Parolen »Nej til EU's finanspagt« er for stærk kost for SF. Derfor dropper regeringspartiet for andet år i træk at afholde 1. maj-arrangement på Blågårdsplads på Nørrebro sammen med Enhedslisten.
SF og Enhedslistens afdelinger i hovedstaden har igennem længere tid forsøgt at formulere et grundlag for afholdelse af et fælles 1. maj arrangement sammen på Blågårdsplads på Nørrebro i København.
Men en parole omkring EU's omstridte finanspagt har splittet parterne.
Enhedslisten har stået stejlt på parolen »Forsvar demokratiet – Nej til EU's finanspagt«, mens SF har ønsket at slå til lyd for »Dansk løn på danske arbejdspladser«.
Resultatet bliver, at SF holder sig væk, når Enhedslisten og deres støttegruppe Socialistisk UngdomsFront (SUF) hejser de røde faner over den centrale plads i hjertet af Nørrebro.
– Vi er både skuffede og forundrede over, at det ikke er lykkedes at nå til enighed. Vi ville jo rigtig gerne være med og vise, at vi har fået et socialistisk parti i regeringen, fortæller Jens Mandrup Rasmussen, der er formand for SF København, til Modkraft.
– Men vi kan altså ikke støtte Enhedslistens parole, fordi vi mener, at finanspagten er for kompleks til bare at sige nej, siger Jens Mandrup Rasmussen.
Hos Enhedslistens afviser man at have optrådt usolidarisk i forbindelse med planlægningen af dette års 1. maj.
– SF er overfølsomme, hvis de oplever, at vi har udelukket dem fra pladsen. Der er tale om en benhård politisk uenighed, og problemet er i virkeligheden, at partiet ikke vil være med på at kritisere kapitalismen, siger Københavns- og hovedstadssekretær i Enhedslisten, Morten Kabell, til Modkraft.
Også sidste år forsøgte de to partier forgæves at nærme sig hinanden.
Dengang var det SUF, der sørgede for, at SF ikke kunne være med, da de unge ikke mente, at partiet var rødt nok.
Læs artiklen »Rød kamp om Blågårds Plads« hos Modkraft.
Ifølge SF's formand i København kan noget lignende være sket i år.
– Pludseligt var parolen om finanspagten et ultimativt krav fra Enhedslistens side. Man skulle næsten tro, at der har været nogle inde over beslutningen, lyder det fra Jens Mandrup Rasmussen.
Den teori afviser Enhedslisten.
– Selvfølgelig lytter vi til, hvad SUF har at sige, men Enhedslisten er en selvstændig organisation, siger Morten Kabell og fortsætter:
– Finanspagten er en vigtig politisk sag, som handler om velfærdstatens fremtid, og det er helt naturligt at kritisere den. Spørgsmålet er nærmere, hvorfor SF ikke vil kritisere pagten, men i stedet stiller sig til højre for de franske socialdemokrater i denne sag?
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96