`Festskrift´ for 10 år med fredsvagter i Palæstina

Et netværk bliver til

I april 2002, på et hotel i det invaderede Betlehem, besluttede en lille gruppe danskere sig for at forsøge at organisere kommende danske aktivister, der ville af sted for at støtte palæstinenserne.

Årsagen var at de fleste var totalt uforberedte på det, der skete. De vidste intet om situationen, og hvordan de skulle/kunne agere i den. De vidste intet om hvordan de selv skulle tackle de umenneskeligheder, de var vidne til, og intet om hvordan oplevelserne kunne påvirke dem som personer.

At bevæge sig ind i en krigslignende situation med udgangsforbud, skyderier, anholdelser og fysiske overgreb uden at være forberedt virkede naivt, grænsende til dumhed. Den personlige pris for denne indsats kunne blive meget høj.

Flere af de internationale fredsvagter er ramt af skud. To ofrede deres liv i Gaza. Og alle, der har været af sted har fået ar på sjælen af de hændelser, de var vidner til og deltog i. 21. maj 2002 besluttedes det at etablere netværket Palæstina Fredsvagter.

Siden har hundreder af danskere sammen med andre internationale fredsvagter støttet palæstinenserne i en ikke-voldelig modstand mod besættelsen af deres land. Danskerne er alle blevet grundigt briefet inden afrejsen, har haft en tidligere fredsvagt som kontaktperson, mens de var af sted, og er blevet debriefet efter hjemkomsten.

I skrivende stund er to danske fredsvagter af sted og flere i gang med at blive briefet til afrejse til sommer.

Har man lyst til at give Palæstina Fredsvagter en gave i forbindelse med jubilæet, kan du sende midler til konto: 8401 - 1539982

Følgende er uddrag og brudstykker af fredsvagters rejsebreve, artikler og oplevelser gennem 10 år.

Jenin

SMS: 07.06.02 kl. 08:25:49: Afvist ved Jenin. Kunne se at de bomber. Vi bliver smuglet ind nu.

SMS: 07.06.02 kl. 12:18:23: Vi r inde, alle andre fra ISM er ude. D har været voldsomt. Totalt sønderbombet.Skyderier i den anden ende af byen. Vi er så safe som man kan være.

SMS: 07:06:02 kl. 14:15:22: Ringer du?

SMS: 07:06:02 kl. 14:17:43: Ring!

Jeg ringede til Sonja. Hun fortalte at hun og Louise opholdt sig hjemme hos en familie i det centrale Jenin. Udenfor kørte kampvogne rundt. Der blev skudt med morterer, maskingeværer og håndvåben lige udenfor døren. De kunne ikke bevæge sig ud, ikke komme væk. Og de var bange, meget bange. De vidste ikke, hvad de skulle gøre.

Jeg spurgte til familien, hvordan de reagerede. »De sidder bare helt roligt og spiser, det er helt surrealistisk«. Jeg foreslog at de skulle blive og hægte sig på familien, gøre som dem, få noget at spise og noget at drikke. Tro på at familien ved, hvad de gør i en sådan situation. De har desværre prøvet det alt for mange gange før.

Jeg kontaktede ambassaderepræsentanten i Tel Aviv og forklarede situationen med de to indespærrede danskere. De kontaktede herefter de israelske myndigheder og fortalte om den internationale tilstedeværelse.

Måske dét betød, at dén families hus blev skånet den nat.

Kronik: En stille kommentar

Muhammad Jamal Muhammad al-Dureh, 12 - Samer Samir Sudki Tabanjeh, 12 - Muhammad Yusef Za´id Abu´Iasi, 12 - Sami Fathi Abu Jazar, 12 - ´Ala Hamdan ´Abd al-´Aziz Ahmad, 10 - ´Ala Bassem ´Abdullah Bani Namreh, 13 - ´Iyyad Osama Shath, 14 - ´Ala Muhammad ´Abd al-Rahman - Mahfuz Al-Jawabreh, 14 - Husni Hussein a-Najar, 14 - Ahmad Salman Ibrahim Abu Tiyeh, 13 - Wajdi ´Alaem al-Khatab, 13 - Ibrahim Fuad al-Qassasi, 13 - Faras Faiq ´Odeh, 14 - Muhammad Kamel Shwarab, 14 - Osama Mazen ´Azukeh, 14 - Mussa Ibrahim a-Dibes, 14 - Muhammad Khatar al-´Ajla, 13 - Ahmad Samir Bassel, 13 - ´Abd a-Rahman Ziad a-Dahshan, 14 - Karam Fathi al-kurd, 14 - Muhammad Muhammad ´Abdullah al-Mashrawi, 14 - Muhammad Salah Muhammad al-´Araja, 12 - Salim Muhammad al-Hameida, 13 - Ahmad ´Ali Darwish al-Qawasmeh, 14 - Hani Yusef A Sufi, 14 - Mu´ath Ahmad Abdullah Abu Hadwan, 11 - Al-´Obeisi, nyfødt - ´Issa Ibrahim al-´Amor, 14 - Bilal Taufiq ´Awad Ramdan, 14 - ´Obey Muhammad Mahmoud Daraj, 9 - Israa Barkat Sallem Ahmad, 11 - Shalhevet Tehiya Pass, 10 mdr. - Naftali Lanzkron, 14 - Lu´ay Muhammad Hussein Tamimi, 11 - Shawqat Sa´adi Hasan al-´Alami, 14 - Hamza ´Ubeid, 14 - Muhand Nizar Muhrab, 12 - Yakov Natan Mandel, 14 - Yosef Ishran,14 - Muhammad Hassan Islim, 14 - Eliya Gutman, 14 - Maria Tagilchev, 14 - Yehuda Chaim Shoham. 5 mdr. - ´Ali Abu Shaweesh, 9 - Murad al-Massri, 14 - Khalil Ibrahim al-Mughrabi, 11 - Ashraf ´Abdel-Mun´em Khalil Abu Khader, 8 - Bilal ´Abd al-Mun´em Khalil Abu Khader, 10 - Tamar Samishvilli, 8 - Yocheved Shoshan, 10 - Raiya Schiwascherder, 14 - Avraham Yitzhak Schiwascherder, 4 - Chemda Schiwascherder, 18 mdr. - Sabrin Abu Sneineh, 8 - Muhammad Abu ´Arar, 13 - ´Abdullah ´Atatreh, 3 - Balqees al-´Arade, 14 - ´Imad ´Ata Qasem Zu´arub, 14 - Safdi, nyfødt - Mu´awiya ´Ali Ahmad a-Nahal, 14 - Mouhammad Darayra, 10 - Mahmoud Khalil Suaf, 14 - Riham Abu Ward, 10 - Basel al-Mubashir, 13 - Menashe Regev, 14 - Ahmad Abu Mustafa, 13 - Akram abd al-Karim al-Istal, 6 - Mouhammad Na´im abd al-Karim al-Istal, 14 - Omar Idris al-Istal, 13 - Anis Idris al-Istal, 11 - Mouhammad Salman al-Istal, 11 - Kifah Khaled Ubeid, 13 - Rashid Shahala, 10 - Adam Weinstein, 14 - Burhan al-Himuni, 3 - Shadi Ahmad ´Arafe, 13 - Sa´id´s nyfødte datter - Yair Amar, 13 - Rami Hamis Zu´urub, 13 - Yousef Shawqi a-Najar, 11 - Yasser al-Qasba, 12 - Fadi al-´Azazi, 13 - Yael Ochana, 11 - Muna a-Bahabseh, 14 - Hamdoun, nyfødt - Marya Abu Sariya, 9 - Ibrahim Mussa al-Talalka, 8 - Inas Ibrahim Saleh, 7 - Shiraz Nehmad, 7 - Liran Nehmad, 3 - Lidor Ilan, 12 - Oriya Ilan, 12 mdr. - Ya´akov Avraham Eliyahu, 7 mdr. - Bara Hussein Abu Kuweik, 14 - Muhammad Hussein Abu Kuweik, 8 - Shaima ´Imad al-Masri, 7 - Sa´id Sbeih, 13 - Mahmud Fa´iz, 10 - Aviva Malka, 9 mdr. - Muhammad Iyad al-Mughrabi, 11 - Riham Abu Taha, 4 - Hamada Karam Sajali, 13 - Fa´iz Khaled Salah, 14 - ´Issa Muhammad Da´abub a-Saghir, 14 - Muhammad Khawwash ´Omar, 13 - Dima Sawafteh, 13 - Salwa Dahaliz, 10 - Sumaya Hassan, 5 - Rubin al-Hader, 14 - Qossay Abu ´Aisha, 12 - Tabark Jabar Faiz ´Odeh, 2 - Fadel Abu Zuheira, 9 - Isma´il Abu Nadi, 13 - Anwar Hamdouna, 13 - Yusef Zakut, 14 - Majdi Naji Khuleila, 13 - ´Abir Muhammad Yusfe Zakarneh, 3 - Bassel Muhammad Yusfe Zakarneh, 4 - ´Izz a-Din al-Hilu, 12 - ´Abeid Ahmad Abda-Samer, 7 - Galila Bugala, 11 - Gal Eisenman, 5 - Avishai Shabo, 5 - Zvika Shabo, - Anuar Abu Sa´id, 13 - Nyfødt søn af Fadiya Kamel - Sinai Keinan, 14 mdr. - Gilad Stiglitz, 14 - Hadar Hershkowitz, 14 - ´Abd a-Samed Salah Shmalah, 10 - Fares Hussam - Fares a-Sa´adi, 12 - Sujud Ahmad Turkey Shawahane, 8 - Jamil Yusef Ghazawi, 6 - Ahmad Yusef Ghazawi, 9 - Bassam Ghassan Rajib a-Sa´adi, 6 - Muhammad Ahmad Mubarak Shtawi, 14 - Anwar Khaled ´Isma´il al-Hindi, 3 - Shukri Fa´eq ´Abd al-Haj Daud, 10 - Sarah Tiferet Shilon, 8 mdr. - Yehudit Weinbergs - Dina Raed Matar, 6 mdr. - Ayman Raed Matar, 2 - Diana Raed Matar, 5, - Muhammad Raed Matar, 4 - Ala Muhammad Matar, 11 - Ahmad Muhammad a-Shawa, 3 - Subhi Mahmoud al-Huwaitial-Huwaiti, 5 - Iman Salah Shada, 14 - Shuv´el Zion Dikstein, 9

Børn på 14 år og derunder, dræbt under den anden Intifada fra 29.september 2000 frem til 31. juli 2002

30 israelske børn. Kilde: Terror Victims Association. 121 palæstinensiske børn. Kilde: B´TSELEM - The Israeli Center for Human Rights in the Occupied Territories.

Fredsaktivist viser blå mærker frem efter anholdelse ved en demonstration. 2003. Foto: Anders Pedersen/Monsun.

Seida

Vi finder nye smutveje, bliver stoppet, og til sidst når vi frem til huset, hvor den anden gruppe allerede har været nogen tid. Først bliver vi holdt tilbage af soldater og politi, men da nogle af dem begynder at forlade stedet, går vi op til gaden, hvor der har været skyderi.

Da vi kommer frem bærer nogle mænd to lig frem og lægger dem på gaden. Ligene er pakket ind i tæpper, og kun hænder og hoveder er fremme.

Den ene er blevet skudt flere gange i hovedet, så der er en dyb kløft i midten af hans hoved. Hans hjerne er gul, blå og sort. Han har støv i ansigtet og på hænderne og hudafskrabninger på knoerne. På venstre hånd har han et forgyldt armbåndsur og en vielsesring.

Den anden mand er usædvanlig lille, som han ligger på jorden under sit tæppe. Han er meget bleg i ansigtet og fluerne sværme om ham.

Journalisterne knipser løs med deres kameraer.

Så kommer de tre kvinder, som den anden gruppe fulgte på vej. Hende som går forrest er meget bange. Først ser hun manden med hul i hovedet, og så ser hun den lille mand, og så skriger hun. De to andre kvinder holder fast i hende, så hun ikke kan løbe hen til den lille mand.

Jeg har taget min sorte hat af og står med den i hånden sammen med en flaske, der ikke længere er vand i. Der lugter af zoologisk have. To æsler går og græsser bag en lav mur i en have bag mig, og den ene kommer hen og blafrer med sine store ører.

Så kommer der en mand og fører mig og to andre fredsvagter henover murbrokkerne fra det hus, som er blevet bulldozet, og ind i et andet hus. Der ligger to blege, magre menneskeben, og der er blod og kød på gulvet og væggen.

Det var derfor, at den ene mand så så lille ud.

Grænsepolitiet og hæren er stadig i landsbyen, og da de lidt efter kører forbi det ødelagte hus og væk i deres jeeps og mandskabsvogne, står den skrigende kvinde sammen med de to andre kvinder og kaster sten efter dem.

Nablus

»Er du også bange?« - spørger hun mig på arabisk mens hun rører let ved min højre arm for at fange min opmærksomhed.

Jeg kigger lettere distræt i retning af lyden, ned, og ser en ca. ni-årig pige alene ved min side. En pige som så mange andre her, med brune krøller og sløjfer hendes mor har sat i hendes hår. Hun ser afventende på mig og gentager sit spørgsmål.

En svensk fredsvagt og jeg står med et banner, da en kvinde i demonstrationen resolut kommer gående imod mig. Hun har et lille barn i hånden som græder hjerteskærende. Moren taler engelsk og begynder straks på en længere talestrøm, af hvilken jeg ikke kan nå at opfange det hele. Hendes datter græder, fordi hun tror, at vi udlændinge, som står rundt omkring på pladsen, er israelere. Bare derfor.

Jeg kan mærke mit hjerte krænger sig. Ikke så meget fordi jeg bliver antaget for israeler – og dermed besætter – men fordi pigen ved det blotte syn af os – »israelere« – bryder fuldstændig sammen.

Morens ærinde er at forklare palæstinensernes situationen, beskrive hvor svært det er at få livet til at hænge sammen og appellerer igen og igen om, at jeg må fortælle hele verden om de lidelser det palæstinensiske folk lever med hver dag.

»Please, tell the World, please, tell the World«, siger hun.

Hun knuger sin datters hånd og understreger hvert ord med sin anden. Folk står omkring os og lytter. Jeg ser skiftevis fra moren til datteren. Forsøger at tale til hende, men det er umuligt at bryde igennem hendes ordstrøm. Luften er fuld af hektisk aktivitet, solen bager, stressen fra gårsdagens skudepisode sidder stadig i min krop og den forudgående nervøsitet for om demonstrationen ville lykkes vælder op i mig.

Jeg har lyst til at række ud og gribe kvinden hårdt om skuldrene, og forsikre hende om, at jeg jo gør, hvad jeg kan. Eller bukke mig ned til barnet og sige »Søde, søde pige du må ikke være bange for mig«.

Men jeg kan mærke kampvognen bag min ryg og holder i stedet fast i banneret, som om dets tekst skulle forklare alting. Tårerne står mig i øjnene, halsen snører sig sammen, og jeg må bare væk fra denne kvinde, der vælter sig ind på mig, ind i mig.

Jeg mumler til min medfredsvagt, at jeg må altså gå nu. Stående lidt derfra forsøger jeg at stoppe tårerne fra at få frit løb, selvom også jeg bare har lyst til at give efter.

Da er det at den ni-årige kommer hen og spørger mig, om jeg er bange. Jeg smiler til hende og svarer »Nej, jeg er ikke bange«. Tænker mig lidt om og retter mit svar: »Jo, en gang i mellem«.

Danske og internationale aktivister og lokale beboere fjerner en vejspærring på Vestbredden. 2003. Foto: Anders Pedersen/Monsun

Indsamling af børnesko

I forbindelse med en udstilling om dræbte børn under konflikten i Mellemøsten mangler vi 163 par brugte børnesko i størrelse 0 år til ca. størrelse 36. Hvert par børnesko vil blive opstillet på gasbetonsten og vil visualisere ét af de alt for mange dræbte børn under Palæstina/Israel konflikten. På hver sten vil der blive påsat et skilt med barnets navn, alder, dødsdag samt lidt om omstændighederne ved drabet.

Udstillingen vil første gang blive vist d. 30. - 31. august i Helsingør i forbindelse med EU-udenrigsministrenes topmøde.

Har du/I et par eller flere brugte børnesko er du/I meget velkomne til at aflevere dem i ét af medborgerhusene på Indre Nørrebro (Kapelvej, Nørre Allé og Blågårds Plads). Du kan også ringe til ét af nedenstående telefonnumre, så kommer vi og henter skoene.

På forhånd tak for hjælpen

Palæstina Fredsvagter

Debriefing

Debriefingen af David tog mange timer over flere dage. Han havde haft mange voldsomme oplevelser under hans to måneder lange ophold på Vestbredden. Han fortalte bl.a. om den palæstinenser, som fik hovedet smadret af en israelsk snigskytte ved siden af ham under en demonstration i Ramallah.

Vi bevægede os langsomt gennem hans oplevelser, sikrede at det hele kom med, troede vi.

Der gik et par måneder. David ringede, han ville gerne debriefes igen. Han var begyndt at blive meget aggressiv, når han i det daglige mødte blot den mindste modstand. Vi mødtes og snakkede atter i flere timer. Denne gang kom en ny oplevelse frem.

David havde kørt med en palæstinensisk ambulance for at sikre, at den kom hurtigere gennem de israelske checkpoints. Ved et checkpoint måtte de vente et stykke tid. Bag i ambulancen lå en syg palæstinenser, som havde brug for hurtigt lægetilsyn. David sad ved siden af chaufføren.

Han så to israelske soldater komme slæbende med en palæstinenser. De tog ham med ind i et telt. Og her bankede de ham. David kunne høre de dumpe lyde af kolber mod krop og ansigt. Og han kunne høre palæstinenserens skrig.

Han åbnede bildøren, ville ud og vidne overgrebet. Men chaufføren stoppede ham, holdt ham hårdt i armen, mens han sagde: »Det gør du ikke, slet ikke. Nu er du her med mig i ambulancen. Din rolle er at få os igennem checkpointet. Hvis du går ud nu, så kommer vi ikke igennem med den syge. Og måske flere ambulancer efter os vil blive chikaneret endnu mere«.

David blev i ambulancen, frustreret over blot at måtte lytte til overgrebene i teltet. Ambulancen kom igennem.

Det gik op for David, at det ikke var alle de voldsomme oplevelser, hvor han synes han havde gjort en forskel, som påvirkede ham så voldsomt. Det var følelsen af ikke at kunne handle, magtesløsheden.

Forvirring…

Hey folks

Jeg er lige blevet ringet op af min fredsvagt. De vil meget gerne i kontakt med en dansk ISM'er, der i øjeblikket er i Jerusalem. Hun hedder Maria, men det er muligvis hendes dæknavn. Hvis du tror, du er hendes kontaktperson, kender hendes kontaktperson eller ved hvem hun er, må du meget gerne sende hendes nummer til Andreas (dæknavn for ham der fik et maskingevær i hovedet).

Et svar

I en artikel i Information om Den Internationale Solidaritets Bevægelse, ISM, spørger Mette Jørgensen den 15. april om ophævelsen af den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza, er en sag, der er værd at dø for?

Det er jo et godt spørgsmål, hvilken sag der er værd at dø for, men sagen er, at mennesker dør i Palæstina.

Hver dag bliver der ødelagt huse og mennesker dræbt, 108 palæstinensere i marts, og dette vil mange af ISMs frivillige udsætte sig i fare for, for at stoppe. Det må være op til hvert enkelt menneske at beslutte, hvad der er værd at dø for, og hvad der ikke er.

Fredsvagterne i ISM har truffet det valg, og vil ikke kræve nogen tak bagefter. Så nu hvor vi sørger og begraver vores døde fredsvagter, vil vi gerne bede os fri for at blive kaldt »naive og forvildede venstreorienterede«, »politiske turister«, og i det hele taget slippe for andre smålige og krysteragtige bebrejdelser.

Hebron

Tidligt imorges fik vi nyhed om endnu en husdestruktion. Vi tog derhen, og vi så et hus blive ødelagt på et kvarters tid. To palæstinensere blev såret, soldaterne smed lydbomber og skød med gummikugler og skarp ammunition, det tog os flere timer at komme væk derfra. Folk var utrøstelige, kvinder græd, og vi kan ikke andet end at være vidner til israelernes tyveri af palæstinensernes ejendomme og jord.

Dette er næsten ikke til at bære, dette sted er helvede på jorden, og så får vi så meget kærlighed, støtte og respekt af dette folk. Den video, som blev taget af en bosætterkvinde, mens hun angreb mig, har vakt opmærksomhed, den har været på nettet, i aviser og i fjernsyn, så noget kan vi gøre her, det er vigtigt, at palæstinenserne ved, at de ikke er alene i deres kamp, at selv om det internationale samfund vælger at kigge væk, er der stadig folk som tror på retfærdighed.

Nablus

En sms tikkede ind tidligt på aftenen, det var Maria: »Ring lige«.

En ung palæstinenser blev noget tid forinden dræbt, da han havde forsøgt at trænge ind i en bosættelse. Han kom fra Nablus. Nu afventede hans nærmeste familie, at israelernes hævn ville komme. Familiens to huse ville blive sprængt ned. Maria opholdt sig i det ene hus. Hun ville ikke kunne forhindre sprængningen, blot sikre sig at familien kom ud af huset og ingen kom til skade.

Under et besøg i det andet hus, fik hun at vide, at fredsvagterne her havde besluttet at lænke sig til huset. De mente, at Maria ville være særligt egnet. En ung blond skandinavisk pige ville ikke få tæsk. Da var det, hun sendte sin sms.

Jeg ringede.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,« sagde hun frustreret efter at have fortalt om situationen.

»Hvad har du lyst til, hvad siger dit hjerte, du skal?« spurgte jeg.

»At jeg skal gå tilbage til den familie, jeg har lovet at beskytte«.

Vi sluttede den korte samtale, og Maria vendte tilbage til sin familie.

Næste morgen kl. 05.15 blev det ene hus sprængt ned. To nabohuse kollapsede under sprængningen.

Debriefing

Louise og jeg havde længe forsøgt at få en aftale med Tommy om en debriefing. Endelig lykkedes det. Det havde været en hård tur, han havde været på. Han havde med udstrakte arme stået foran den selvsamme bulldozer i Gaza, som få dage forinden havde kørt over og dræbt Rachel Corrie fra USA. Og han havde fået voldsomme tæsk af israelske soldater i Nablus på Vestbredden.

Vi havde afsat tre timer, men blev ikke færdige med debriefingen og aftalte derfor at mødes ugen efter.

Tommy dukkede aldrig op. Et par dage efter fik vi at vide, at han var taget af sted igen.

Skolegården

Her er en hurtig opsummering af situationen med den 10-årige pige i Anata. En tiårig pige blev, ifølge øjenvidner, ramt af en gummikugle. Hun er stadigvæk på hospitalet og hendes tilstand er kritisk.

Indbyggerne i byen var meget aktive mod muren, da den blev bygget, og drengene på drengeskolen overfor pigeskolen kæmpede ekstra hårdt og smed ekstra mange sten i kampen, da muren går lige igennem deres skolegård. Derfor er forholdet imellem grænsepolitiet og drengene stadig rigtig dårligt.

I går da politiet, som sædvanlig, kørte igennem byen, kastede drengene, som sædvanlig, sten efter dem. Politiet skyder da sædvanligvis bare tåregas og lydbomber efter skolebørnene, men i går skød de også med gummikugler, og en sådan ramte den 10-årige pige, som uvidende om optøjerne var på vej til slikkiosken efter en endt eksamen.

Gummikuglerne er almindelige kugler overtrukket med et gummilag, som gør, at de ikke dræber, hvis de rammer uden på tøjet, men de kan give sår eller blå mærker. Hvis de derimod rammer i hovedet, som de gjorde ved den lille pige, kan de være dræbende.

Der blev ingen demonstration, da skoleledelsen ikke ønskede yderligere optøjer, mens pigen stadig var på hospitalet.

Jeg skal nok skrive, hvis jeg hører yderligere.

Jenin, Jenin

Vi sidder fem fredsvagter i min seng og ser filmen Jenin, Jenin i fjernsynet. En efter en får vi tårer i øjnene, mens vi ser filmen. En efter en forlader vi rystet sengen og vender kort efter tilbage for at se mere.

Efter filmen snakker vi om vore reaktioner. Om vi er blevet skadet af opholdet i Palæstina.

»Os, der tager af sted, vi er sgu da skadet i forvejen. Man skal sgu være skør, for at gøre det, vi gør«, konstaterer én og smilene afløser den trykkede stemning.

Se også linksamlinger på Modkraft.dk/Tidsskriftcentret om Palæstina/Israel