Om vigtigheden af at første maj er både en festdag og kampdag.

Revolutionær kultur

I år deltog jeg i Antifascistisk første maj. Arrangeret af nogle af de dygtigste fest- og eventmagere i den venstreradikale bevægelse er teknikken, musikken og festen i orden. Fra hotte undergrundsnavne blev der spillet musik fra genrer jeg ikke engang kan definere endnu.

De politiske paroler er relativt flyvske og ukonkrete men samtidig oprørske og ideologiske. De bliver opslået og opreklameret sideløbende med løftet om en fed fest. Denne demostil og måde at gøre tingene på har siden ungdomshusets rydning i 2007 kunnet hive adskillige tusinde mennesker på gaden hvilket er langt mere end de under ca 500 man maximalt kunne håbe på i tiden før 2007.

Seriøs politik første maj

Grunden til at historien er relevant er at der sidste år skete noget nyt. Et åbent initiativ med hovedsageligt anarkistisk afsæt tog initiativ til Antiparlamentarisk første maj. Med væsentlig længere paroler og et mere gennemdiskuteret politisk grundlag gik man på gaden for at kræve radikal samfundsforandring udenom parlamentet. I år arrangerede Libertære Socialister så syndikalistisk første maj for at kræve en radikalt anderledes arbejderkamp udenom parlamentet. Jeg vælger at tolke den syndalistiske og antiparlamentariske demonstration som del af den samme tradition selvom der er forskelle.

Praktisk eller politisk splittelse?

Sidste år kunne jeg lige nå at deltage i det meste af begge demonstrationer ved at småløbe gennem byen. I år var de lagt så deltagelse i den ene fuldstændig udelukkede deltagelse i den anden. Dette irriterede ikke kun mig men også de fleste andre jeg snakkede med i til antifascistisk første maj.

Der er selvfølgelig nogle praktiske problemer der spiller ind, men grundlæggende giver det mening at analysere lidt på de forskellige første maj traditioners politiske projekter. De repræsenterer ikke blot to forskellige første maj demonstrationer, men to forskellige måder at lave revolutionær politik på.

I min analyse skelner jeg mellem to traditioner. Den antifascistiske eller venstreradikale tradition, der stod for demonstrationerne fra år 2008 antifascistiske første maj sidste år og i år, på den ene side. På den anden side står den antiparlamentariske eller syndikalistiske tradition, som siden 2011 har holdt demonstrationer der har vist sig uforenelige med antifascistisk første maj. Dette betyder ikke at de samme mennesker har været med inde over det hele, eller at folk involveret i den ene tradition ikke kan have sympatier i den anden. Det er kun en splittelse jeg stiller op for at kunne diskutere forskellene mellem dem.

Derudover vil jeg nok blive beskyldt for ikke at være ordentlig inde i de konkrete praktiske projekter jeg beskriver. Det er sådan set rigtigt at det er jeg ikke. Der er mange ting jeg ikke ved om de forskellige arbejdsprocesser og jeg har faktisk ikke deltaget i nogen af dem loyalt nok til at kunne vide hvordan det er. Dette giver mig til gengæld en unik mulighed for at betragte projekterne udefra hvilket gør det muligt for mig at se strukturer folk inde fra begge lejre nok overser.

En festdag eller kampdag?

Antifascistisk første maj har med deres deltagelse i fælledparken anerkendt at første maj er en festdag. Igennem de næsten tyve år de har eksisteret har de været i stand til at holde den fedeste fest i fælledparken. Den antifascistiske 1. maj har tiltrukket byens unge år efter år. Ikke fordi de nødvendigvis er revolutionære antifascister, men fordi det simpelthen er den fedeste sted at være. Første maj bliver i dette perspektiv set som en traditionsrig fest, hvor temaet tilpasses alt efter, hvad rører sig af politiske sager i bevægelsen fra år til år. 2011 og 2012 er de dog blevet presset af henholdsvis kommunen og en renovering i fælledparken.

Den syndikalistiske første maj ser derimod dagen som en seriøs politisk kampdag. Dette kan man se ved at de på deres facebook event skriver ”ingen alkohol” og ved at læse deres lange tekst her på modkraft hvor der er udformet et længere grundlag med alt de vil lave om i verden. I det syndikalistiske perspektiv er traditionerne første maj et problem. De skal laves om for at sikre en reel arbejderkamp.

Dette er en ret stor forskel i de to traditioners politiske projekt med dagen i sig selv. Hvor vidt første maj er en festdag eller en kampdag vil jeg ikke vurdere. Personligt tror jeg den sagtens kan være begge dele. Så længe jeg kæmper for at gøre første maj til min festdag - ikke kapitalisternes – gør det per definition også dagen til en kampdag rent retorisk i hvert fald.

Organisationskulturelle forskelle

Antifascistisk første maj er i år organiseret af grupper hvis fokus primært er kulturelle eller eventskabende. Det betyder ikke at de er holdningsløse over hovedet. Bare at de altså ikke er politiske grupperinger med faste møder eller samlede initiativer. Derimod er der mere tale om praksisfællesskaber organiseret omkring en konkret opgave. Man kan også beskrive personkredsen bag som et erfaringskollektiv af personlige relationer og kompetencer.

Antiparlamentarisk første maj var sidste år organiseret af et initiativ med åbne møder. Syndikalistisk første maj er i år organiseret af Libertære socialister som er en politiske organisation med betalende medlemmer. Der er altså tale om en gruppe der er vand til at kommunikere politisk med andre politiske grupper. Kommunikation mellem politiske grupper er langt fra fordeling af arbejdsopgaver i sociale relationer, som finder sted når praksisfællesskaber eller erfaringskollektiver skal løse opgaver.

Denne afgørende forskel tror jeg er den primære grund til, at kommunikationen er gået så galt de sidste par år. Man taler simpelthen to forskellige sprog. Et praktisk og et politisk.

Politiske paroler eller politisk rum

Det er ikke fordi politikken mangler til Antifascistisk første maj. Der er inviteret til taler med græske aktivister, asylaktivister og andre politiske emner. Ølsalget går til at betale for renovering i folkets. På den måde skaber demoen rum til, at folk kan sælge T-shirts for deres egne politiske sager og skrabe penge sammen til deres projekter.

Til Syndikalistisk første maj er de politiske paroler som sagt udtryk for en længere analyse. Eftersom den er offentliggjort på forhånd giver det deltagerne muligheden for at at tage en stilling til de politiske paroler på før de vælger deltagelsen. Ambitionen er således at skabe forandring gennem en forandring gennem en bevidst stillingtagen.

Antifascistisk første maj forsøger at inkludere så mange som muligt i det rum som demonstrationen skaber. Det rum giver så plads til politisk forandring af deltagerne der får tilbud om at støtte diverse sager i det rum. Forskellen er om demonstrationen bliver set som et rum hvor forandring tilbydes dem der befinder sig i det, eller hvorvidt demonstrationen ses som et rum for dem der har taget stilling.

Fysisk rum og fremtoning

Forskellene kan også ses på demonstrationernes fysiske fremtoning. Antifascistisk har et frontbanner og bag ved det flyder demonstrationen ud på både cykelsti og fortov i et større mylder. Syndikalistisk derimod har bannere langs siden af demonstrationen. På den måde skaber man en klar fysisk afgrænsning mellem dem der deltager og dem der kigger på. Jeg kan se på nogle billeder, at den syndikalistiske demo ser mere rummelig ud i år, end den gjorde sidste år. Det kan selvfølgelig skyldes, at der sidste år var en konkret trussel fra politiet, hvilket altid har en tendens til at få folk til at klumpe sig sammen.

Sammenfatning

Hvis man kigger på de to demonstrationer overordnet danner der sig et billede af to politiske strømninger der vil ret forskellige ting på første maj. Der er forskellige organisationskulturer, forskellige måder at forstå dagen, forskellig politisk kommunikation og forskellige dagsordener.

Generelt virker de to traditioner ret uforenelige hvilket de nok desværre også er. Under en samtale med en anden demonstrationsdeltager foreslog jeg om ikke vi skulle binde arrangører repræsentanter for begge traditioner i en kælder et sted, og give dem nøglerne til at låse hinanden fri, så de var nød til at samarbejde før de kunne komme ud. I virkeligheden skal der nok lidt mere til. Men spørgsmålet er hvorfor jeg overhovedet mener at splittelsen er et problem?

Hvorfor generer splittelsen mig?

For det første er der nogle rent praktiske personlige grunde til at splittelsen generer mig. For mig personligt er første maj en vigtig social tradition. Jeg har nydt dagen hvert år så længe jeg har været politisk aktiv. Det har en kæmpe personlig værdi for mig at mødes med alle de forskellige mennesker jeg har lavet politik med gennem alle årene. For mig har første maj lidt den samme værdi som juleaften har for mange andre mennesker.

Det er dagen hvor jeg fejrer det liv jeg har levet og møder alle jeg har kæmpet og svedt med. Derfor er det selvfølgelig trist for mig at halvdelen af de aktivister jeg kan lide ikke længere befinder sig samme sted og jeg nu skal til at vælge hvem jeg kan lide mest. Dette er selvfølgelig kun et problem for mig der har den luksus at have venner og kammerater i begge lejre.

Ukammeratlig opførsel?

Udover det personlige kommer at splittelsen nok vil have konsekvenser, for det videre arbejde på den radikale venstrefløj generelt. For det første virker det en kende ukammeratligt, at man ikke støtter hinanden. Jeg kan ikke se hvad der retfærdiggører at syndikalistisk første maj ikke slutter deres demonstration til antifascistisk første majs fest. Samtidig kan jeg ikke forstå hvorfor antifascistisk første maj tilsyneladende er så løst organiseret, at de er umulige at lave en aftale med.

Den slags opførsel virker for det første meningsløs for alle de folk der står udenfor de to lejre. For det andet ansporer det begge sider af sagen til at beskylde hinanden for at være ukammeratlige hvilket begge lejre kan have ret i. Det skaber så igen myter og historiefortællinger hvor man øger dæmoniseringen og kritikken af hinandens måde at gøre tingene på. Hvor første maj burde være en dag hvor vi samler os som bevægelse kan den blive til en dag der cementerer en splittelse der i værste fald vil betyde samarbejdsproblemer udenfor kampdagen også.

Der er kun en vej og den er sammen

Sandheden er jo nok at den bedste første maj ligger et sted imellem de to traditioner. Der er behov for en første maj bliver en mere politisk kampdag hvor vi konkret slår et slag for vores venstreradikale perspektiv på arbejderkampen. Samtidig har vi som sociale mennesker også behov for en dag, hvor vi bare nyder at være sammen med hinanden. Drikker nogle øl og nyder at vi har en helligdag. Traditioner er vigtige for alle fællesskabers kulturelle og sociale overlevelse. Derfor er det vigtigt at første maj samtidig får lov at være en traditionsrig festdag. Kapitalisterne har jo julen.

Første maj er en lang dag

Jeg ved ikke om de to traditioner kan forenes i en samlet demo selvom det efter min mening ville være sejt. Til gengæld mener jeg ikke det er urealistisk at de to traditioner anerkender hinandens politiske valg og metoder og holder op med at opføre sig på måder der kan tolkes ukammeratligt for hinanden. Dette kan for eksempel gøres ved at man anbefaler de samme efterfest hvad end det er i fælledparken eller i folkets hus. Hvis man er rigtig modig kan man jo også lade demoerne mødes og gå lidt sammen.

Det vigtige er at begge traditioner anerkender hinandens værdi. Dette må være muligt når vi er så mange der kan stå udenfor og se værdi i begge projekter.