eller lignende?”

Partisoldaten er som struktur, at finde hos dem der bliver ved med, at være aktivist, BZ’er, partimedlem eller noget andet. Partisoldaten er den principfaste, der ikke afviger fra Mesteridéen. Med andre ord dem som har et klart politisk mål og ikke har et problem med dette mål.

Den politiske hysteriker

Den som ikke har et politisk projekt og har et problem med det

Den politiske hysteriker er den, der begærer den sande politiske idé eller retning, men uden selv at have den. Den politiske hysteriker gennemløber et hav af venstrefløjspositioner, fra anarkist til Mellemfolkeligt Samvirke over Enhedslisten til Socialdemokratiet. Hver gang forsøges den politiske linje gennemført konkret, hurtigt og med et meget loyalt engagement, men resultatet bliver det samme hver gang. Der opstår en grundlæggende tvivl om retningen eller det politiske mål. Det var alligevel ikke den anarkistiske levemåde, der gav det ønskede politiske fremskridt. Det var alligevel ikke Enhedslisten, der formåede at lave politiske resultater. Det var alligevel ikke SF’s regeringsansvar, der skabte forandringer.

Hysterikeren henvender sig mod organisationsarbejde eller politiske ideologier med begæret efter at finde den sande politiske idé, men sandheden erfares efter kortere eller længere tid alligevel som grundløs, i ordets egentlige forstand. Det politiske projekt bliver aldrig gennemført på den måde som den politiske hysteriker først troede. De politiske mål blev aldrig opfyldt.

De politiske hysterikere er personer, der fx i en periode er meget aktive queer-feminister, hvorefter selvkritikken ramler ned over dem: ”Det var alligevel bare noget middelklasse-avantgardistisk selvrealisering”. Erfaringen slår fx derefter om i et voldsomt engagement i Enhedslisten: ”Nu skal vi lave politik for almindelige mennesker”. Men også dette mislykkes. Fordi de politiske idealer alligevel ikke kan realiseres osv.

I en vis forstand står den politiske hysteriker i modsætning til partisoldaten. Hvor partisoldatens ”fejl” er, at den politiske idé eller retning aldrig bliver genstand for grundlæggende tvivl, er den politiske hysteriker sygeligt optaget af sandheden ved den politiske idé. En sandhed, der dog før eller siden vil erfares som grundløs eller netop fejlagtig. Trangen til sandheden om det rigtige politiske projekt, er det der gør ondt: nemlig, at politikkens ide er grundløs. Hvor partisoldaten aldrig finder ud af dette, møder hysterikeren denne erfaring ofte. Med traumatiske følgevirkninger.

Den politisk bevidste akademiker

Den som har et politisk projekt og har et problem med det

Den politisk engagerede akademiker, er ikke altid en universitetsansat eller en studerende, men skal mere betragtes som én der sætter viden om venstrefløjens historie og venstrefløjens politiske begreber højest. Akademikeren har en helt klar politisk ide om verden som uretfærdig og et hav af data og teorier, der kan underbygge hendes synspunkt.

Personens politiske engagement ligger i vidensophobning om venstrefløjen. Ophobningen af viden legitimeres med, at netop studierne af venstrefløjen i sig selv er en politisk aktivitet. Analyse af den politiske situation betyder alt for den politisk engagerede akademiker.

Objektivitet, videnskabelighed og redelighed er vigtige dogmer for denne type politisk engagement. Nuanceret kritik af den etablerede venstrefløj og det ’store billede’ er det, der må diskuteres. Fx folk, der altid henviser til nye undersøgelser eller nye filosofiske værker, som først må læses og forstås, før der endeligt kan tages stilling for eller imod.

Sandheden er dog, at denne venstrefløjsposition i virkeligheden blot reproducerer de vante forestillinger. For vidensophobning om venstrefløjens problemer ender aldrig, og den akademisk engagerede ender ofte som underviser, administrativ medarbejder eller ekspertmedarbejder i et parti eller organisation uden, at hendes politiske engagement har nogen effekt. Det er blot et arbejde uden politiske konsekvenser eller håb.

Læring og viden om venstrefløjen, dækker så at sige over, at der aldrig bliver truffet politiske valg. Akademikeren hævder selv at være yderst oplyst om venstrefløjen og absolut selv en del af venstrefløjens projekt. Men dette projekt er hele tiden genstand for kritik, viderebygning, nuanceringer, forbehold osv. Denne venstrefløjsposition kommer aldrig rigtigt i gang med at handle på verden. Den politisk engagerede akademiker har et problem med at den politiske ide, som ganske vist er der, aldrig fyldestgørende kan færdigtænkes. Der er altid løse ender, der skal håndteres inden der kan handles.

Venstrefløjsanalytikeren

Den som ikke har et politisk projekt og ikke har et problem med det

Analytikeren er god til at lytte. Venstrefløjsanalytikeren bliver især kontaktet af venstrefløjspersoner eller organisationer, der er i en politisk krise. Enten partisoldater, der har erfaret intern splittelse, eller hysteriske venstreorienterede, der endnu engang har mistet deres tro på et politisk projekt.

Mødet med analytikeren kan være farligt for partierne og deres tro væbnere, fordi analytikeren producerer hysteriske symptomer. Venstrefløjsanalytikeren er kynikeren, der godt ved, at forestillingen om et venstrefløjsprojekt, en særlig ideologi eller kapitalismekritik aldrig finder nogen sikker grund. Det politiske projekt har ingen absolut værdi eller oprindelig kerne.

Analytikeren kan ofte findes på kaffebarer hvor der lyttes til politiske kammeraters jamren over venstrefløjens fremtid. Hun stiller ofte spørgsmål som: ”Hvordan går det i jeres hovedbestyrelse for tiden?” eller ”Hvordan tror du næste valg vil udarte sig?” eller ”kommer der mange til jeres foredrag?”, uden selv, at have et klart synspunkt på emnet.

Analytikeren har ofte selv erfaringer med politik, men har trukket sig tilbage, efter en erfaring af en manglende politisk ide eller retning. Analytikeren nævner sjældent dette, fordi det fremstår som uberettiget kritik af partisoldaten eller den hysteriske venstreorienterede. Kritik som vil udarte sig til skænderier: ”Du er sgu også så negativ. Du sidder bare her og snakker. Du burde selv gøre noget!”.

Analytikerens trick er, at lade sine politiske kammerater tale om politiske modsætninger i deres egne politiske synspunkter, usammenhænge i programmet eller splittelser i hovedbestyrelserne. Analytikerens rolle er således, at virke som medium for kammeraternes egne erfaringer af manglen på et politiske projekt. Hun er derfor den som producerer politisk tvivl. En tvivl som netop opretholder hendes legitimitet, men som hun samtidig holder en anelse skjult for de fleste.

Analytikeren er afhængig af, at folk synes han er værd at tale med. Derfor må analytikeren holde sig opdateret om politiske emner og fremstå som om hun er oprigtigt interesseret i politiske kammeraters problemer med organisationssplittelser, identitetskriser eller mangel på legitimitet eller penge.