Det er rigtigt, rigtig dårligt nyt, at Venstre ifølge en ny meningsmåling fra Greens (se bilag forneden i denne kommentar) nu har næsten dobbelt så stor tilslutning som S.
Og at den samlede tilslutning til blå blok er næsten 20 mandater større end til regeringslejren, inkl. Enhedsliste.
Denne vælgerafvandring fra navnlig S peger i retning af en politisk styrkelse af Venstre og i retning af Løkkes tilbagekomst.
Og kommer Løkke igen, kommer der endnu flere af Venstres katastrofale skattelettelser og endnu flere offentlige velfærdsnedskæringer.
Desværre er tilbagegangen for Thorning og S til dels selvforskyldt og handler om skuffede forventninger.
Det må anerkendes, at regeringen med finansloven har anstrengt sig for at ind frie nogle mærkesager. Men S + SF s forudgående store politikopgivelse i regeringsgrundlaget har skuffet mange vælgere dybt - og sendt Thornings troværdighed i bund.
Alt for mange tidligere vælgere stoler ikke længere på Thorning efter at hun som statsminister i udstrakt grad har skuffet de forud for valget skabte forventninger.
Og derfor vender mange vælgere sig derfor til den anden valgmulighed i det danske "præsidentvalg": Løkke.
Hvilket igen smitter negativt af på resten af regeringen, dog mest på Socialdemokraterne.
AT S + SF med finansloven faktisk har forsøgt - på trods af de Radikale - at ind frie mærkesager på finansloven har desværre ikke kunnet udslette billedet af et stort politikudsalg.
Der er nu to veje S og Thorning kan gå.
1) Man kan fortolke vælgervandringen som en tilslutning til Venstres politik - og dreje til højre for at følge vælgerne i hælene.
2) Eller man kan se det snarere som en reaktion imod Thorning på grund af skuffede forventninger i forhold til, hvad Fair Løsning havde lagt op til og hvad regeringsgrundlaget desværre i høj grad har opgivet.
Tendenser det til første - at se vælgervandringen som tilslutning til højredrejet politik - ser vi allerede blandt nogle socialdemokrater med Karen Hækkerups anklager mod "krævementalitet" i velfærdssamfundet og Mette Frederiksens angreb mod kontanthjælpsmodtagere og unge ledige.
Og det uden tvivl også den vej, som de Radikale vil trække.
For det er en kurs, som peger imod endnu mere borgerlig politik og samarbejde til højre med Venstre, hvilket jo er R s politik.
Men det ville være en fejl. Vælgervandringerne er i højere grad udtryk for et fravalg af Thorning og for skuffede forventninger til regeringen end for tilslutning til Løkke og hans politik.
En højredrejning fra regeringens side vil spille S og regeringen i hænderne på de borgerlige og Løkke og føre til endnu større udslettelse fra S + SF af egen politik og profil.
Med endnu større skuffelse af egne vælgere til følge.
Hvis årsagen til at vælgerne vender Thorning og S ryggen er skuffede forventninger og dermed tabt tillid er kuren det stik modsatte, at S + SF i højere grad må kridte skoene og bedre kæmpe for og fastholde mærkesagerne fra før valget.
Det er det som vi i højere grad ser SF - ministrene gøre og som finanslovsaftalen med Enhedslisten er udtryk for.
Bedre at leve op til forventningerne = bedre at overholde valgløfterne.
Det er den vej, S + SF må gå, for at genopbygge troværdigheden
Hvilket er helt afgørende for vi skal ikke have Løkke igen.
Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom – cand.scient. adm.
ikke partitilknyttet medlem af centrum – venstre
Denne kommengtar er udsendt med nyhedsbrevet KRITISKE DISKUSSIONER.
Link: www.henrikherloevlund.dk/art...
Vederlagsfrit abonnement på de månedlige nyhedsbreve KRITISKE ANALYSER om økonom og velfærd og KRITISKE DISKUSSIONER om regeringens politik og ikke borgerligt alternativ kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk
Rapporter, artikler og kommentarer fra nyhedsbrevene kan downloades fra www.henrikherloevlund.dk under ”artikler og rapporter”
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96