Folketingets socialudvalg var næsten fuldtalligt, og medlemmerne var lydhøre og tog godt imod os, da vi præsenterede dem for resultatet af Socialpolitisk Forenings høring om den gode socialpolitik. Vi var repræsentanter for Børnerådet, Projekt Udenfor og Socialpolitisk Forening og vi fortalte, hvordan en ekspertkomite af forskere, praktikere og kommunale folk har konkluderet, at der er brug for en helt andet helhedsorienteret og overskuelig socialpolitik end den nuværende opsplittede og siloopdelte. Opsplitningen er bl. a. et resultat af rigide statslige krav og af en form for specialisering, der har gjort det hele så uigennemtrængeligt, at det nogle steder ikke længere er nok med forløbskoordinatorer i den enkelte sociale sag.

De dårligst stillede har givet op overfor systemet.

Budskabet om opsplitning og uoverskuelighed på grund af manglende helhedstænkning kommer alle steder fra. I et interview i Politiken talte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen om behovet for en socialpolitisk revolution. Og måske skal der en revolution til for at sprænge siloerne væk.

Vi fornemmede forståelse og lydhørhed blandt folketingets medlemmer, men også stor rådvildhed. Hvordan laver man om på et helt system, der er groet i alle retninger med grene, der har isoleret sig i forhold til hinanden?

Nu skal folketinget i gang med de store reformer. Først kommer førtidspensions- og flexjobsreformen, siden blandt andet kontanthjælpsreformen, og det er ikke slut med det. Men kommer det til at hænge sammen? Og bliver det lettere for de vanskeligst stillede at få et ordentligt liv på eller udenfor arbejdsmarkedet.

Et af problemerne er, at der skal spares. Det primære formål med flexjobs- og førtidspensionsreformen er at mindske tilgangen til disse kostbare og varige ordninger. Men skal der give mening, kræver det andre og bedre helhedsorienterede tilbud og evne til kommunalt at tænke og arbejde på tværs af jobcentre og det opdelte sociale system. Kravet om at alle skal hare en fast kontaktperson og et individuelt udviklingsforløb er en forbedring, men er det tilstrækkeligt?

Revalideringsindsatsen er gennem mange år blevet forringet, og LO har nu fremsat forslag om bredere og mere omfattende rehabiliteringsindsatser, der både kan hjælpe folk i randen af arbejdsmarkedet ind på det almindelige jobmarked, og støtte andre i at blive forberedt til alternative former for beskæftigelse. Der skal også arbejdes mere med socialøkonomiske virksomheder. Men det koster alt sammen penge.

Hvis en ny lov i en arbejdsløshedssituation gør det vanskeligere at få førtidspension og at blive flexjobber, vil antallet af registrerede arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere alt andet lige stige. Derfor er det en meget stor opgave.

Der er tæt sammenhæng mellem socialpolitik og beskæftigelsespolitik, og i virkeligheden burde folketinget ikke vedtage ret meget, før sammenhængen mellem de planlagte reformer er klart beskrevet, og det står klart, at vi ikke får en række delløsninger men et samlet system som den enkelte borger kan finde ud af og ind i. Det overordnede er vigtigere end detailstyring.

Det er samtidig vigtigt at huske, at vel er der 746.000 mennesker uden for arbejdsmarkedet, men som bl. a. påpeget af CEVEA er beskæftigelsesfrekvensen i Danmark stadig den næsthøjeste i Europa. Tre ud af fire arbejder. Det er mere end næsten alle andre steder. Beskæftigelsesfrekvensen bliver aldrig 100 %.

Der vil altid være mennesker udenfor det ordinære arbejdsmarked. Den afgørende udfordring er at sikre, at ledigheden ikke som nu rammer de unge og de særligt udsatte, og at der er rimelighed og værdigheden i den måde samfundet forholder sig til resten på.

Vi har lige fået nye tal for krævementaliteten i direktørlaget, der sidste år fik 13 % i lønstigninger. Det ville være lidt lettere at løse nogle af problemerne, hvis denne krævementalitet kunne dæmpes enten i form af løntilbageholdenhed blandt direktører eller lidt millionærskat. Men det er jo ikke en mulighed, siger regeringen.

Knud Vilby er formand for Socialpolitisk Forening