Noget tyder på, at vi kan anskue politiske og sociale konflikter gennem gæld. Måske har gældssamfundet erstattet velfærdssamfundet, hvor gælden har taget form af kontrol.
I den seneste tid har forskellige kommentatorer og forskere fået en stigende interesse for gæld. Det er ikke overraskende, da gæld spiller en fuldstændig afgørende rolle for de sociale og politiske uroligheder over hele verden.
Den græske stat skylder eksempelvis 15.000.000.000.000 kr. til banker og andre finansielle institutioner. Spanien, Portugal, Irland og andre lande i Europa har lignende problemer.
Gælden er blevet produceret, og den bliver i høj grad fortsat produceret af bankernes og kreditinstitutioners låne-produkter. Renter er prisen på penge, og er i den forstand en nyere form for udbytning, som næsten alle i dag bliver underlagt. Gældens politik styres ikke kun af staterne, men også af de globale banker og kreditinstitutioner. Rentespekulationen kan umiddelbart se ud som bankernes værk. Men det stikker langt dybere. Problemet kan ikke isoleres til kritik af bankerne.
Som bl.a. Ole Bjerg, som er ph.d. ved CBC, på det seneste har beskrevet, må vi betragte gældspolitikken med klassekampens begreber. Ole Bjergs pointe er grundlæggende, at bankerne udbytter sine kunder ved at gældssætte dem. Derfor består den nye klassekamp i relationen mellem skyldnerne og kreditorerne.
En anden pointe kunne være, at middelklassen opstod i Europa under velfærdsstaternes opbygning igennem låneprodukter. Arbejderklassen kunne låne til deres forbrug, således at deres levevilkår blev umiddelbart forbedret. Men pengene var lånte. Gælden kan derfor forstås som et forsøg at udskyde klassekonflikterne til fremtiden, netop fordi lån er fremtidig gæld.
Arbejderklassen tog form af en middelklasse for lånte penge. På lånt tid. Datidens lån til arbejderklassen var en måde, hvorpå kapitalen kunne geninvesteres og konflikterne kunne udskydes.
Den aktuelle krise er måske et udtryk for, at denne udskydelse af de politiske konflikter gennem låneprodukter til parcelhus og privatbilisme ikke kan holde længere. Middelklassens levestandard skal betales tilbage nu. Fremtidens politiske konflikter er blev til nutid gennem gældens politik.
Gælden ligger bedst i borgernes lommer
Den måde gælden er fordelt på i Danmark er meget anderledes end eksempelvis i Grækenland. Den private gæld i Grækenland er meget lav. Det er staten, der skylder pengene.
I Danmark er det anderledes. Den danske stat har offentlig gæld, men ikke på 120 eller 150 procent af BNP. Til gengæld er danskerne de mest forgældede i verden. Forskellen på Grækenlands og Danmarks gæld er altså, hvordan den er fordelt mellem det offentlige og de private husholdninger. Den danske stat har udliciteret eller privatiseret gælden. Den har forskudt risikoen for tabet fra statens anliggende til et privat anliggende. Gælden ligger bedst i borgernes lommer, kunne man sige.
Gæld er kontrol
Det forekommer rimeligt at antage, at det velfærdsstatslige fleksible og højtudviklede videnssamfund har forskudt gælden fra et statsligt centrum til decentraliserede og individualiserede netværk. Alle har gæld i Danmark.
Den danske gældspolitik har taget form af et magtapparat, der har kontrolsamfundet som sit forbillede. Gælden er blevet en del af statsapparatet, men decentralt. Gennem gælden kan livet kontrolleres på individuelt niveau. Gældssamfundet er et kontrolsamfund, der udspringer af en neoliberalisme fra neden. En frivillig individualiseret gældssætning båret frem af civilsamfundet selv.
Har man lånt til en bolig, en bil, et sommerhus, et studielån, en kassekredit, et forbrugslån, er man dog stadig tvunget til at arbejde. Gælden tvinger os til at arbejde i mange år frem. Kapitalen og staten er ikke adskilt, men styrker hinandens positioner.
Et eksempel på neoliberalisme fra neden kunne eksempelvis være andelsboligmarkedet.
I starten af 00’erne deregulerede Fogh-regeringen lånemarkedet, så nye og mere spekulative låne-produkter blev udbudt, samtidig med at det blev muliggjort at låne i sin andelsbolig. Disse nye låne- og gældsætningsmuligheder muliggjorde en ødelæggelse af andelsboligen, der i dag kan sammenlignes med en ejerbolig.
Bevægelsen mod et boligmarked på liberalistiske markedsvilkår, blev dog i høj grad drevet frem af civilsamfundet, der så mulighederne for, at hæve andelskronen og komme til hurtige penge. Det var delvist borgerne selv, der stod for liberaliseringen, med en faderligt hjælpende hånd fra Fogh-regeringen.
At man i mange tilfælde i dag er tvunget til at låne store pengebeløb for at få et sted at bo bliver en form for arbejdstvang.
Gælden tvinger en høj arbejdstid frem, fordi de månedlige udgifter til renteafdrag er enorme. Tilmed er boligboblen i dag sprunget, hvilket betyder, at folk i stigende grad er teknisk insolvent. De kan ikke længere flytte og er tvunget til at arbejde den store gæld af.