Retten til undergrunden tilhører suverænt samfundet, repræsenteret ved den danske stat. De fleste stater har her for at maximere de statslige indtægter herfra benyttet sig af et stærkt statsligt olieselskab og/eller udbud mellem private selskaber. Derfor er det besynderligt, at A. P. Møller i Danmark – for et gebyr på 40 kroner - i 1962 fik eneretsbevilling til at efterforske og udvinde olie- og gas frem til 2012. Det skete med henvisning til at bevare ressourcerne på danske hænder, hvorefter Mærsk afhændede 2/3 af bevilling til to udenlandske multinationale selskaber (Shell og Chevron), som blev partnere med Mærsk i Dansk Undergrunds Consortium.
I takt med olieprisernes stærke stigning fra 70´erne og fremefter forsøgte socialdemokratiske regeringer at stramme beskatningen. Den var dog ikke særlig effektiv, da en af regeringen nedsat kommission (Kulbrinteudvalget) foreslog at indføre en beskatning, som sikrede olieselskaberne en normal forrentning, men inddrog overnormale profitter. Planen blev imidlertid aldrig til noget, fordi VK – regeringen ved økonomi – og erhvervsminister Bendt Bendtsen i stedet indgik en aftale, som nok øgede beskatningen her og nu, men på længere sigt sikrede olieselskaberne et fedt udbytte af kommende olieprisstigninger. Som der som bekendt har været mange af siden.
Det må anerkendes, at den danske stat har tjent ganske mange penge på olien fra Nordsøen. I form af skatter, afgifter og overskudsdeling er indtægterne de seneste 10 år løbet op i alt 214 mia. kr.
Men det er i endnu højere grad tilfældet for olieselskaberne. at nordsøaftalen har sikret Mærsk og partnere i DUC en forrentning på 5 til 6 gange markedsrenten, takket være, at olieprisen er 5 doblet siden aftalens indgåelse. Det er op til 30 % højere end i andre brancher.
Penge, som ville have været til det offentliges disposition, hvis man havde gennemført kulbrinteudvalgets forslag om blot at sikre olieselskaberne en ”normal” profit. Nærmere bestemt har tænketanken Concito beregnet , at det danske samfund har mistet 75 mia. kr. i skatteindtægter i forhold til den i Kulbrinteudvalget i 2001 foreslåede højere beskatning.
Ikke desto mindre er der i aftalen en såkaldt kompensationsklausul, som skal beskytte DUC mod fremtidige forhøjelser af beskatningen.
Årsagen til at aftalen i den grad favoriserede Mærsk fremfor det offentlige er flere: Mærsk er en gigant i dansk økonomi og at der har været et element af erhvervsstøtte i Nordsøaftalen er givet. Endvidere giver stor økonomisk betydning selvfølgelig en meget stor politisk indflydelse. Der har formentlig derfor også været tale om en politisk ”vennetjeneste” til de Konservatives og Venstres gode ”allierede” i A.P. Møller, som sikkert til gengæld har ydet rigelige bidrag til de to borgerlige partiers partikasser og valgkampe. Til gengæld fik samfundet/det offentlige/staten for lidt ud af Nordsøaftalen. For Nordsøaftalens forgyldning af Mærsk og Co modsvares jo af en tilsvarende mindreindtægt hos det offentlige. Nærmere bestemt 75 mia. kr.
Regeringen og Klima – og Energiminister Martin Lidegaard må på den ene side anerkendes for overhovedet at bryde mange års tabu om overhovedet at diskutere aftalen. I samme åndedrag må det dog bemærkes, at klimaministerens udmeldinger om formålet har været tvetydige. På den ene side er der peget på, om staten kunne have fået flere penge ud af aftalen og at man ” bør reparere, hvis der er noget at reparere” samt at kompensationsklausulen ikke bør give DUC ret til erstatning for højere beskatning helt til 2042. På den anden side har ministeren kategorisk erklæret at stå ved aftalen, hvilket er at overgive sig til Mærsk nåde og forgodtbefindende om frivilligt at gå med på ændringer. Og han har talt om at ”aftalen er god” og at formålet med at tage aftalen op til eftersyn er at ”dræbe myter” (om det modsatte)
Det første mulige scenario for udfaldet af ”servicechecket" indebærer, at der i klima og energiministerens åbning for ”reparation af aftalen” ligger, at man faktisk vil gøre et seriøst forsøg overfor A. P. Møller på at få hevet nogle flere penge hjem. Det burde i yderste tilfælde indebære, at man er villig til at bryde aftalen. Når staten årligt får 10 mia. kr. for lidt ind på aftalen, ville det som anført efter nogle år have tjent sig ind igen. Herved ville samfundet få et betydeligt større udbytte af olieudvinding i stedet for at pengene i dag går til de multinationale olieselskaber som superprofitter.
Det andet mulige scenario er, at eftersynet af Nordsøaftalen er et politisk stunt, som primært skal munde ud i, at der ikke KAN laves nogen ændringer (pga. kompensationsklausulen) samt måske dokumentere”, at der heller ikke er grund hertil. Formålet kunne altså fra Radikales side være at stoppe et holdkæft bolsje i munden på utilfredse med aftalen blandt S + SF s vælgere samt ikke mindst på Enhedslisten: ”Nu har vi prøvet, men vi kunne altså ikke komme nogen vegne, så nu må diskussionen om Nordsøaftalen altså stoppe.”
Et tredje muligt scenario er,at regeringen går efter en mere kosmetisk ændring af Nordsøaftalen. Det kunne bestå i en beskatning efter norsk mønster, hvor beskatningen på den ene side er højere (78 % mod i Danmark i dag 60 %), men hvor der til gengæld er fradragsret i beskatningen for foretagne investeringer til olieudvinding. Hermed hæves beskatningsprocenten, men for selskaberne vil det næppe hæve den effektive beskatning i forhold til i dag væsentligt, idet fradragene i modsætning til i dag ville nedsætte den effektive skatteprocent, så den formentlig ville ende omkring de nuværende 60 %. Eller måske endda under afhængig af, hvor store investeringer selskaberne foretager. Staten ville formentlig ikke få flere penge ud af beskatningen af Nordsøolien i forhold til i dag. Men ville dog få den fordel, at skatteprocenten afhænger af, at selskaberne faktisk investerer og øget produktionen.
Men der ville for den danske stat dog give en vis fordel, at man får sikkerhed for, at en større del af DUC s overskud investeres i øget olieproduktion fra Nordsøen. I modsætning til i dag hvor pengene fra Nordsøen i dag ryger lige i olieselskabernes kasse uanset om de investerer i fremtidig produktion. Og med større investeringer, ville der formentlig på længere sigt komme en større produktion og dermed et større volumen i de danske skatteindtægter fra Nordsøen. Det er dog en klart ringere løsning end at omgøre aftalen og hæve beskatningsprocenten, idet staten herved ville få et langt større provenu ud af ændringen.
Der vil være god brug for at der kommer flere penge fra olien til det danske samfund. Vi har som bekendt både en stor arbejdsløshed og et stort statsunderskud. Mærsk direktør Niels Smedegaard Andersen har her gjort sig til talsmand for, at der ikke er råd til velfærden og at det offentlige burde spare 5- 10 % af udgifterne. Det var nok så indlysende i stedet at starte med at Mærsk og partnere betaler den skat de burde. At der i hvert tilfælde kom noget mere til det danske samfund ud af Nordsøolien.
Hertil kommer, at Danmark for at leve op til sine forpligtelser i henhold til EU og egne mål om at reducere udledningen af CO2 stærkt indenfor de nærmeste årtier vil have brug for at store beløb til nødvendige investeringer i og støtte til energirenovering, energieffektivisering og omstilling fra energiproduktion baseret på fossile brændstoffer til vedvarende energi.
Denne grønne omstilling fra sorte energikilder vil kræve store beløb i de kommende årtier. Hvad ville være mere passende end at de midler kom fra øget beskatning af olien.
Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom - cand. scient. adm.
Ikke partitilknyttet medlem af centrum venstre.
Den fulde rapport på 25 sider inkl. dette resume + illustrationer og noter og dokumentation kan downloades på www.henriklherloevlund.dk/ar...
Jeg udgiver to vederlagsfrie månedlige nyhedsbrev: KRITISKE ANALYSER med analyser om samfundsøkonomi, velfærd og neoliberalisme og KRITISKE DISKUSSIONER med debat om SRSF - regeringens politik og om, hvad alternativet er til borgerlig politik?
Prøveabonnement på nyhedsbrevene kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk
Rapporter og artikler kan downloades fra www.henriherlovelund.dk/arti...
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96