EU´s redningsplan.

Indholdet af den netop vedtagne redningsplan for eurozonen er følgende:

Græsk gældseftergivelse:

Europæiske banker skal eftergive 50 % af de penge, som Grækenland skylder dem. Det er uklart, om det er oveni eller inklusive de 21 % som sommerens aftale vedr. ny græsk hjælpepakke indebar. Det har været anført, at det – i hvert fald i første omgang – skal ske som en reprofilering dvs. gennem frivillig aftale med bankerne. Frivilligheden er et forsøg på at forhindre på at forhindre, at forsikringer mod tvungen gældsnedskrivning – kaldet Credit Default Swaps - udløses.

Rekapitalisering af europæiske storbanker:

For at undgå at de store europæiske banker, som har lånt Grækenland pengene, går nedenom og hjem som følge af nedskrivningen af Grækenlands gæld, skal disse ”polstres” gennem at tilføjes yderligere kapital. De såkaldt ”systemisk vigtige” storbankers kernekapital skal udvides så de nuværende krav fordobles, Fremover skal bankerne opfylder et krav om 9 % af deres balance mod det i dag gældende krav på 5 %. Dette indebærer, at bankerne vil blive tilført omkring 106 mia. euro.

Den internationale Valutafond har dog vurderet, at behovet er 200 mia. euro. I første omgang skal bankerne frem til sommeren 2012 selv søge at rejse denne kapital som private midler. Dernæst skal de enkelte landes regeringer træde ind. Herefter træder EU s hjælpefond til. Hvad det sidste helt præcist indebærer, foreligger ikke oplyst.

Udvidelse af EU s hjælpefond:

For endvidere at forebygge at gældskrisen skærpes for andre gældsramte lande, når statsobligationer fra kriselande generelt falder i værdi efter nedskrivningen af Grækenlands gæld, skal fonden udvides. Der tales om mere end en fordobling af fonden fra nuværende omkring 440 mia. euro til 1000 mia. euro. Det skal ske efter en såkaldt ”forsikringsmodel”. Eurolandene skal ikke direkte deponere flere penge i fonden udover den nuværende 440 mia. euro, hvoraf pt. er omkring 270 mia. euro tilbage efter diverse hjælpepakker – i hvert fald ikke i første omgang, men fonden skal kunne forsikre investorer mod 20 til 40 % af deres tab på statsobligationer fra svækkede eurolande

Figur: Udbygning af EU s hjælpefond EFSF.

Overnational finanspolitik i EU:

Det foreslås fra navnlig tysk side, at sanktionerne ved overtrædelse af kravene i EU s ”Vækst og Stabilitetspagt” skal udløses automatisk og at der udnævne en kommissær for euroen, som en slags europæisk finansminister med ret til at pålægge landene streng budgetdisciplin. Endvidere foreslår Tyskland, at overskridelse af budgetregler skal kunne indbringes for og pådømmes af EU – domstolen. Og det foreslås, at alle eurolande indfører et lovfæstet loft for maksimal offentlig gæld ligesom Tyskland selv har gjort. Endelig har der været tale om at skærpe beslutningen fra sidste år om, at EU – kommissionen og Rådet skal gennemse landenes finanslovsforslag og anbefale evt. stramninger før de debatteres i de nationale parlamenter. Stramningen skal bestå i, at EU anbefalinger bliver obligatoriske for lande, der som Grækenland er i alvorligt budgetmæssigt uføre.

Skadevirkninger af statsbankerot forebygges, men gældsproblemerne løses ikke.

Det må anerkendes, at redningsplanen vil virke, hvad angår her og nu at inddæmme gældskrisen, forebygge skadevirkningerne af græsk statsbankerot og en ny finanskrise.

For det første lemper redningsplanens gældsnedskrivning den græske gæld , som efterhånden havde antaget et uoverstigeligt omfang.

Og for det andet har redningsplanen uden tvivl reddet det europæiske banksystem fra kollaps gennem den besluttede rekapitalisering. Mere usikkerhed synes der at være om den tredje element- udvidelse af EU’s hjælpefond EFSF. Hvis garantiordningen kommer til at fungere, vil hjælpen til de øvrige sydeuropæiske lande dog være bragt i bedre overensstemmelse med de spanske og især italienske problemers størrelse.

MEN: Desværre er den hellige grav ikke velforvaret. For det første er den græske gæld nok bragt ned, men på ingen måde bragt ud af verden. Grækenlands gæld vil stadig være så stor, at den igen vil vokse og i 2020 være nået op på italiensk niveau igen: 120 %. Det græske gældsproblem vil reproducere sig. Grækenland problemer er med andre kun udskudt, ikke løst.

For det andet er det store problem hjælpen til de øvrige gældslande (+ den resterende betydelig græske gæld): Spørgsmålet er helt åbenlyst om den besluttede garantiordning kommer til at fungere. Man har lige gennem gældsnedskrivningen påført bankerne store tab, men vil alligevel gennem garantiordningen have dem til at købe flere sydeuropæiske statsobligationer. Umiddelbart hænger det ikke godt sammen og risikoen er, at det ikke bringer de sydeuropæiske lande ud af problemerne med at finansiere deres gæld.

De grundlæggende problemer bag gældskrisen løses ikke.

Hvad angår derimod de bagvedliggende, grundlæggende problemer bag gældskrisen løses de deri mod overvejende IKKE. Redningsplanen løser for det første ikke de sydeuropæiske landes store konkurrenceevneproblemer. Der er indenfor eurozonen en stor og stigende ubalance mellem svagere sydeuropæisk og stærkere nordeuropæisk konkurrenceevne, som der ikke tages effektive skridt til at løse, idet man tilsyneladende kun satser at forbedre konkurrenceevne i gældslandene gennem reduktion af løn-, velstands – og velfærdsniveau i gældslandene, hvilket vil være på en meget langstrakt og vanskelig proces.

For det andet lægges med redningsplanen op til at fortsætte den hidtidige besparelsespolitik overfor de gældsramte lande, som imidlertid er vækstdræbende og dermed forhindrer, at de sydeuropæiske lande kan produceres sig ud af gælden. Samtidig vil denne besparelsespolitik smadre velfærden og skaber voldsom social modstand. I forlængelse af redningsplanen vil EU s koordinering blive på laveste fælles nævners niveau, fordi den sker på grundlag en neoliberalistisk, monetaristisk besparelsespolitik i stedet for på grundlag af en vækstpolitik, hvor de gældsramte lande hjælpes op.

Fejlkonstruktion i eurosystemet rettes ikke.

EU og eurosystemet har et stort ansvar for udhulingen af Grækenland og de øvrige Sydeuropæiske landes konkurrenceevne. Euroen lider af en grundlæggende konstruktionsfejl: På den ene side berøver man de sydeuropæiske lande muligheden for over den nationale valutapolitik at kompensere for deres konkurrencemæssige svækkelse uden på den anden side gennem at indføre et fælles EU system, hvor man gennem regionalpolitik og strukturfonde omfordelte fra overskudslandene i nord til underskudslandene i syd for at hjælpe til dem til større investeringer og højere produktivitet og herigennem højere konkurrenceevne.

Da finanskrisen kom og skærpede de græske og Sydeuropæiske gælds – og underskudsproblemer så meget, at de ikke mere lod sig skjule, brude EU have indset eurosystemets indbyggede fejl og også manglen på en egen omfordelings-, strukturudviklings – og vækstpolitik, der kunne hjælpe gældslandene på niveau igen. Men eurosystemet fastholdes indædt og uændret: Er det fordi det er til Tysklands fordel?

Forkert løsning på svaghederne i den økonomisk politiske beslutningsprocedure.

Det må medgives, at man med redningsplanen forsøger at forhindre, at en sådan fejlagtig økonomisk politik, som er foregået i Grækenland og andre sydeuropæiske lande gentager sig. Og at man omsider har indset, at en monetær union forudsætter koordinering af medlemslandenes økonomiske politik. MEN: Det er ikke lige meget, men tværtimod meget afgørende, hvilken koordinering? Det hjælper ikke meget, hvis koordineringen sker på grundlag af en forkert økonomisk politik i form af den førte besparelsesstrategi. Så risikerer koordineringen at gøre mere skade end gavn.

Selvfølgelig skal gælden bringes ned og betales tilbage. Men uden hjælp til at komme på fode igen er at dømme dem til langvarig lavvækst og forarmelse uden større udsigt til nogensinde at kunne betale sig ud af gældsproblemet. Med eurozonens planer om en overnational finanspolitik får vi i stedet koordinering på laveste fællesnævners niveau, fordi den fælles finanspolitik primært synes at skulle handle om at presse gældsramte lande ned i velfærd og levestandard.

Og de nationale regeringer og demokratiers indflydelse skubbes i denne proces til side. Selvom EU selv samtidig lider af et stort demokratisk underskud. EU – eller i hvert fald eurozonen - synes på vej til en egentlig føderation, men i form af en formynderstat. Hermed er kimen lagt til nye økonomiske såvel som politiske kriser. Redningsplanen er næppe enden på gælds – og eurokrisen. Den er næppe heller begyndelsen på enden. Den risikerer højst at være enden på begyndelsen af krisen.

Henvisning:

Dette notat er en sammenfatning af rapport udsendt med nyhedsbrevet KRITISKE ANALYSER: ”EU’S REDNINGSPLAN: Gældskrisen inddæmmet for nu, men grundlæggende økonomiske problemer uløste og formynderstat lurer”, der omfatter 70 sider inkl. resume, illustrationer, noter og dokumentation. Rapporten kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/art...

Rapporten er udsendt med det månedlige nyhedsbrev KRITISKE ANALYSER. Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevet kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk