Faglige tillidsfolk mødes den 27. marts i Odense for at diskutere, hvordan arbejdsmiljøarbejdet kan blive mere effektivt. Reel medarbejderindflydelse lyder svaret fra flere oplægsholdere på den såkaldte »Kan det virkelig passe«-konference.
LO har opgjort, at dårligt arbejdsmiljø årligt koster 2.000 mennesker livet og betyder udgifter for det danske samfund for over 60 milliarder kroner. Selv om mange rapporter siger, at investeringer i arbejdsmiljø hurtigt betaler sig hjem, har antallet af anmeldte arbejdsulykker stort ikke ændret sig i Danmark siden 1990’erne.
Konferencen vil være en blanding af konkrete arbejdspladserfaringer, fremlæggelse af faglig politik og analyser af drivkræfter og snublesnore for forbedringer af arbejdsmiljøet.
LO udarbejdede for et år siden 31 forslag til forbedringer af indsatsen på arbejdsmiljøområdet, som Niels Sørensen, konsulent i LO, vil præsentere. Forslagene vil ifølge LO ikke kun forbedre arbejdsmiljøet, men også spare både virksomheder og samfund for masser af udgifter – og kunne øge udbuddet af arbejdskraft i årene fremover:
- Hvis ændringer i efterlønsordningen og højere pensionsalder skal øge arbejdskraftudbuddet i Danmark i fremtiden, er det nødvendigt med en markant forbedring af det forebyggende arbejdsmiljøarbejde, siger Niels Sørensen.
Konferencen vil behandle problemstillinger inden for både fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Thora Brendstrup, speciallæge i arbejdsmedicin, vil diskutere, hvorfor antallet af muskel-skelet-sygdomme stort set er uændret på det danske arbejdsmarked, mens Janne Gleerup, post.doc. på Roskilde Universitet, vil belyse psykisk arbejdsmiljø inden for de såkaldte »relationsfag«.
- Mistrivsel skyldes tit underminering af meningen med arbejdet, eksempelvis pålagte afrapporteringer, der ikke opleves som meningsfulde. Det fører til stress, der ikke kun slider på psyken, men også fysikken, siger hun.
Et modtræk mod de problemer er, at give medarbejderne reel indflydelse på eget arbejde, siger hun.
Ole Busck, arbejdsmiljøforsker fra Aalborg Universitet, vil på konferencen også argumentere for, at øget medbestemmelse er den bedste motor for forbedringer af arbejdsmiljøet i Danmark.
- Arbejdsmiljølovgivningen har siden 70’erne bygget på selvregulering. Det er en model, der har spillet fallit og ikke dæmmer op for antallet af arbejdsulykker. En effektiv arbejdsmiljøorganisation må bygge på de ansattes medbestemmelse, ellers bliver indsatsen styret af virksomhedsøkonomi og ikke sundhedshensyn, siger han.
Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, vil på konferencen holde oplæg om, hvordan også fodslæbende virksomheder vil kunne motiveres til investeringer i arbejdsmiljø, mens Ulrik Spannow, arbejdsmiljøkonsulent i BAT-kartellet, vil fortælle om konsekvenserne af EU’s såkaldte anerkendelsesdirektiv og smartregulering.
Dagen slutter med en paneldebat mellem Lennart Damsbo-Andersen, MF S, Jørgen Arbo-Bæhr, MF Ø, Bent Gravesen, konsulent SF, og Janne Hansen, Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere.
Der vil desuden være oplæg om konkret arbejdsmiljøprobjekter af blandt andet Inger Marie Wiegmann, TeamArbejdsliv, John Ekebjærg-Jakobsen, Stilladsarbejdernes brancheklub af 1920, og Morten Walbeck, arbejdsmiljøleder Jakon A/S.
Konferencen er den sjette i »Kan det virkelig passe«-initiativet, der samler fagligt aktive til konferencer om fremtidens udfordringer for fagbevægelsen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96