I beundrer naturens fortryllende mangfoldighed og uudtømmelige rigdom.

I fordrer ikke at rosen skal have den samme duft som violen, men det, der er endnu rigere, sjælen, må kun have ret til at eksistere på en eneste måde.

Gråt i gråt. Dette er den eneste farve, frihedens autoriserede farve.

Den mindste dugdråbe hvori solen spejler sig stråler i et umådeligt spil af farver, men sjælens sol, i hvilken genstande, i hvilket antal individer den ens brydes, må kun have en eneste farve, den officielle farve.

Sjælens inderste væsen er glæde og lys, og I gør mørket til dens eneste udtømmende udtryk. Den bør kun være i sort, og dog findes der ingen sorte blomster blandt blomsterne.

Sjælens væsen er altid selve sandheden. Og hvad fastsætter I som dens væsen – middelmådigheden.

´ ----"----

Disse ord er ikke mine (gid de var)

Hvis er de så?

Hvilken håbløs drømmer skrev dette ?

Og hvorfor mon jeg vælger at bringe dem her ?