
Bogen »Veggieness« om veganisme stikker i for mange retninger, men er velegnet som opslagsbog
Den nyligt udgivne bog »Veggieness« er skrevet af Oliver Rumle Hovmand og præsenteres af forfatteren som en »guide til vegansk, vegetarisk og pescetarisk livsstil«. Bogen er inddelt i underafsnit, der spænder bredt over veganisme-relaterede emner som sundhed, dyreret, landbrugsdyrs forhold, miljø og hungersnød.
Jeg må lægge ud med at slå fast, at jeg var meget begejstret for ideen om en dansk bog om veganisme, da jeg mener, at fokus på dyreret bør opprioriteres kraftigt på venstrefløjen og i Danmark generelt. Dog må jeg også erkende, at jeg desværre ikke er synderligt begejstret for denne udgivelse, da den fremstår noget halvfærdig med meget overflødig info og manglende korrekturlæsning som største ankepunkter. Forfatteren skriver dog selv i begyndelsen, at bogen er et udkast, som enhver har ret til at redigere og forbedre, men man kunne dog godt have ønsket sig en grundig korrekturlæsning inden udgivelsen.
Første afsnit er en slags startguide til »at springe ud som veggie«, som forfatteren beskriver det, men det stikker i mange retninger og forekommer noget rodet.
Derudover forudsætter afsnittet generelt, at læseren har viden om emnet i forvejen og deler forfatterens holdninger, hvorfor det måske burde placeres i slutningen af bogen efter en argumentation for dyreret og veganisme.
Jeg undrer mig over, at bogen starter med en disclaimer: »Førend man vælger at følge noget af det er det centralt at rådføre sig med sin egen læge eller andet kvalificeret sundhedspersonel«, da der teksten igennem præsenteres en overbevisende mængde fakta, som underbygger at veganisme ikke blot er en sund livsstil, men oven i købet forebygger en lang række livsstilssygdomme, som indtag af animalske produkter fører med sig. Denne diskussion burde for længst være overstået, da selv American Dietetic Association, verdens største ernæringsorganisation, beskriver veganisme som en sund levevis hele livet igennem.
I virkeligheden fungerer bogen bedre som et opslagsværk end som en egentlig guide til vegansk livsstil, da beskrivelserne især i afsnittene om ernæring og dyrenes forhold er meget lange og detaljerige.
Trods for megen, i mine øjne, ligegyldig info om f.eks. dyrenes fodersammensætning og forskellige griseracer, fandt jeg alligevel store dele af afsnittet om landbrugsdyrene både lærerigt og hjerteskærende. Selvom jeg godt er klar over, hvor brutalt dyr behandles i industrien, vækker det alligevel afsky at læse, hvordan køer, ophængt i jernkæder med hovedet nedad, får skåret halsen over og bløder til døde.
Udtalelser fra brancheorganisationer, der legitimerer grov vanrøgt som f.eks. amoniaksvidninger af næsten 10% af kyllingernes fødder - »Den svidningsstatistik, vi har herhjemme, kan vi i den grad være stolte af« - understreger blot den forråelse og kynisme, som må gennemsyre en industri, der baserer sin profit på følende væseners lidelse og død.
Det er positivt, at forfatteren ikke forfalder til dyrevelfærdsretorik, såsom anbefalinger af økologiske æg eller kød fra frilandsgrise, men i stedet blot beskriver dyrenes forhold i de forskellige grene af industrien. Dog kunne jeg godt have tænkt mig, at det blev slået fast, at udnyttelse af dyr altid vil være slaveri og overgreb, idet de ikke er i stand til at give et informeret samtykke. Problemet er efter min mening ikke, hvordan dyr behandles, men at de overhovedet bruges som menneskelig ejendom.
Dyreretsafsnittet er en interessant historisk gennemgang af vigtige begivenheder og personer indenfor dyreret. Jeg savner dog en mere dybdegående præsentation af egentlig dyreretsfilosofi og argumentation for etikken bag dyreret, da jeg anser det som essensen af veganisme. Efter min vurdering burde dyreretsafsnittet udvides og rykkes frem til starten af bogen. Særligt kunne jeg godt tænke mig en indledende argumentation med udgangspunkt i det, der for mig at se, er det mest grundlæggende spørgsmål indenfor dyreret:
Hvordan adskiller mennesket sig fra alle andre dyr, og på hvilken måde giver det os ret til at udnytte dem? Med andre ord - hvad er et rationelt og logisk argument, der kan forklare, hvorfor menneskers vold mod andre mennesker er forkert, mens menneskers vold mod andre dyr er i orden?
Derefter kunne følge en slavisk gennemgang og dementering af de klassiske argumenter for menneskets ret til diskrimination af andre arter – altså speciesisme.
En sådan systematisk argumentationsgennemgang ser jeg som essentiel for enhver bog om emnet, da veganere ofte mødes med skepsis, og derfor bør være i stand til at forsvare deres synspunkt på et velfunderet grundlag. Jeg savner generelt en lidt skarpere holdning fra forfatteren, da jeg personligt mener, at argumenterne er stærke nok til at sidestille speciesisme med andre diskriminationsformer baseret på irrelevante kriterier såsom race, køn og seksualitet.
Jeg vil pointere, at jeg altid er skeptisk, når jeg ser veganisme beskrevet i sammenhæng med vegetarisme og pescetarisme, da veganisme er den eneste livsstil, der tager antispeciesisme alvorligt og opstiller et reelt alternativ til dyremishandling. For mig at se kan pescetarisme og vegetarisme kun fungere som skridt på vejen mod veganisme, og forfatteren skal også have ros for ikke at sidestille de tre, da mælke –og æggeindustrierne netop har samme negative konsekvenser som kødindustrien.
Samlet set fremstår »Veggieness« som et velmenende og omfangsrigt projekt, der helt sikkert har været tidskrævende, men stadig virker ufærdigt.
Bogen kan som sagt fungere som et opslagsværk, men jeg vil i højere grad anbefale, at man læser nogle tekster af Gary L. Francione, der efter min vurdering er verdens mest progressive dyreretsfilosof, og som desværre kun nævnes kort i »Veggieness«.
Trods manglerne får bogen dog overordnet slået fast, at forbrug af animalske produkter er en katastrofe for menneskelig sundhed, miljøet og selvfølgelig de milliarder af dyr, der tortureres og tingsliggøres som produktionsmidler til menneskelig fornøjelse.
Oliver Rumle Hovmand: »Veggieness - Guide til vegansk, vegetarisk og pescetarisk livsstil«. (Eget forlag)

Bogen forefindes både i en gratis online version og i en trykt version som kan lånes på biblioteket og bestilles hos boghandleren.
Bogen kan downloades på www.kosmetikkirurgi.dk/diverse/Veggieness.zip og har følgende ISBN-nummer: 9788771144154.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96