Min gamle ven fra Østafrika, Fugle-John, sagde engang noget, jeg ikke har glemt, selvom det var helt tilbage i 60’erne. Vi snakkede om udviklingen efter kolonitiden, hvor de mange, nye stater var opstået bag grænser, fastlagt af koloniherrerne i 1800-tallet. Nu bøvlede de med efterladte, europæiske bureaukratier, med forskellige sprog og stammeslagsmål og havde i dén grad brug for penge, men ingen steder at få dem fra.

”Det er dét med de små, selvstændige bønder,” sagde John. ”Sådan en bondefamilie sidder midt i en ø af mad, de selv dyrker; de betaler ikke skat, for de bruger kun penge i ny og næ på markedet, når handlende ikke vil lave en byttehandel; deres hytter har de selv bygget, og jorden har oldefar erobret i krig.”

De udgjorde flertallet af befolkningen og havde dårlige erfaringer med det, vi andre kalder udvikling. Der kunne være gode og dårlige år, og det skete, at man sultede, men de rigtigt alvorlige tilfælde af hungersnød skyldtes stort anlagte projekter, iscenesat af en eller anden regering langt borte.

I det daglige gjorde de det arbejde, som deres egne og forfædrenes erfaring sagde, var nødvendigt for at være til. Kom der mere ud af det, end de selv skulle bruge, var der altid det lokale marked, hvor man kunne handle sig til de ting, man ikke selv kunne frembringe – såsom sukker, olie, mel – og længere kom man sjældent. Eksportvarer var spild af ressourcer.

”Den lille, selvforsynende bonde er den største hindring for statens udvikling,” som John sammenfattede det.

I de halvtreds år siden da er det moderne skyllet igennem u-landene. Kun de færreste af de gammeldags småbønder havde papir på deres ejendomme – de havde jo ikke købt dem, men arvet dem fra krigeriske forfædre – og hvor jorden var god nok til at tiltrække udenlandske investorer, blev de ofte tvangsflyttet af deres egne regeringer. Omkring de gamle hovedstæder er der, som følge af denne udvikling, opstået enorme forstæder af selvbyggede skure, for de hjemløse skal jo være et sted, og i byen er der muligheder for overlevelse.

Ikke arbejde, som vi forstår det. Industrier var der ikke mange af. De fleste kolonier blev brugt som leverandører af råvarer – der var meget få købere til industriprodukter i u-landene – og handel krævede altid, at man havde penge at investere, om ikke i andet så en butik.

Men der var gader og torve og mange mennesker, som levede i pengeland. De hjemløses børn var nok de første, som fandt ud af at samle ting – vilde planter og frugter, kasserede genstande, som kunne sættes i stand eller bruges til noget helt andet, hjemmelavet legetøj af kasseret metal – og sælge dem billigt til folk i det offentlige rum. Genbrug er ikke noget nyt og grønt, vi har opfundet; det har hørt til hverdagen i tusind år i u-landene.

Kigger man nærmere på alt det, de frække unger løber omkring og vil prakke én på, kan man finde udgaver af mange opfindelser, vi andre tror, vi har gjort - ikke computere eller a-bomber, bevares, men små hverdagsting. Måske betyder ordet udviklingslande ikke helt det samme dér som her? Elendighedens børn udvikler faktisk enorme mængder af brugbare ting og måder at lave dem på.

Det mener amerikaneren Robert Neuwirth, som har skrevet flere bøger om de år, han har boet i slumbyerne udenfor Nairobi, Rio de Janeiro, Istanbul og Mumbai. Den seneste er netop udkommet og hedder Stealth of Nations: The Global Rise of the Informal Economy. ”Informal” kan bl.a. betyde uofficiel og folkelig og er et høfligt udtryk for sortbørs.

Hvad der i begyndelsen gjorde størst indtryk på ham, var den almindelige stemning af travlhed og fællesskab. Han havde forventet håbløshed, men oplevede, at næsten alle var i gang med alt muligt, og lod til at gå stærkt op i det. Det var jo naturligt, når først man fik øje på det og gav slip på sine fordomme: man kunne ikke overleve sådan et sted uden at arbejde, og eftersom der ikke var nogen til at aktivere én, måtte man selv finde på noget. De nødvendige færdigheder kunne man få ved at få lov til at hjælpe nogen, som gjorde noget interessant, og hvis man var dygtig, faldt der før eller siden noget af til én for indsatsen. Skoler var der jo ikke: alt blev lært igennem selve arbejdet. De vakse, som kunne både opfatte, hitte på og bruge fingrene, kom i gang allerede som små og kunne drive det vidt.

Hvad der begyndte som fattige bønders forsøg på at sælge lidt grøntsager til byboerne har udviklet sig til verdensomspændende økonomi udenfor enhver kontrol af stater eller internationale organisationer, og som ifølge OECD omfatter en arbejdsstyrke på næsten 2 milliarder eller halvdelen af alle arbejdsduelige mennesker på jorden.

Den slags statistikker er altid usikre, fordi det jo handler om folk udenfor det registrerede arbejdsmarked, som hverken er underlagt aftaler, regler for arbejdstid og løn eller betaler skat – og fordi grænserne mellem dem og egentlige kriminelle bander er så svære at finde. Men OECD forudser, at to tredjedele af den globale arbejdsstyrke vil være beskæftiget i sort arbejde år 2020.

Neuwirth skriver: ”Der findes intet multinationalt firma (…) ingen Bill Gates, ingen regering, der kan konkurrere med den form for jobskabelse. I betragtning af dets størrelse, er det meningsløst at tale om udvikling, vækst, bæredygtighed eller globalisering uden at tage højde for System D.”

System D er et udtryk, der stammer fra de fransktalende områder i Afrika, og Caribien. Det kommer af det franske debruillard, som bruges om initiativer, der spreder tågen. Neuwirth bruger det konsekvent om al uofficiel økonomi.

Væksten i System D rejser altså en række udfordringer for traditionel økonomi, erhvervsliv og regering, fordi det udvikler sig udenom rammerne for handelsaftaler, arbejdsret, copyright, produktsikkerhed, regler mod forurening, og et mylder af andre politiske, sociale og miljømæssige politikker.

Samtidig er der så store fordele i det for deltagerne, at enhver idé om at gå imod udviklingen med de eksisterende politiske og økonomiske systemer virker umulig. I Afrika er System D uundværligt mange steder, fordi lovlige virksomheder ikke mener at kunne tjene nok på at lægge mange slags moderne varer ud på markedet, og i starten overlader det til illegale entreprenører. Kina skylder en stor del af sin eksportvækst, at dets virksomheder gerne handler med folk i System D. Paraguay, et af de fattigste lande i Latinamerika, har opnået en fornuftig handelsbalance med omverdenen ved private aftaler om smugling. Generelt spreder systemet teknologi i hele verden til priser, fattige mennesker kan betale.

Hvor stater og byer prøver at privatisere offentlige arbejder og spare på service, træder System D til med affaldshåndtering, genbrug, transport og kloakering. Sommetider sker det efter aftale med lokale myndigheder, der forgæves har forsøgt at få arbejdet gjort af offentlige eller private organisationer, men som regel sker det tilsyneladende af sig selv, når mennesker i System D opdager, at de kan tjene på det. De skal jo ikke betale skat eller overholde et utal af dyre regler og forordninger.

Hvis System D var en stat – Neuwirth foreslår navnet United Street Sellers Republic (USSR) – ville dens BNP være ca. 10 Billioner dollars, og den ville være nummer to på den globale liste over BNP. Opgørelsen er baseret på tal fra 2005. Dét år var USA’s BNP 14 Billioner $, men afstanden mellem den officielle og den skjulte stormagt formindskes for hvert år.

Se mere om Robert Neuwirth på: www.ted.com/speakers/robert_... . Et uddrag af den omtalte bog kan ses på
www.foreignpolicy.com/articl...

En senere artikel vil se nærmere på den voldelige side af sagen.