... drinks er gratis. Med mindre succes forsøger jeg at socialisere med de omkringsiddende kvinder, som flittigt udfører finger fitness på deres smartphones.

Film-pushere går rundt og snakker med film-pushere, instruktører snakker med festivalarrangører, og resten af gæsterne prøver at se travle ud.

Imellem dem fighter sig en spinkel skikkelse. Hun balancerer med sin drink i hånden og sætter sig ved mit bord.

Varm hilsen og flere formelle spørgsmål og svar på en uformel måde.
Hun er 30 år gammel, Anna Pavlova, selv om hendes ansigt er en meget ung piges ansigt.

Samme dag klokken ti om morgenen har jeg set Theo Solniks film »Anna Pavlova Lives in Berlin«. Underligt og godt tidspunkt at se filmen.

Anna Pavlova. Fra filmen »Anna Pavlova Lives in Berlin«.

En følelse af tømmermænd oversvømmer én, mens man sidder en hverdags formiddag i biografen og ser på unge mennesker, som surfer igennem Berlins gader på jagt efter dagens spænding og mirakel.

For mange biografgængere vil denne film også være vinduet til et af deres egne black outs.

Og dér sidder Anna i Zoo bar, ret anderledes end i film traileren. Stol ikke så meget på film trailere og korte beskrivelser. De kan få dig til nogle gange at blive hjemme.
Jeg var ved at give op, efter jeg havde set traileren.

Endnu en selvforelsket person med storhedsvanvid og ideen om blåt blod, troede jeg. Heldigvis gik jeg i biografen alligevel.

Den her film er ikke en film om en generations forfald. Det er en film om at vokse op, trods miljøet, trods tiden, man lever i. »Anna lives in Berlin«. Det er den eneste konstant i den her ligning, som Anna forsøger at knække.

Vi står foran Zoo bar, og hun ruller en cigaret.
»Vil du prøve at flytte fra Berlin nu, når du prøver at ændre dit liv?«, spørger jeg.
»Nej« , siger hun, »jeg skal holde mig til noget... der skal være noget fast i livet«.

Vi kender alle sammen øjeblikke af klarhed, som kan bryde ud midt i en fordrukken nat. Alt får en dybere mening. Filmen om Anna er et album af klarheds-øjeblikke.

Symbolsk forløsning ved selvfødsel af en personlighed. Anna ligger ved broen og hviler, Anna tager en af sine sidste barnlige gyngeture.
Hun prøver at omfavne eller forføre byen omkring sig. Barnligt ærligt fortæller hun om sine job som flyer-uddeler.

Der er ingen arrogance, som man kunne forvente fra en fra adelig familie.

Ingen tårer om tabt rigdom.

Det synes også som om, Anna ved, hvad der er grunden til alt det kaos, hun har i sit liv. I en følsom scene præget af Annas monolog/dialog med sin babushka Nelly rammer hun så præcis plet, at det gør ondt.

Men hun har overskud til at tilbyde sin kærlighed til babushka Nelly. Bemærk Annas brug af navne og titler. Nelly kan til at starte med være kun Nelly. At blive kaldt babushka er noget, man skal fortjene sig til.

»Hvem er jeg?« - er er spørgsmål, Anna stiller sig selv. »Ingen«, svarer hun selv.

Hun beskytter sig skiftevis ved at rose sig selv, men er også klar over, at familiens ædle navn ikke giver hende personlighed. Det er noget, hun skal kæmpe for selv.
Hun kræver ikke så meget, er altid klar at give mere, end hun har fået.

Alligevel er hun klar til at tage sig selv i forsvar, når hun synes. at andre er gået over grænsen. For eksempel revser hun instruktøren Theo for at komme til hendes fødselsdag uden blomster. Og hun siger klart til ham, at han fik lov til at filme hende, men ikke at instruere hende.

Til slut - scenen som giver optimisme - er morgenscenen efter fødselsdagen, hvor hun møder Erkan på gaden. »Hvem er du?« bliver hun ved at spørge. Erkan synes at være mere interesseret i hende som muligvis »falden kvinde«, nem at samle op.

Men Anna bliver ved at stille sit spørgsmål og giver ham ret lang snor. Men til sidst ved hun, hvordan hun skal forsvare sig, hun bliver ikke lammet.

Erkan flygter ned ad gaden i en komisk up-side-down situation, mens Anna skælder ham ud.

Anna vil helst møde andre menneskers sjæl, ikke kun kød. Det er dër, hvor man kan se, at det er ved at lykkes for hende. Hun er ved at samle op på krop, sjæl, navn, familiehistorie og holde alt det i sig selv: Anna Pavlova, som bor i Berlin.

Hvis du får chance for at se filmen, så gør det.
Vi mennesker har altid været tiltrukket af at se på, hvordan andres uskyld blev tilsmudset.

Men prøv at se filmen som fødsel og ikke forfald. Når et menneske er på vej ud af verden, ender det ofte på en meget ren og klinisk måde, vasket og lagt på rene lagener.

Når et menneske fødes, sker det i en blanding af skrig, grin, spyt, tårer, blod, sved, skidt... Og det er det, som sker i filmen her.

Tillykke med den førstefødte! Det er Theo Solniks debut. Oven i købet er der kun brugt et tusind euro på den. Efter sigende er det meste af det brugt på forplejning af holdet (læs: til øl og boblevin).

Fødslen skulle også fejres, mens den var i gang. Det hjalp med til at dulme smerten.

»Anna Pavlova Lives in Berlin« Instruktør Theo Solnik. Tyskland 2010. 80 min.

Læs også om filmen her.