Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Kom med i mørket

3. november 2011 - 16:01

Kom med i mørket

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ronja Pilgaard

FOROMTALE: I mørket er alle katte grå, lyder det gamle ordsprog, men sådan forholder det sig ikke hos CPH:DOX. Med cirka 200 film på programmet er festivalen ikke bare større end nogensinde, den rammer også både bredt og smalt.

I dag skydes CPH:DOX i gang med blandt andet filmen »Above The Heart«, der handler om kødproduktion. Senere vises filmen på festivalen på Flæsketorvet i Kødbyen.

Sådan er det med CPH:DOX. Sære steder, sære film og sære oplevelser, som du ikke ville have mulighed for at se andre steder.

Hvad har for eksempel klubscenen med dokumentarfilm at gøre? Det har Marianne Lentz fra CPH:DOX et godt bud på:

– Vi vil gerne bryde grænserne ned mellem film, kunst og musik. Det bliver blandt andet gennem audio visuals, hvor der bliver lavet et samspil mellem kunstnere og musikere.

Umulige kulturmøder

Men allerede i et år har et arrangement tilknyttet årets festival været i gang.
Med initiativet DOX:LAB, skulle nye talenter nemlig findes.

Unge talentfulde skandinaviske instruktører kunne blive parret med en instruktør fra et ikke-skandinavisk land, for at drage ud og filme i det ikke-skandinaviske land.

– Det er en form for udforskning af kulturudvekslingen, så der opstår kulturmøder, som giver udfordringer til instruktørerne. Det er blandt andet blevet til filmen fra Bhutan, »Layers of Fog«. Carolin ville aldrig have haft mulighed for at lave denne film, hvis hun bare var taget til Bhutan alene med et turistvisum, fortæller presseansvarlig Marianne Lentz.

JPEG - 103.1 kb
Fra »Layers of Fog«.

Læs mere om filmen om den bhutanesiske pige, der stiller op til X-Factor her.

– Ud af DOX:LAB har vi også fået filmen »Three Stories of Life, Love and Death« fra Syrien, hvor instruktørerne oplevede, at filmholdet blev overvåget. Overvågningen tiltog, og produceren måtte gå under jorden, og Lilibeth Cuenca, der sammen med Nidal Hassan har lavet filmen, måtte slette al mailkorrespondence og gemme sit manuskript. Nidal er nu gået under jorden, og vi ved ikke, om han kan komme herop og deltage i en paneldebat, vi har planlagt, fortæller hun.

Det arabiske forår

På festivalen er der fokus på fortællinger fra landene omkring det arabiske forår. Med filmserien »Free Radicals« sætter festivalen fokus på lande som Syrien, Bahrain og Egypten.

Se mere om Free Radicals her.

– Det er blevet til 12 film, som både går bag om oprørerne og kigger på baggrunden for de opstande, der har præget den arabiske verden. Det kan man for eksempel se i Omar Shargawis »½ Revolution«. Her filmede de på gaderne i Cairo, da revolutionen brød ud. Man ser, hvordan folk dør omkring dem, men det er iscenesat meget rørende i klipningen. Det føles faktisk som om, man er der, fortæller Marianne Lentz.

En streg i regningen

Men det er ikke alt, som bare har kørt på skinner for festivalen. Mads Brøggers »Ambassadøren« måtte i sidste øjeblik fjernes fra den store hovedkonkurrence DOX:AWARD. Det skete efter manglende koordination mellem CPH:DOX og verdens førende dokumentarfestival, IDFA, der foregår i Amsterdam.

– Vi måtte tage den af konkurrencen, fordi den store hollandske dokumentarfestival IDFA valgte den som hovedfilm. De har skærpet kravene til, hvilke film de gerne vil have, fortæller Marianne Lentz

Læs artiklen »Festival fjerner Ambassadøren« her.

Trailerpark og kærlighed

Med alle disse muligheder kan det godt blive svært at vælge, hvad man skal bruge tid og penge på ved den omfattende festival, men Marianne Lentz har i hvert fald en klar favorit:

– Det er »Bombay Beach«. Den er nomineret i hovedkategorien, DOX:AWARD. Bombay Beach er navnet på en trailerpark i Florida, USA. Her får vi lov at følge forskellige karakterer. Vi møder for eksempel en familie og en gammel mand, der har boet der i evigheder. Det er sådan set bare et portræt af white trash trailerparkliv. Men det er så smukt. Instruktøren formår at portrættere mennesker med varme og kærlighed – helt fantastisk.

JPEG - 103.4 kb
Fra »Bombay Beach«.

CPH:DOX løber fra 3. til 13. november og kan opleves i biografer over hele København.

Se også denne trailer for den amerikanske docu-thriller »Better This World«, som vises på festivalen. Den handler om to barndomsvenner, som efter en tumultarisk demonstration anklages for terrorisme:

Se programmet for CPH:DOX og meget mere her.

Redaktion: 
Modkultur

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96