I årevis har jeg trofast spyttet skillinger i godgørende indsamlinger som Danmarks Indsamling. Selvfølgelig. Hvem vil ikke gerne hjælpe Afrika ud af fattigdom? Men nu er det slut. Jo mere man ser på virkningen, jo klarere står det, at indsamlinger kan skade mere end de gavner.
Derfor boykotter jeg Danmarks Indsamling.
Indsamlingen, som er sat i værk af DR og 12 godgørende grupper, er først og fremmest gøgleri. Danskerne bliver holdt for nar, hvis vi tror, at godgørende indsamlinger kan hjælpe Afrika ud af fattigdom.
Det er ikke godhed, der mangler. Det er retfærdighed.
Den ægte kamp mod fattigdom starter med at sætte stop for, at Danmark hver dag gør Afrika fattigere. Hvis godgørende grupper vil gøre en forskel, må de vise modet til at gøre op med de danske politikere og virksomheder, som skaber fattigdom og nød i Afrika.
Og ikke spilde krudt på at foregøgle, at hvis bare vi danskere er godhjertede og giver penge nok, så ordner tingene sig. For det gør de ikke.
Et eksempel: Bistandsgrupperne taler meget om, at vi ikke skal give fisk til folk der sulter, men hellere end fiskestang. I de godgørendes gøglersprog hedder det »empowerment«.
Men hvor var de godgørende grupper, da Folketinget for få dage siden gav grønt lys for, at danske og europæiske fiskere kan plyndre de fisk, som svømmer i farvandet uden for Vestsahara?
Størstedelen af Vestsaharas befolkning er desperat fattig og bor i flygtningelejre midt ørkenen. Imens nikker danske politikere ja til en aftale med Marokkos diktator Kong Muhammed den 6., som giver fiskerettigheder til EU i området, der er ulovligt besat af Marokkos militær.
Så fiskestang, ja hurra for den – men vejen ud af fattigdom er, at afrikanerne selv får kontrol med deres egne fisk og andre resurser – og får adgang til at handle på retfærdige vilkår. Danmark har et stort ansvar for at den vej i dag er spærret.
Latinamerika går til gengæld i disse år mod lysere tider. Ikke på grund af NGO’er og godgørende indsamlinger i rige lande. Progressive regeringer frigør sig fra en usund økonomisk model, der indebærer forbryderisk favorable handelsvilkår for de rige lande.
Lande som Bolivia og Venezuela tilkæmper sig kontrol over resurser som olie og gas, bygger stærk statslig velfærd op – og begynder at kræve skat ind hos multinationale firmaer.
Sjovt nok udgør firmaernes skattesvindel i fattige lande et langt større beløb end al u-landshjælp i hele verden. Beregninger viser, at der årligt bliver svindlet for 160 milliarder dollars.
Her kunne Danmark for alvor gøre en god gerning ved at give afrikanerne en hånd med at kradse skattegælden ind hos selskaberne, der typisk også er til stede her i landet. Men det sker heller ikke.
Danmarks Indsamling handler desværre mere om barmhjertighed end om politisk forandring. Menneskesynet er helt tilbage til Tintin i Congo, med hjælpeløse afrikanere, der skal reddes af de hvide.
Det ender let med at vi stikker en teske i havet og rører rundt – og går hjem igen i troen om at noget har ændret sig. Fattigdommen fortsætter bare som før, uanset indsamlingen.
Men hvem vil ikke gerne hjælpe »børn på flugt«, som er årets tema?
Brasilianeren Hélder Câmara, kendt som »de fattiges biskop«, har sagt, at »når jeg giver mad til de fattige, bliver jeg kaldt en helgen. Men når jeg spørger hvorfor de er fattige, bliver jeg kaldt for kommunist«.
Med biskoppens ord i baghovedet kan man med god ret spørge de 12 grupper bag Danmarks Indsamling: Hvorfor er der børn på flugt?
Og hvad med de politiske forandringer, der kan sikre at Afrika en fremtid uden børn på flugt?
Eller gøgler I bare?