Det er længe siden jeg har haft mulighed og overskud for at skrive, men det blæser igen storm i verden ud, og en sæbekasse er ikke meget værd hvis man ikke står på den. Jeg vil gerne sige tak til Oscar og Anne fra LS for at opmuntre mig til at skrive igen, så følg med på denne side hvis I lyster - I anledning af et kedeligt jubilæum lægger jeg ud med følgende artikel fra mig og LS’ antimilitaristiske aktivister:

I går – den 11. januar 2012 – er det 10 år siden, Danmarks folketing vedtog, at Danmark skulle deltage i den USA-ledte invasion og besættelse af Afghanistan.
Folketingets vedtagelse var dog kun en bekræftelse af den danske indblanding i invasionen af Afghanistan. Danske tropper har været til stede i landet siden oktober 2001. Officielt var USA’s og øvrige allieredes motiv for at invadere Afghanistan at drive Al-Qaeda ud af landet. Invasionen blev den første regulære militære aktion i George W. Bushs såkaldte ”Krig mod terror”. Formålet med denne stærkt ideologiske krig ændredes dog snart til at være opbygning af en demokratisk afghansk nation.

Besættelsesmagternes officielle motiv for krigen i Afghanistan var og er propaganda og ideologisk kamp. Tanken om sprede ”frihed” ved brug af overlegen ildkraft er fuldstændig forfejlet. Besættelsesstyrkerne fra NATO og ISAF har destabiliseret det afghanske samfund og gjort livet for det afghanske folk langt sværere end tilsigtet. Den illegale narkotikaproduktion er kun vokset. Kvinders forhold i Afghanistan er blevet væsentligt forværret. Korruption er udbredt på alle niveauer i administrationen, og både krigsforbrydere og narkobaroner udgør nu en del af det afghanske parlament.

Demokrati og frihed kan kun vokse ud af folkets egen vilje og kamp. Det kan ikke påtvinges fra oven eller af udefrakommende kræfter med våben i hånd.
Dette burde nu fremstå tydeligt, selv for de politikere, der i starten af besættelsen troede på propagandaen om at ”udbrede demokrati” i Afghanistan. Krigen er blevet en dyr affære både i menneskeliv og penge. Den vestlige militære tilstedeværelse i Afghanistan opretholdes i vid udstrækning på grund af USA’s og NATO’s frygt for at miste prestige – krigen må for enhver pris ikke afsluttes på en måde, der får besættelsesmagterne at fremstå som tabere og Taleban, Al-Qaeda eller nogle af de utallige andre modstands- og oprørsgrupper i landet som vindere.

En anden officiel grund til at fastholde Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan og til at fortsætte med at involvere os i krige – som i Irak og nu senest i Libyen – er militariseringen af civilsamfundet.

De mest tydelige og groteske symptomer på militariseringen af Danmark er det ulækre spektakel med militære marscher, som blandt andet København har måttet lægge asfalt til de sidste par år. Med disse parader vil hæren og regeringen få krigen til at fremstå som noget heltmodigt, der gør verden til et bedre sted. Sandheden er det modsatte: krig er altid usselt og forfærdeligt, og krigen i Afghanistan er på ingen måde en undtagelse.

Et mere diskret – men væsentligt mere farligt – symptom er terrorlovgivningen. Besættelsen af Afghanistan og Vestens øvrige militære angreb i Mellemøsten radikaliserer befolkningen og skaber et rekrutteringsgrundlag for grupper som Taleban og Al-Qaeda. Denne ophedede situation bruges så til at motivere en intensiveret indsats mod ”terrorisme”. På hjemmebanen tager det sig udtryk i bl.a. terrorlovgivningen, som i Danmark allerede bruges til at forfølge aktivister på venstrefløjen og i fagforeninger for ”forbrydelser” så som salg af t-shirts og solidaritetsarbejde. Retsstaten og demokratiet udhules trin for trin. Terrorpakkerne og lømmelpakken baner vejen for brug af hemmelige vidner og bevismaterialer i retsvæsenet, for kriminalisering af solidaritetsarbejde og holdningsytringer og for en militarisering af politiet, der udhuler enkelte borgeres frihedsrettigheder og vores grundlæggende demokratiske ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Vi ved, at besættelsen af Afghanistan aldrig reelt har haft til formål at ”befri” den afghanske befolkning. Derfor kræver vi, at Danmark trækker sig ud af Afghanistan – og ud af den igangværende militarisering af hele det danske samfund.

Demokrati, frihed og fred kan blomstre i Afghanistan – ligesom det kan komme til at gøre det i hele verden. Men vejen dertil går ikke gennem krig og besættelse. Kun gennem en konkret solidaritet med de demokratiske kræfter i Afghanistan og aktiv antimilitarisme på hjemmebanen kan vi nå målet. Det er dybt nødvendigt at lægge pres på politikerne m.h.t. at trække besættelsestropperne ud af Afghanistan. Og det er lige så nødvendigt at bekæmpe militarismen og al den afstumpethed, autoritetstro, racisme og militarisering af civilsamfundet, som den bærer med sig. Antimilitarismens budskab om fred, solidaritet, lighed og frihed finder forhåbentlig mange tilhængere i et Danmark, der i løbet af de sidste 10 år har været involveret i hele tre krige og med spild af utallige menneskeliv til følge.