Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Finanslov og finanslovsaftale 2012: (Mere) Positiv forskel til VKO s finanslov, men ....

30. november 2011 - 13:41

Finanslov og finanslovsaftale 2012: (Mere) Positiv forskel til VKO s finanslov, men ....

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Henrik Herløv Lund

Finansloven for 2012.

Med finansloven gennemføres i 2012 en nye initiativer til i 2012 ialt5 9,5 mia. kr og i 2013 op mod 14 mia. kr.

Disse ”nye initiativer’ består navnlig i en række forslag på enkeltområder:

Fattigdom: Fattigdomsydelser afskaffes (starthjælp, introduktionsydelse og kontanthjælpsloft) og loft over børnefamilie og ungeydelse afskaffes.

Uddannelse: Den tidligere regerings SU besparelser og deltagerbetaling på AMU – kurser fjernes, etablering af ekstra praktikpladser og skolepraktikpladser. Besparelser på elevstøtte til efterskoler annulleres.

Beskæftigelse: Der gennemføres en indsats mod social dumpning og en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden. Besparelser på beskæftigelsesindsatsen forlænges. Kontanthjælpsmodtagere får ret til ferie.

Sundhed: Flere midler fra satspuljen til psykiatri. Skattefradrag for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer afskaffes. Sundhedsafgifter forhøjes.

Forebyggelse: Den tidligere regerings besparelser på forebyggelsesfonden annulleres. Der indføres en arbejdsskadeafgift. Bedre normeringer i dagtilbud: Der ansættes1500 flere pædagoger i daginstitutioner for børn.

Integration og retspolitik: Pointsystem afskaffes. Asylkrav lempes. Asylansøgere kan bo udenfor centrene. Knivlov lempes og kriminel lavalder forhøjes igen fra 14 til 15 år. U- landsbistand: Udviklingsbistanden bringes op på 0,83 % af BNP.

Finansielt: Kontrollen af multinationale styrkes og der indføres en afgift på reklametryk. Nedsættelse af en kommission til undersøgelse af finanskrisen.

Hvad angår den økonomiske politik lægges ifølge finansloven op til en såkaldt ”kickstart af dansk økonomi”. Herudover lægges op til, at de offentlige udgifter - udover investeringer - i 2012 skal øges med i alt ca. 9,5 mia. kr. Heri er indeholdt en række øgede udgifter til overførsler, navnlig vedr. fattige, hvortil ydelserne forøges med i alt 1.066 mio. kr. Ekskl. disse udgør stigningen op mod 8,5 mia. kr. Det offentlige forbrug udgør i finanslov 2011 i alt 517,5 mia. kr i årets priser eller 525, 2 mia. kr i 2012 priser. I forhold hertil svarer stigningen - korrigeret for løn og prisstigninger- efter finanslovsaftalen til en realvækst på omkring 0,6 %, hvor VK – regeringens finanslovsforslag fra august 2011 opererede med en realvækst på omkring 0,4 %.



Bedre opfyldelse af oppositionens valgløfter efter finanslovsaftalen med Enhedslisten.

Samlet vurderet må det anerkendes, at SRSF allerede med deres forslag til finanslov for 2012 – på en række enkeltområder bestræbte sig på at vise ideologisk kant til den tidligere VK – regering og det tidligere VKO – flertal.

Det gjaldt ikke mindst gennem afskaffelse af fattigdomsydelser, fjernelse af loft over børnecheck, afskaffelse af fradrag for sundhedsforsikringer, flere ressourcer til skattevæsenets kontrol af multinationale samt ophævelse af pointsystem.

Gennem finanslovsaftalen med Enhedslisten er disse forbedringer i forhold til VKO blevet gennemført, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis Løkke var fortsat. Tilmed giver finanslovsaftalen mellem SFSF og Enhedslisten en række yderligere forbedringer: 0,5 mia. kr. til bedre normering = 1500 flere pædagoger i daginstitutionerne, større grøn check til laveste indkomster som kompensation for afgiftsforhøjelser, bedre kontrol i forhold til danske virksomheder overholder lovgivning ved brug af udenlandsk arbejdskraft, gennemsnitligt loft på 28 elever for klassekvotienter i gymnasierne og ferie til kontanthjælpsmodtagere.

Med finansloven 2012 er der efter finanslovsaftalen - måske også under indtryk af løftebrudskritikken – dermed tale om en bedre opfyldelse af oppositionens valgløfter og en klarere positiv forskel imellem SRSF – regeringen og VKO.

Og som noget også vigtigt viser forhandlingsforløbet og finanslovsaftalen, at SRSF har en reel samarbejdsmulighed til venstre som alternativ til at samarbejde med Løkke og Co.

Samtidig vokser træerne dog ikke ind i himlen, idet en række vigtige mærkesager for S + SF fra før valget ikke er indfriet på finansloven for 2012, bl.a. Afskaffelse af varighedsbegrænsning på sygedagpenge, tolærerordning og loft over klasekvotienter i folkeskolen, løft af behandling af kræft og hjertesygdomme på sygehuse og lavere takster på kollektiv transport.

Den overordnede økonomiske politik, herunder skat og velfærd, i Finansloven.

Også indenfor den økonomiske politik er der enkeltområder, hvor SRSF med finansloven gør en positiv forskel i forhold til VKO. Det er gennemføres et om end begrænset velfærdsløft og til finansiering heraf forhøjelser af giftskatter og afgifter på usunde fødevarer og ophævelse af fradrag for sundhedsforsikringer. Det er også positivt at skattestoppet ophæves og at stykafgifter fremover pristalsreguleres.

Alligevel tegner det samlede billede af den overordnede økonomiske politik i hovedsagen til en videreførelse af VKO s borgerlige økonomiske politik.

Hvor S + SF i ”Fair Løsning” ville gennemføre omfattende skatteforhøjelser, som netop skulle finansiere det tilsigtede velfærdsløft, synes skatteforhøjelser fremover primært at skulle omdirigeres til at letten skatten på arbejde, herunder ikke mindst i topskatten. Og hermed bliver der logisk nok langt mindre til at forbedre velfærden end S + SF fremlagde før valget.

Velfærdsløftet fra ”Fair Løsning” er stærkt amputeret og den stramme udgiftspolitik overfor kommunerne tegner til at blive videreført med fortsatte kraftige besparelser i velfærd og stillinger til følge.



Kickstart kontra krise

Endelig vil regeringen – for at holde hånden under arbejdsmarkedet – i lyset af risikoen for fornyet international økonomisk tilbagegang iværksætte en ”omfattende kickstart af dansk ”. Kickstarten skal suppleres af en grøn støtteordning til energirenovering af egen bolig, der skal køre i 2013 og 2014, hvortil der afsættes 500 mio. kr årligt. Selve kickstarten består ifølge finanslovsteksten af ”Fremrykning og igangsættelse af offentlige investeringer” for i alt 18,75 mia. kr i 20.12 og 2013. De fremrykkede og igangsatte investeringer angives at styrke beskæftigelsen med omkring 9.000 personer i 2012 og 12.000 personer i 2013, i alt 21.000 personer og skønnes at styrke væksten med op til 0,5 % årligt.


Der vil i forhold til de økonomiske udsigter være rigtig god brug for en kickstart. Finanskrisen er langt fra overstået. Den økonomiske rystelse i den vestlige verden har været så dyb, at krisen langt fra er overstået – den flytter blot i stedet rundt. Lige nu den offentlige økonomi, som er hårdt ramt af de store underskud og gældsættelsen, som krisen har kostet. Mange steder i den vestlige verden har det medført kraftige besparelser.

Og som udviklingen i Danmark, EU og USA i 2011 viser, så slår de offentlige besparelser og gældskrisen nu tilbage på samfundsøkonomien og det finansielle system og truer med et nyt dyk og med mere vedvarende at holde væksten tilbage i årevis. Det er ikke mindst gældsproblemerne i EU – og i USA - og i EU navnlig den skærpede gældskrise omkring Grækenland og Italien, der er drivkraften heri. Dette må ikke mindst forventes at slå stærkt negativt tilbage på dansk økonomi via et dyk i eksporten.

Det må på den baggrund forventes, at væksten i Danmark i 2012 og 2013 vil falde til under 1 % og at ledigheden vil stige stærkt fra en aktuel bruttoledighed omkring 170.000 til omkring eller over 200.000 personer. Hermed vil også statsunderskuddet stige til over 100 mia. kr de nærmeste år.

Ikke nok ”kick” i starten.

Dette skyldes for det første, at det reelle omfang af fremrykningen af offentlige investeringer er en del mindre end det angiveligt fremstår i finansloven for 2012. Dette hænger sammen med, at en række af de medtagne investeringer i virkeligheden IKKE fremrykket. Reelt er der fremrykket for 10 mia. kr, som er "pyntet" med allerede igangværende tiltag for yderlige 8,5 mia. kr. Samtidig viser erfaringerne, at investeringernes afløb reelt må forventes at strække sig over mindst 3 år.

Samtidig står Danmark – som beskrevet foran - pga. det internationale nedsving står overfor en halvering af væksten og en forøgelse af bruttoledigheden fra omkring 170.000 til op mod eller over 200.000 altså med omkring 30.000 – 40.00.


Heroverfor er en merbeskæftigelse over 3 år på højst 20 og reelt snarere 12-13.000 personer langt fra tilstrækkeligt til at forhindre en stor stigning i bruttoledigheden, navnlig i 2012. Og dermed vil den heller ikke have nævneværdig effekt på underskuddet på de offentlige finanser i første omgang.


Der er således brug for en kick – start, der i højere grad modsvarer det, som S+SF gik til valg på, nemlig at skabe vækst gennem fremrykning af offentlige investeringer for 10-15 mia.+ gennem øget offentligt forbrug for 20 mia. samt endelig gennem straksafskrivninger i virksomhederne for også 10 mia. Altså i alt vækstfremme for omkring 40 mia.

I forhold hertil er vækstpolitikken i udspillet til finanslov for 2012 stærkt amputeret. Fremrykning af offentlige investeringer består, men straksafskrivninger i virksomhederne er væk og forøgelsen af det offentlige forbrug er reduceret til i omegnen af 8 mia. kr fra de 20 mia. kr. årligt i ”Fair Løsning”. Altså er vækstfremme reduceret til under 20 mia. dvs. under det halve. Herudover forventer regeringen godt nok på basis af den tidligere regerings skøn, at der vil blive udbetalt efterlønsbidrag for 17 mia. kr. i 2013,men dels ved ingen hvad det bliver og dels må det forventes at store dele heraf blot vil blive overflyttet til andre pensionsopsparinger og beskæftigelseseffekten heraf tilsvarende ringe.

Når gældskrisen rammer Danmark, risikerer den nye regering derfor at stå relativt magtesløse, fordi den ikke har effektive vækstinitiativer at sætte imod, hverken stigningen i ledigheden eller i statsunderskuddet. Og regeringen har i regeringsgrundlaget prioriteret balance på de offentlige finanser og at overholdelsen af EU kravene højt. Men har den ikke øgede indtægter gennem bedre beskæftigelse og/eller højere skatter at sætte imod dette stigende statsunderskud, kan overholdelsen heraf kun sikres ad en vej: Endnu stærkere besparelser end hidtil planlagt.

Derfor er der risiko for, at regeringen af sin egen højrefløj og af de borgerlige vil blive presset til at gennemføre ekstraordinære velfærdsbesparelser. Dvs. at gå fra nulvækst for velfærden til direkte negativ vækst for velfærden i kommunerne. Så handler det ikke mere om at stoppe realvæksten, så skal budgetterne også nominelt skæres ned – og medarbejdere fyres.

Hertil kommer, at nok især de Radikale har fået indføjet omfattende udbudsøkonomiske reformer, herunder VKO´s tilbagetrækningsreform og dagpengereform, som i de kommende år skal forøge arbejdsudbuddet med op mod 195.000 personer. Udover de velkendte 135.000 i øget arbejdsudbud fra efterløns og dagpengeforringelser skal yderligere reformer herudover forøge arbejdsudbuddet med op mod 60.000 personer.


Men med økonomiske udsigter til lavvækst så langt øjet rækker risikerer det snarere at give øget arbejdsløshed og stigende statsunderskud.

Henvisning:

Dette notat udgør et resume og sammenfatning af rapporten af samme navn på 35 s. Heri findes dokumentation, illustrationer og noter.
www.henrikherloevlund.dk/art...

Rapporten er udsendt med nyhedsbrevet KRITISKE ANALYSER. Vederlagsfrit abonnement på månedlige nyhedsbreve kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Analyserne kan downloades fra hjemmesiden www.henrikherloevlund.dk under ”Artikler og rapporter”

Redaktion: 
Politisk Økonomi

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96