Man kan selvfølgelig være mere eller mindre afhængig af de daglige nyheder. Mediefolk forsvarer sig ofte med, at de fleste mennesker betragter nyheder som ren underholdning, ligesom computerspil og krigsfilm.

Det hele bliver nok først problematisk, når publikum begynder at rode mediernes virkelighed sammen med dagligdagens. Det sker let, for de kriser, man får fremvist i aviser og TV, er som regel virkelige nok, selvom de er langt væk og kan virke uvedkommende.

Det kan være en hjælp at skelne imellem de kriser, man ikke kan gøre noget ved, og dem, man kan/bør blande sig i. Det giver luft og sjælefred. Hvis man altså kan se forskel.

Det er værd at fremhæve Bowles’ egen advarsel: venstrefløjen inkluderet. De alternative nyheder på nettet er stærkt på vej til at blive ligeså alarmistiske som de officielle. Dommedagsprofetierne breder sig, og det kan være svært at finde ud af, hvad der er kendsgerninger, og hvad der er analyser og fremskrivninger af tendenser.

Det er også svært at bedømme Store Nyheder, som nu alle historierne om Syrien eller Iran og udsigterne til en ny verdenskrig. I den forbindelse kan det være en idé at samle på de små. Ikke lige dem i lokalavisen, men de mindre nyheder, som føjer sig til det globale verdensbillede og påstår, at de har noget med noget at gøre.

Nogle vil vise os, at det hele ikke er så galt, at det ikke er godt for noget. F.eks.:

Carbon Monoxide – The Silent Calmer (Kulilte – Den Stille Beroliger).
( www.terradaily.com/reports/C... )

Kulilte er en lugt-, farve- og smagløs gasart, som udvikles ved ufuldstændig forbrænding af kulstof. I gamle dage, da de fleste fik varmen hjemme ved hjælp af kakkelovn, opstod mange kulilte-forgiftninger ved tilstoppet skorsten eller dårlig fyring. Når folk tog gas, var det kulilten i gassen, der slog dem ihjel. Selv en juletræ med mange lys i et lille rum kunne forgifte familien.

Nutildags er det mest kulilten i bilernes udstødning, der giver hovedpine eller slår ihjel. Foruden alt det andet sundhedsfarlige i dunsten (som kan lugtes og ses), vækker det bekymring, at byluftens indhold af den umiddelbart livsfarlige kulilte er vokset voldsomt.

Nu har profesor Itzak Schnell ved Tel Aviv’s Universitet opdaget, at mindre mængder af den giftige gas kan have en narkotisk virkning, som hjælper bymennesker med at overleve andre, skadelige virkninger af det urbane miljø, såsom voldsom støj, trængsel, stress og konflikter.

Deltagerne i professorens undersøgelse – der var kun 36, da forsøget var led i en større undersøgelse af stress-faktorer – blev sluppet løs i forskellige miljøer og fik målt deres reaktioner. Støj var den mest stressfremkaldende faktor, men overraskende viste det sig, at virkningen aftog, når støjen kom over et vist niveau: Jo mere trafikstøj, jo mindre stress. Målinger af luftforureningen afslørede sammenhængen. Mere trafik betød også mere kulilte.

Dette antyder, at det er mindre stressende og sundhedsfarligt at leve i en storby, end folk tror. Det forklarer måske også, hvorfor så mange bilister finder sig tålmodigt i at vente i lange bilkøer hver eneste dag.

Når vi snart skal til at køre i grønne el-biler alle sammen, kan det blive nødvendigt at sikre tilførsel af små mængder bedøvende kulilte til luften i byerne fra de industrier, som endnu ikke er blevet rigtigt miljøvenlige.

Her skal jeg lige indskyde henvisningen til en mindre optimistisk nyhed, det ikke er nødvendigt at slå op – overskriften siger det hele:
www.alternet.org/newsandview... (Verdenshandlens beskidte hemmelighed: Én supertanker udsender mere svovlbrinte end 50 millioner biler). Den er også lidt svær at finde – først kommer man til en side med news, hvor artiklen ikke står; derfra skal man klikke på Environment, og fra denne side skal man gå via Search og skrive bluehawk,DailyKos. Så står historien dér blandt flere andre.

Der var engang, da udviklingen af computere og netforbindelser blev set som miljøvenlig. Den sparede papir, sagde man, dvs. enorme mængder ferskvand og energi. Det er ikke mit private indtryk, men jeg har ikke set nogen statistikker. I hvert fald snakker man ikke så meget mere om den side af sagen. Nu er det mest det sociale og demokratiske ved internettet, der fremhæves.

Men for et stykke tid siden havde New York Times igen fat i det miljømæssige. En artikel af Randall Stross, Turn On the Server, It’s Cold Inside (‘Tænd serveren. Det er koldt herinde) handlede om et voksende problem i IT-verdenen;

”For at imødekomme deres hastigt voksende behov for computer-kraft, har mange højteknologiske firmaer flyttet arbejdet til datacentraler med titusindvis af energi-slugende servere. Når de således samles på ét sted, udvikler serverne en enorm varme. Den ekstra energi, som kræves for at køle anlægget – næsten halvt så meget, som kræves til selve driften – er den høje miljøpris, vi må betale for at benytte ekstern datalagring og –behandling,” skriver han. Og det er jo et problem.

To forskere ved universitetet i Virginia og fire fra Microsoft fremlagde 2011 et forslag til, hvordan man kunne anbringe server-anlæggene i kontorhuse og private hjem og udnytte dem til opvarmning. De kaldte begrebet et ”Data-fyr”. Det skal bestå af et eller flere kabinetter med plads til et halvt hundrede harddiske i hvert. Omkring 100 harddiske er nok til at opvarme et almindeligt énfamilie-hus.

Jamen, når det bliver varmt i vejret, slukker man da for oliefyret eller fjernvarmen? Men man kan ikke slukke et Data-fyr, for så er der i tusindvis af kunder, som mister deres virtuelle hukommelse.

De opfindsomme IT-folk påstår, at man så bare kan køle anlægget med luft. Ligesom en tørretumbler, siger de. Selvom dét naturligvis bruger en del strøm, dvs. energi, vil man da stadig have udnyttet spildvarmen hele vinteren. IBM Research i Zürich er allerede i gang med at udvikle vandkølede datacentrer, hvis kølevand kan udnyttes i eksisterende fjernvarmesystemer. I løbet af 2012 forventer de at demonstrere systemet i deres SuperMOC, en supercomputer, der er under bygning i München og skal have en kapacitet som svarer til 110.000 hjemmecomputere.

Den slags datacentre vil blive så meget billigere at oprette og spare så meget energi, at private brugere vil kunne få deres huse opvarmet gratis. Om der er tale om reelle besparelser i forhold til de enorme stigninger i det samlede energiforbrug, som udvidelsen af trafikken på internettet medfører, kan ikke oplyses. Og det ser ikke ud til, at vi sparer på papiret.

Af andre smånyheder har jeg gemt én fra den amerikanske Thanksgiving Day, en amerikansk høstfest, som fejres den 4. torsdag i november. Ved den lejlighed spiser man kalkun, og i år blev offentligheden advaret nogle dage før:

”Du tror måske, at når du køber en Butterball kalkun til årets Thanksgiving, viser du, at du er så amerikansk som nogen (as American as apple pie). Men du tager fejl. Faktisk er du offer for en ’snigende halal’ sammensværgelse.”

Et rundspørge blandt producenter af frosne Thanksgiving-kalkuner viste nemlig, at alle slagtede dyrene efter reglerne i sharia.

”I et angreb på friheden, de færreste ved noget om, er vi nok engang blevet tvunget til at spise kød, slagtet på en smertefuld måde: Islamisk slagtning.”

”Ikke-Muslimer i Amerika og Europa fortjener ikke at blive påtvunget halal kalkuner på den måde, uden deres viden og vilje. Så kæmp for vores frihed denne Thanksgiving.”

Man skal boycotte, skal man. Advarslen mod det lumske angreb på amerikanernes frihed og værdier spredtes til en række websteder og fortsatte op til jul, hvor der igen skal spises kalkuner. Se www.endtimestoday.com/?s=hal...

Pudsigt nok har ingen mindet de militante kalkunspisere om, at det jødiske slagtnings-ritual svarer til det muslimske.

På www.alternet.org/story/153780 skriver Nick Turse under overskriften The Crash and Burn Future of Robot Warfare (Den katastrofe-fyldte fremtid for robot-krig) om den opreklamerede form for krigsførelse, en del stater er ved at satse på:

”Igennem de seneste ti år har USA i stigende grad benyttet sig af droner (ubemandede fly) for at vinde sine krige… Men både i Afghanistan og Irak har Amerika’s mest fremragende vidundervåben ikke formået at bringe USA’s mission i nærheden af en sejr. I Pakistan har droner været effektive som spydspids for en indsats mod al-Queda, men deres indsats har samtidig vakt fjendskab hos næsten alle landets 190 millioner indbyggere. Med andre ord: 2.000 mistænkte eller identificerede terrorister (samt utallige civile) er dræbt. Befolkningen i et afgørende allieret land blev stadig mere fjendtlig overfor USA, og ingen ved, hvor mange nye militante og hævngerrige fjender, drone-angrebene kan have skabt, men antallet menes at være betydningsfuldt.”

”Trods ti års tekniske, taktiske og strategiske forbedringer, har luftvåbnets og CIAs mandskab bag computerskærmene i centraler fjernt fra krigsskuepladsen ustandseligt vist sig ude af stand til at se forskel på bevæbnede terrorister og harmløse civile, og man betragter derfor i vide kredse dommer-jury-bøddel drabsprogrammet som i strid med international lov”

Artiklen er i øvrigt skrevet på baggrund af en række oplysninger om udviklingen i det moderne, automatiserede krigsførelse, som forfatteren har fået lov at se på i anledning af præsident Obama’s nye, militære strategi, hvor droner spiller en væsentlig rolle – dels, fordi udviklingen og produktionen af apparaterne har stor økonomisk betydning for industrien, dels fordi udvidet robot-krig begrænser tabene af levende soldater i egne rækker. Det sidste kan være politisk vigtigt i et valgår.

En spændende detalje er, at tekniske svagheder i flere tilfælde har medført, at fjender har kunnet hacke sig til kontrol over droner og endda styre dem til landing hjemme hos sig selv, som Iran skal have gjort for nylig.

Alt i alt kan man tænke sig, at fremtidens ’humanistiske’ robot-krige vil være til størst fordel for militæret, som vil lide begrænsede tab. De civile befolkninger vil til gengæld, som i Pakistan’s ’stamme-områder’ i dag, opdage, at de velbeskyttede helte bag computerskærmene retter hele det kostbare isenkram mod dem og deres livsgrundlag.

I gamle dage (før 2.verdenskrig) gjorde de fleste regeringer sig umage for at beskrive befolkninger i andre stater, de kunne have fordel af at kriges med, som fjendtlige, grusomme og helt igennem umenneskelige. Hensigten var selvfølgelig, at ens egne borgere skulle medvirke til at slå dem ihjel med god samvittighed.

Med Krigen mod Terror betyder geografien ikke længere noget. Der er ingen synlig front. Fjenden er alle vegne. Hvis man ikke passer på hvert minut, døgnet rundt, risikerer man selv at blive udnævnt til terrorist. Man bliver overvåget.

På http://seasteading.org/blogs/main/2... finder man det vistnok seneste svar på denne udfordring: TheSeasteading Institute, som præsenterede sig for verdensoffentligheden ved en konference ved University of Canterbury i Christchurch, New Zealand, 2010. Direktøren hedder Patri Friedman, og han er barnebarn af økonomen Milton Friedman, nobelpristager og kendt for sine idéer om det Frie Marked og Monetarismen.

Barnebarnet går videre: ”Vi påstår, at forsøg på at forbedre samfundets politik må koncentrere sig om problemets rod (…) og anser, at den mest lovende vej til en holdbar forbedring er at udvikle en teknologi for at skabe bosættelser i verdenshavene.”

Det lyder skørt, men ikke værre, end at stifteren af Pay Pal, Peter Thiel, i 2011 investerede 1,25 millioner dollars i projektet. Målet er at bygge en kunstig ø i internationalt farvand, hvor rige folk, som har fået nok af deres egne regeringers tyranniske herredømme, kan bosætte sig og begynde helt fra bunden med at skabe idealstaten.

Når man kan bygge olieplatforme, må man også kunne bygge en stat. Og anbringer man den udenfor de landfaste staters grænser, må man da for pokker kunne få fred for dumme bureaukrater og dårlige ledere.

Politisk hedder bevægelsen Libertariansme, og hvis man leder under dette ord på nettet, får man som eneste, danske eksponent partiet Liberal Alliance. Interesserede kan formodentlig henvende sig dér.