DET ILLEGALE MARKED LEVER AF DET LEGALE OG BLIVER ET SPEJLKABINET

I 2009 anslog OECD, at ca. 1,8 milliarder mennesker levede og arbejdede udenfor arbejdsmarkedet. De var m.a.o. ikke registrerede, arbejdet var ikke reguleret ved nogen form for lovgivning, de blev aflønnet kontant og betalte som regel ikke skat. OECD skønner, at dette uformelle (informal: læs ”sorte” ) arbejdsmarked vil omfatte to tredjedel af alle verdens arbejdere.Se http://www.oecd.org/document/54/0,3...

Den umiddelbare årsag er byernes vækst. Vi holder af at fremstille det, som om folk flytter fra det håbløse liv i samfundets udkanter til byen, fordi der dér er liv og muligheder, vækst. Men i de fleste tilfælde sker flytningen ikke frivilligt – især ikke i u-landene, hvor byerne vokser mest.

Når gammeldags småbønder bliver tvunget væk fra deres jord, kan det ske på mange måder, afhængigt af, hvor man er henne. I Indien kan det skyldes, at man har været så uforsigtig (eller desperat) at låne penge hos en lokal pengeudlåner, hvor ublu renter gør det næsten umuligt at betale gælden; i Afrika er det ofte, fordi man ikke har papir på, at den jord man dyrker tilhører én, og der så pludselig kommer nogen, som har købt den af regeringen. Finansiel spekulation i landbrugsjord og fødevarepriser, fund af olie eller efterspurgte mineraler, grønne projekter for dyrkning af energiafgrøder – der er ingen ende på alle de fremskridt, der kan true småbønderne og tvinge dem væk fra den vante tilværelse på den jordlod, de er vokset op på.

Flugten fra land til by ender i kaotiske slumområder udenfor lov og ret. De fleste jordløse tilflyttere har ingen penge og slår sig ned, hvor de kan, bygger hytter af, hvad de kan finde eller stjæle, og overlever af, hvad der er af forefaldende muligheder. Når de ofte klarer sig, kommer det af, at livet i slummen kræver de samme evner til alsidighed og samarbejde som det fællesskab, de kommer fra, samt at den egentlige by har mange behov, de kan opfylde billigere, hurtigere og ligeså godt som byens autoriserede håndværkere, handlende og lønarbejdere, som opererer indenfor penge-økonomien og har langt større omkostninger end slumbeboerne.

Eksempel: http://issuu.com/steveddaniels/docs... , hvor en god bog om udviklingen af Kenya’s Jua Kali-økonomi kan downloades frit (128 sider).

Slumøkonomien er en parallel til statens pengeøkonomi og retter sig mod at tilfredsstille aktuelle behov. Sålænge disse lokale behov er almene og legale, er udviklingen ret fredelig. Men når stater prøver at bekæmpe behov med regler og forbud, kan dele af slummen udvikle sig voldeligt, som det er sket i Mellemamerika, hvor USA’s såkaldte War on Drugs har ført til fremvæksten af en mængde organisationer, der bekriger hinanden og i nogle lande helt har overtaget statens monopol på at bruge vold.

Inden europæerne kom til Amerika havde der, i det, som i dag kaldes Latinamerika, udviklet sig en tradition for at bruge en mængde forskellige planter til at hjælpe sig gennem hverdagen – f.eks. tyggede man blade fra coca-planten, når man skulle klare langvarige, fysiske anstrengelser, og marihuana til afslapning.

Da nogle af de nye stater, europæerne oprettede på erobret jord, voksede og blev velhavende – især USA – blev disse planter og de stoffer, man kunne udvinde af dem, interessante for mange. Ikke først og fremmest som hverdagsagtige stimulanser, men som egentlige rusmidler, der førte til kraftigt misbrug og en del kriminalitet. Derfor forbød man dem.

Uanset, at USA’s eksperiment med at forbyde spiritus viste, at det førte til et udbredt gangstervælde og en voldsom kriminalisering af hele samfundet. Man mente formodentlig, at de nye stoffer endnu var så lidt udbredt, at de kunne stoppes, og at et flertal i befolkningen ville støtte forbuddet.

Det gjorde den utvivlsomt, men i praksis viste det sig, at den slags indgreb fungerer som en storslået reklame for forbudte nydelsesmidler og grundlægger et sort marked, der vokser eksplosivt.

I de svagere stater syd for aftagerlandet USA’s grænse har virkningerne været endnu voldsommere. Store dele af Latinamerika er blevet økonomisk beroende af dyrkning og eksport af euforiserende planter og lokalt fremstillede stoffer. Mange af de traditionelle dyrkningsområder ligger syd for Mellemamerika, og en stor del af den kriminelle aktivitet drejer sig derfor om transport af varerne til det store og rige marked i USA.

Følgen har været, at narko-økonomien lynhurtigt har udviklet sig til en egentlig skygge-økonomi, som i størrelse og hensynsløshed tåler sammenligning med globale virksomheder – bortset fra, at de såkaldte narko-karteller har måttet oprette deres egne, tungt bevæbnede militser til forsvar mod de statslige styrker, som bekæmper dem i ”the war on drugs, og til at kontrollere/terrorisere de områder, hvor befolkningen er helt afhængig af at kunne dyrke de efterspurgte afgrøder.

Se http://globalguerrillas.typepad.com... for en oversigt over, hvad USA’s krig mod narko betyder i nabolandet Mexico.

Det fremgår, at denne form for sort økonomi opfører sig som globale økonomier, at den dog ikke udvikler sig til monopoler, men ustandseligt splittes af interne kampe, at den desuden infiltrerer staternes organisationer, og at politikere/regeringer, som søger at indføre ’lov og orden’ i deres områder fremkalder en kraftig vækst i vold.

Samtidig falder de almindelige indkomster på det uformelle marked mærkbart, fordi narko-kartellerne opkræver ’beskyttelsespenge’ af de fattige.

Man kan sige, at de forlanger skat for at lade folk leve i nogenlunde fred.