Jeg er en kvinde - en transkønnet kvinde. Jeg er opvokset i en lille familie i Nordjylland, uden den store forståelse for at mennesker kunne være anderledes end dem selv, så min hverdag bestod som regel af, at jeg blev banket med en bøjle, fordi jeg ikke var dreng i mit eget hoved, men følte mig anderledes.Men da jeg jo ikke var ret gammel, 7 -8 år, forstod jeg ikke særlig meget af, hvad der skete med mig, og da slet ikke hvorfor jeg blev straffet. Jeg tror mine forældre, som så mange andre på den tid, var meget uvidende om emnet, eller også var det skammen de frygtede, jeg ved det ikke.
Men årene gik, og jeg kom i skole i ca. 1965/66. Mine forældre holdt mig et år ekstra hjemme, da de nok håbede på, at jeg ændrede mig, men skete jo ikke.
Dumpede i 4. Klasse da jeg hverken kunne læse eller skrive, så jeg blev flyttet til en anden skole, og havnede i en specialklasse for de “dumme” som vi blev kaldt af de andre børn og lærerne. Det hjalp mig da slet ikke, da jeg jo var en hel del anderledes end de andre i forvejen.
Min lærer kunne ikke lide mig, og jeg fik hans “kærlighed” at føle næsten dagligt, både fysisk og psykisk, og hans opførsel gav dermed de andre elever en nærmest “legal” grund til at moppe mig.
Men efter ca.1½ år blev jeg flyttet til en anden skole igen, men der gentog historien sig bare og senere skiftede jeg skoler to gange til, stadig med samme resultat. Så jeg pjækkede rigtigt meget fra skolen og særligt fra gymnastik, da jeg ikke ville være der sammen med drengene, da jeg jo følte mig som pige i mit sind - men desværre ikke i krop. Det hæmmede mig virkeligt meget.
Gik ud af skolen i 9. Klasse med en rigtig dårlig karakter, men jeg havde jo ikke kunne koncentrere mig, da jeg følte mig utrolig forkert.Ja jeg hadede mit liv, og var ensom gennem hele min skoletid.
Da jeg var 16 flyttede jeg hjemmefra, da jeg ikke kunne holde ud at blive tæsket mere af min mor på grund af mit “indre køn” : Jeg begyndte straks at leve som pige, og endelig fandt jeg en fantastisk ro i min krop og i mit sind, en ro jeg virkelig havde savnet, Nu var jeg endelig den lige jeg altid havde været, og ingen skulle tvinge mig i drengetøj mere.Desværre blev min forbindelse til min familie så klippet over af dem, da de jo skammede sig frygteligt meget over, hvordan jeg var.
Havde utroligt svært ved at finde arbejde, så måtte nøjes med de få timer jeg fandt hist og her, men jeg overlevede.
Men desværre var der jo mennesker, som ikke kunne lide mig, som den jeg var, og jeg begyndte at opleve volden igen. Selvom jeg levede ret afsondret fra andre mennesker og ingen venner havde, ja så var det som om jeg ikke kunne få lov at leve mit liv i fred,.
Gik til min læge, for nu ville jeg altså have hjælp så jeg kunne få et kønsskifte og et cpr. Nr. der hørte til mit køn. Jeg var 17 år, og måske lidt naiv, men mødet med min læge blev rigtigt ubehageligt, og jeg blev grinet ud, havde det rigtigt dårligt og isolerede mig endnu mere fra andre mennesker.
Efter ca. 3 år flyttede jeg til København, for jeg kunne jo ikke få fred og en fremtid hvor jeg boede, og var heldig at få en lille lejebolig i Nyhavn. Året var 1979, og jeg var 20 år, fandt rimeligt hurtigt nogle “venner” som kom samme sted i Nyhavn som jeg spiste min aftensmad hver dag. Vi kom i snak, og vi begyndte at hænge ud sammen, de var det man kalder Punkere, og var jo nok lige så forvirrede med hensyn til livet som jeg selv var; men det vigtigste for mig var, at de accepterede mig som pige/kvinde, ja godt nok hende den sære, men betød ikke så meget, jeg var glad, og jeg følte, at jeg var hjemme.
Men det var jo ikke så idyllisk som jeg “troede” i starten, og endte med at vi kun festede og drak næsten hver dag, og selv om jeg var en af dem, begyndte jeg at trække mig lidt væk fra miljøet, men det blev der ikke set på med milde øjne, så jeg fik rent ud sagt bøllebank, så var det “venskab” ovre.
Flyttede fra København efter ca. 3 ½ år og endte i det nordlige Jylland igen, men det fortrød jeg meget hurtigt, for er der noget man ikke skal, ja så er det at skille sig ud fra mængden her oppe. Så mit mareridt begyndte bare igen, ja har ikke tal på hvor mange gange jeg har fået tæsk, men det har været tæt på at koste mig livet et par gange, og jeg har boet så mange forskellige steder, at jeg end ikke kan huske, hvor jeg har boet mere.
Det har ovenikøbet været en rigtig dårlig oplevelse, at anmelde det til Politiet, og derfor har jeg heller ikke gjort det, de sidste mange gange, bryder mig ikke så meget om at blive ydmyget, når jeg står og har brug for hjælp.
Har i årenes løb arbejdet med flere forskellige ting, men for det meste i kortere perioder, da jeg ikke har kunnet finde et job, hvor jeg blev accepteret som menneske / kvinde. Der har altid været problemer med mit cpr.nr. Når man ikke er opereret kan man ikke få et nyt cpr nr, og derfor passer det jo ikke til mit udseende, så det giver jo masser af problemer.
2006/7 flyttede jeg tilbage til Sjælland og fandt et arbejde, som jeg kunne lide. Men desværre blev jeg fyret igen efter ca. 18 måneder, da en kommunalt ansat mente, at jeg kunne være skadelig for de unge mennesker, på grund af min påklædning.Vi lever åbenbart stadigvæk i middelalderen, for igen var det mit cpr. Nr./ kønsskifte eller mangel på samme, der spændte ben for, at jeg kunne få et ordentlig / tåleligt liv.
August 2009 var jeg i aftenshowet - og kort tid efter blev jeg endnu engang overfaldet - af en der havde set mig i tv.
Det er nu underligt at sidde her som 53 årig og kigge tilbage på et “liv”, hvor jeg som 17 årig bare bad om hjælp til kønsskifte/nyt cpr. Det kunne have givet mig et godt liv - men som jeg fortalte - lægen grinede mig ud af sin konsultation
Nu står jeg her i dag, og jeg nægtes stadig operation af seksologisk klinik og retslægerådet - man skulle tro at et+ liv som kvinde, fra jeg var 16 til 53, var bevis nok for at jeg mener det alvorlig - at det er sådan jeg er.
Jeg har skrevet til politikere siden jeg var 16 år, men har aldrig fået et eneste svar, har brugt 38 år bare for at finde ud af at jeg har været til grin, for tror bare det er blevet arkiveret lodret i skraldespanden - og desværre er vores nye regering lige så afvisende, selv Seksologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen får man intet svar fra, når man skriver til dem.
Er ikke stolt af at indrømme det, men har et par gange i mit “liv” forsøgt at gøre en ende på det, sidst i 2008, men det mislykkedes, selv om jeg ikke tror mange ville have overlevet det.
Sidder i dag med en mærkelig følelse, for aner ikke hvad jeg skal gøre mere, lysten til det hele siver langsomt ud af min krop, men klamrer mig til et lille spinkelt håb om at regeringen vil gå ind og hjælpe, så jeg endelig kan få lov at føle livet på den skønne måde, som alle i andre.