Læs mere om Kvinde, Køn & Forsknings temanummer om trans*
Læs mere om seminarerne på Københavns Universitet og Institut for Menneskerettigheder
Transstudier og transteori opstod hovedsagelig i et forsøg på at vriste forskningen i og om transkønnethed ud af hænderne på psykiatriske og lægevidenskabelige eksperter, der ikke bare har haft eneret på, men også været bestemmende for, at denne forskning domineres af spørgsmål vedrørende klassifikation, diagnosticering og behandling. Forskningsfeltet vokser ud af levede erfaringer af stigmatisering og usynliggørelse såvel inden for et psyko-medicinsk behandlingssystem som i kønsforskningen og i den brede sociale offentlighed.
Susan Stryker, som man kan møde på konferencen d. 9.-10. dec., regnes som en af transforskningens mødre og væsentligste bidragsydere. Et af hendes tidlige essays er genoptrykt i tidskriftet, nemlig My Words to Victor Frankenstein - Above the Village of Chamounix: Performing Transgender Rage
I Strykers essay bliver vreden over at blive stigmatiseret og sygeliggjort som transperson den drivkraft, der genererer ny kritisk tænkning.
Den dominerende populærvidenskabelige diskurs om transpersoner, som den fx ser ud i danske medier, er ofte misvisende (hvis ikke decideret respektløs). Det synes fx som reglen snarere end undtagelsen, at transpersoner refereres til som det modsatte køn af det, de identificerer sig som, ligesom det heller ikke er ualmindeligt at støde på redegørelser for, hvilket køn en given transperson »i virkeligheden« er.
Over for sådanne redegørelser må det naturligvis fastholdes, at ethvert forsøg på beskrivelse af virkeligheden er forpligtet på at overveje, hvis virkelighed beskrivelsen vælger at give forrang: Hvem bliver givet retten til at definere virkeligheden på hvis vegne? Hvis levede erfaringer betragtes som væsentlige for beskrivelsens faktualitet?
For forskningsretninger og aktivismer, som argumenterer for retten til selvdefinition, er det derfor væsentligt at insistere på, at det er mest respektfuldt at til- og omtale transpersoner som de køn, de måtte identificere sig som. De, som ønsker at betone deres transkønnede historie, bruger ofte præfixet ‘trans’ for at signalere en vej og erfaring, der er gået forud for ens nuværende kønnede selvforståelse.
Vi har derfor lavet et transvokabularium (altså hvilke begreber der er i spil på transområdet), som ikke skal læses som udtryk for, at vi mener, det er transforskningens ærinde at opstille udtømmende kategorier eller at erstatte eksisterende med nye, ekskluderende adgangskrav. Den følgende korte liste sigter derfor ikke på at være udtømmende eller entydig, men på at give en indgangsvinkel til de refleksioner, som har givet anledning til diskussionerne om et brugbart vokabular.
Transkvinde og transmand:
En transkvinde er en person, der er udpeget som dreng ved fødslen, men som identificerer sig som og præsenterer sig som kvinde. En transmand er modsat en person, der er udpeget som pige, men identificerer sig og præsenterer sig som mand.
Nogle transkvinder ønsker at benytte østrogen og nogle transmænd testosteron – hormoner, som i begge tilfælde ‘feminiserer’ og ‘maskuliniserer’ kroppen. Hos transmænd afføder testosteron fx et fald i stemmeleje. Nogle transkvinder og –mænd ønsker også operative indgreb til kønsmodifikation/–korrektion, hvilket er nødvendigt for at opnå juridisk kønsskifte.
En transkvinde bør altid omtales som ‘hun’ og en transmand som ‘han’ medmindre, de selv giver udtryk for andet (nogle ønsker eksempelvis at blive omtalt med det kønsneutrale pronomen ‘høn’).
Transkvinder og –mænd identificerer sig inden for et bredt spektrum af køns-og seksualidentiteter, der favner alt fra eksempelvis heteroseksuel kvinde, lesbisk, queer, pre-opereret T-kvinde til heteroseksuel mand, bøsse, ‘transfag’, biseksuel T-mand osv.
Transseksuel og transkønnet:
‘Transseksuel’ er en betegnelse, som i slutningen af 1940erne og begyndelsen af 1950erne blev udviklet inden for et psyko-medicinsk system til diagnose og behandling af personer med et ønske om medicinsk/kirurgisk at modificere deres kønslige udtryk og juridiske status. Betegnelsen har altså sit udspring i og fortsatte anvendelse inden for et psyko-medicinsk behandlingssystem, hvorfor nogle transpersoner ikke ønsker at anvende den om sig selv.
Desuden er transseksuel en direkte oversættelse af den engelske betegnelse ‘transsexual’, hvilket kan give anledning til en række misforståelser og fejlfortolkninger såsom transseksualitet som en ekstrem afart af homoseksualitet eller lignende. Hvor begrebet ‘sex’ på dansk udelukkende klæber til seksualitet, betegner ‘sex’ på engelsk som bekendt både biologisk køn og seksualitet, hvorfor ‘transseksuel’ netop signalerer en bevægelse på tværs af eller imellem køn. Mens nogle netop af disse grunde fravælger betegnelsen, er der andre, som fortsat finder den dækkende og benytter den til at signalere, at man ønsker at gennemgå/har gennemgået en række medicinske interventioner for at opnå fuld social og juridisk anerkendelse og genkendelse som mand/kvinde.
Inden for en engelsk-amerikansk såvel som en skandinavisk aktivistisk, policy-baseret og forskningsmæssig sammenhæng er der en overvejende tendens til at benytte betegnelsen ‘transkønnet’ (på engelsk ‘transgender’) frem for ‘transseksuel’ som en platform eller en parablybetegnelse, hvorfra kampen for synlighed og anerkendelse kæmpes.
‘Transkønnet’ favner således bredt og inkluderer en lang række personer, der af forskellige årsager ikke ønsker eller har mulighed for medicinske indgreb – og personer, som identificerer sig inden for et udvidet kønsligt spektrum, der ikke nødvendigvis kan gribes med betegnelserne mand/kvinde.
Det dækker således over personer, som ikke identificerer sig med det køn, de er tildelt ved fødslen. Som Susan Stryker pointerer i bogen Transgender History fra 2009, kan ‘transkønnet’ betegne »the movement across a socially imposed boundary away from an unchosen starting point – rather than any particular destination or mode of transition«.
Betegnelsen transkønnet er således også det T, som indgår i de mange LGBT-bevægelser, der er verden over, herunder også foreningen LGBT-Danmark.
Hvorvidt transpersoner burde benytte den ene eller anden betegnelse – og om hvorvidt transseksuelle var tilstrækkeligt repræsenterede inden for den mere overordnede betegnelse transkønnet eller LGBT – har dog været genstand for en række interne kampe.
Julia Serano opridser forskellige synspunkter og aspekter af disse definitions- og identitetskampe på sin blog. Serano argumenterer dog for nødvendigheden af, at transpersoner (transseksuelle eller ej) politisk mobiliserer sig under parablybetegnelsen transkønnet.
Kønsskifte og kønskorrektion:
Fra lovgivningsmæssig side benyttes hovedsagelig begreber som ‘kønsskifte’ og ‘kønsskifteoperation’, mens transforskere og –personer oftere taler om ‘transition’, ‘kønskorrigering’, ‘kropsmodifikation’ eller ‘at blive synlig mand/kvinde’.
Dette gør man bl.a., fordi begrebet kønsskifte antyder, at man som transperson befinder sig helt og holdent i den af samfundet tildelte kønskategori for derefter pludseligt (og alene pga. operation, hormonbehandling og navneskift) at skifte helt og holdent til en anden.
Dels stemmer dette dårligt overens med mange transpersoners oftest årelange erfaringer med at leve som det køn, de identificerer sig som, forud for eventuelle officielle ‘skifte’, ligesom transitionen for mange er en langvarig social og medicinsk/kirurgisk proces, hvor man langsomt skifter kønslig udtryk og status. Dels kan begrebet kønsskifte understøtte forestillingen om, at ikke-transkønnede forskelsløst og uden problemer legemliggør en overensstemmelse mellem kropstegn og kønsudtryk.
Begrebet ’skift’ kan således medvirke til at opretholde en heteronormativ diskurs’ diktat om, at man ikke reelt kan befinde sig imellem eller på tværs af disse kategorier eller kan legemliggøre et andet køn, end det man tildeles ved fødselen uden at gennemføre visse institutionelt sanktionerede overgangsritualer.
I Danmark er Sexologisk Klinik udpeget som den instans, der skal foretage den psykologiske evaluering af transkønnede, tilbyde og monitorere hormoner og operationer samt anbefale hvem, der kvalificerer til et navneskifte og et juridisk kønsskifte.
Der findes ikke i Danmark en egentlig lov om kønsskifte, hvorfor transkønnede i praksis søger om tilladelse til kastration i henhold til den sterilisations– og kastrationslov, som indførtes i 1929 med henblik på at forebygge seksualforbrydelser. Der har i de senere år været en massiv kritik af den danske lovgivning på transområdet og ikke mindst af Sexologisk Kliniks forvaltning af selvsamme.
Læs Betina Hvejsels kritik af det danske sundhedsvæsens behandling af transseksuelle
Læs Tobias Rauns artikel »Er Danmark de transkønnedes paradis?«
Som Raun argumenterer for, bryder Danmark på en række punkter menneskerettighederne. Mest graverende er dog den tvungne kastration, der i særdeleshed for transkvinders vedkommende involverer en omfattende og risikabel operation, hvor organer bortopereres uden at dette tjener et sundhedsmæssigt hensyn eller nødvendigvis ønskes af transpersonen selv. For en transmands vedkommende betyder dette, at han kan have været på hormoner i adskillige år samt have fået diverse operationer, således at han er ‘genkendelig’ som mand. Men i rødbedepasset og på det gule sygesikringskort kan han ikke få lov til at stå anført som mand, før han fratages muligheden for at reproducere sig. Dette indgreb gør ham selvsagt ikke mere synlig som mand, lige som det heller ikke tjener et direkte sundhedsmæssigt hensyn for den transkønnede.
De nævnte kritikker manifesterede sig for alvor til en høring på Christiansborg i marts 2011 om transkønnedes forhold i Danmark arrangeret af Trans-Danmark og LGBT-Danmark. Samme forår var der ligeledes demonstrationer mod, at Janice G. Raymond og Julie Bindel var inviterede som hovedtalere på den internationale anti-prostitutionskonference “Grosse Freiheit”, da de begge er kommet med stærkt nedsættende udfald mod transpersoner.
Læs artiklen »Transfobe hovedtalere på anti-købesex-konference«
Flere forskellige fløje og interessegrupper samledes om at protestere mod »hele konferencen som bidrager til stigmatisering af sexarbejderne, og mod tilstedeværelsen af de to extreme transfober, Bindel og Raymond«, som Elizabeth Japsen formulerer det i et blogindlæg.
Som anden feministisk og aktivistisk forskning er transforskningen vokset frem, udviklet og drevet af social indignation og i samspil med aktivistiske og politiske bevægelser. Det er hensigten, at seminarerne på Københavns Universitet og Institut for menneskerettigheder, såvel som det temanummer af Kvinde, Køn & Forskning, som vi har redigeret, skal medvirke til at synliggøre disse udviklinger og nuancere de problematikker og temaer, som gør sig gældende på trans*området i og uden for akademia.
Artikel er et omskrevet uddrag af indledningen til Kvinde, Køn & Forskning, nr. 3-4, 2011 og bringes her med forfatternes tilladelse.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96