ANMELDELSE: Som bekendt var det Claus Beck-Nielsens »død«, der var selve den præmis, hvorudfra man i sin tid etablerede Das Beckwerk med Helge Bille Nielsen som dets værkfører.
Forinden havde Claus Beck-Nielsen iscenesat sin egen død med Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi (2003). Bogen, der var blevet udgivet uden nogen navngiven forfatter, var et forsøg på at realisere Roland Barthes’ teori om forfatterens død, som siden var kulmineret med Jean Baudrillards teori om hele repræsentationens død. Og hvor Das Beckwerk fortsatte Claus Beck-Nielsens udforskning af (forfatter)identiteten, har dets projekter tillige omfattet en udforskning af grænserne mellem fiktion og virkelighed.
Das Beckwerk har således både bragt fiktionen ud i virkeligheden, bl.a. med Nielsen & Rasmussens demokratirejser til Irak og USA, og virkeligheden ind i fiktionen, bl.a. med de to Don Quixote-inspirerede romaner, henholdsvis clausbeck-nielsen.nets Selvmordsaktionen (2005) og Das Beckwerks Suverænen (2008), hvoraf den første var en autofiktion – en fiktiv selviscenesættelse – der havde Nielsen som sin hovedperson og Rasmussen som sin biperson, mens den anden var en nøgleroman, idet deres roller heri var byttet om.
Alligevel var det aldrig rigtig lykkedes Das Beckwerk at overbevise offentligheden om Claus Beck-Nielsens død. Det var derfor for at cementere denne én gang for alle, at man sidste år iværksatte Funus Imaginarium; et tredelt projekt bestående af et dødsleje, et ligtog og en 100 dages sørgeperiode.
Men paradoksalt nok endte projektet, der ellers skulle have styrket Das Beckwerk, med at undergrave samme. Med Funus Imaginarium stod det nemlig klart, at det netop var den tvivl, som man havde skabt omkring Claus Beck-Nielsens identitet, der i offentligheden havde givet Das Beckwerk dets berettigelse, og ved sørgeperiodens afslutning drog man konsekvensen og lukkede hele værket ned.
Det egentligt dødsstød synes Das Beckwerk imidlertid at have fået under retssagen om Suverænen.
Som læseren nok erindrer, havde »Rasmussen« alias Thomas Skade-Rasmussen Strøbech sagsøgt Gyldendal og Helge Bille Nielsen for identitetstyveri. En afklaring af forfatteridentiteten var derfor nødvendig for at afgøre, hvorvidt Helge Bille Nielsen overhovedet var den rette sagsøgte. Og under sin vidneforklaring gik Helge Bille Nielsen til bekendelse og tilstod, romanen – i al fald for 98 % af dets vedkommende – var skrevet af ham selv.
Men ved at bekræfte, at forfatteren repræsenterer en konkret person, lagde han samtidig også forestillingen om forfatterens død i graven.
Hvad angik selve sagens kerne fik Thomas Skade-Rasmussen Strøbech dog ikke medhold i sin påstand om, at romaner skal sidestilles med ren underholdning, hvilket i afvejningen af privatlivets fred over for den kunstneriske ytringsfrihed ville have betydet en generel og ikke uvæsentlig indskrænkning af sidstnævnte. I stedet var det den konkrete roman og Helge Bille Nielsens forklaring om hans forfatterintentioner, som man lagde til grund. Og retten frikendte da Gyldendal og Helge Bille Nielsen ud fra de begrundelser, at de private oplysninger, som indgik i romanen, havde været offentligt tilgængelige, samt at Thomas Skade-Rasmussen Strøbech qua sin adfærd havde måttet anses for at have givet stiltiende samtykke til, at Helge Bille Nielsen i sit fiktionelle værk havde kunnet anvende såvel hans skrifter som hans historie.
Det er netop de to begivenheder, Funus Imaginarium og retssagen om Suverænen, som er udgangspunktet for den nye roman, Claus Beck-Nielsen: Jeg taler til jer. Helge Bille Nielsens MENED & LEVNINGER (2011).
Bogen henviser til de tidligere bøger ved på én gang at være en pseudo(selv)biografi, en autofiktion og en nøgleroman. Men samtidig adskiller den sig herfra ved at have to hovedpersoner, idet der heri – ud over Helge Bille Nielsen selvfølgelig – også optræder digteren, kritikeren og redaktøren Lars Bukdahl.
Romanen kobler nemlig de to begivenheder sammen med en tredje begivenhed; en efterfølgende litterær fejde, som begyndte med, at Lars Bukdahl blev truet af Ib Michael med at få »tørre tæsk«, og som endte med, at Lars Bukdahl fik hældt vand i hovedet af Janus Kodal.
Claus Beck-Nielsen indleder romanen med et forord, hvori han bl.a. erklærer, at »… hele dette mummespil omkring, hvem jeg egentlig er,(er) noget, jeg definitivt har lagt bag mig, ligesom jeg er blevet godt og grundigt træt af den latterlige navneleg. Det såkaldte Beckwerk blev nedlagt per 21. januar 2011, og … hele min kunstneriske produktion de sidste 10 år er en fase, jeg nu har forladt …«
Fremover lover han udelukkende at benytte sit oprindelige fødenavn, og formålet med skrive Helge Bille Nielsens mened og levninger skulle da blot være for sidste gang at følge sin Nielsen-figur helt til dørs.
At der på bogens omslag er angivet »roman« skyldes ifølge Claus Beck-Nielsen, at han har fået rettens ord for, at han ved at benytte denne genrebetegnelse lovligt kan fortælle endog helt private sandheder. Og Claus Beck-Nielsen hævder således, at Jeg taler til jer. Helge Bille Nielsens MENED & LEVNINGER er en dokumentarisk beretning, der kun enkelte steder er kittet sammen (fra tysk dichten: at tætne) med nogle logiske følgeslutninger.
Handlingen, der herefter følger, er forholdsvis enkel:
Nielsen har med Funus Imaginarium villet skabe et storstilet værk; en kulmination på hele hans kunstneriske produktion, som begyndte med biografien om Claus Beck-Nielsen. Men midt under det, der skullet have været projektets højdepunkt – begravelsen – overmandes han af en frygtelig selverkendelse.
For pludselig går det op for ham, at biografien reelt har været begyndelsen på enden. Det har nemlig været ved at iføre sine værker kejserens nye klæder, at han har forklædt dem som politisk kunst, og hvor der i virkeligheden har været tale om »l’art pour l’art, eller værre: kunst for kunstnerens skyld«, indser Nielsen, at han ikke er andet end en selvoptaget kunstner. Det er følgelig umuligt at fortsætte, og i anfald af selvforagt glæder han sig over, at det, som man begraver, hverken er identiteten eller statsborgeren; »nej, det vi begraver, er (Gud ske tak og lov!) det opstyltede, åh så »aktivistiske«, »politiske« og »tværmediale« værk Funus Imaginarium«, som det ville have været mere ærligt at kalde for »Helle Bille ville i avisen igen«.
Nielsen erkender altså, at Funus Imaginarium har været et gedigent selvmål, som har sendt hans kunstneriske karriere ud på en ørkenvandring. Men alt imens de ansatte i Das Beckwerk forråder ham ved at sige kollektivt op, kommer han på en idé, der vil kunne bringe ham videre med æren i behold:
»Som sædvanlig er jeg tre skridt foran: Beckwerket er fortid, hele identitetspillet ligger bag mig, jeg skal ikke længere være den ene eller den anden Nielsen, jeg skal slet ikke være subjekt, men objekt … genstand for en monumental Monografi, skrevet af landets førende litterat …«
Imidlertid går planen ikke helt som smurt. For til sin store forbløffelse reagerer Lars Bukdahl på hans henvendelse ved at sende ham et afslag.
At Bukdahl har indledt sin mail med det knap så flatterende »Kære Zombie« får dog heller ikke Nielsen til at give op. I stedet iværksætter han »Mission Monografi«. Og hans nye plan er at gå undercover for at skygge Bukdahl i håb om, at han ved at komme helt tæt på personen alligevel vil kunne få Bukdahl til at skrive en bog om ham.
Følgelig er han også til stede, da Janus Kodal under et litterært arrangement udfører en performance, hvor han iført kostume træder op på scenen og hælder vand i hovedet på Bukdahl. Og da Nielsen mener at kunne påvise, at det rent faktisk er Ib Michael, som står bag, ser han det som sin oplagte mulighed for at skabe en alliance. Nielsen tilbyder således Bukdahl at finde håndfaste beviser herfor. Men han benytter samtidig lejligheden til at foreslå den ikke helt så opmærksomme Bukdahl det fælles projekt, at de skal skrive hinandens monografier.
Meningen går derfor også hen over hovedet på Bukdahl, da Nielsen bytter om på deres bærbare computere. Og mens Bukdahl selv ignorerer Nielsens og blot fortsætter business as usual, er det omvendt ved en nøje granskning af Bukdahls, at Nielsen giver sig i kast med at skrive hans monografi, som han vælger at kalde for Bukværket.
Claus Beck-Nielsen: Jeg taler til jer. Helge Bille Nielsens MENED & LEVNINGER har udløst nogle ikke helt almindelige reaktioner. For først blev der stillet spørgsmålstegn ved selve om romanens eksistens, og siden er der blevet sået tvivl om, hvem der egentlig er forfatteren.
Romanen er udkommet på det ret ukendte forlag Ahors, der forud for bogudgivelsen sendte et uddrag af romanen ud til en række kulturredaktioner. Og da man i første omgang troede, at der var tale om en joke, reagerede Dagbladet Information ved at foretage en lille undersøgelse.
Uddraget omhandlede Janus Kodals performance. Ingen af de adspurgte, der var til stede, kunne dog nikke genkendende til det beskrevne hændelsesforløb. Og heller ikke teksten i sig selv, hvori de nævnte alle fik et fornærmende ord med på vejen, vurderede man at kunne ligne noget, som Claus Beck-Nielsen havde stået bag. Forlagets kontaktperson insisterede imidlertid på, at det var Claus Beck-Nielsen, der var forfatteren til romanen, mens det fra "forfatteren" selv noget mere kryptisk lød:
»Da ethvert menneske i princippet kan være Claus Beck-Nielsen, så er det absolut muligt, at jeg er forfatter til Claus Beck-Nielsens nye roman. Men det kan lige så godt være dig, der er forfatteren.« [1]
Træt af legen opfordrede man derfor forlaget – og Claus Beck-Nielsen, i fald det var ham, der stod bag – til slet og ret at stikke piben ind, og alle andre til ikke at beskæftige sig med mere denne historie.
Men artiklen fik alligevel Bukdahl, der anså uddraget for at være en »fis i en hornlygte«, til i et blogindlæg at revse Information for overhovedet at have bragt historien om en falsk roman – hvilket han naturligvis undskyldte for, da det efterfølgende viste sig, at bogen rent faktisk eksisterer.
Selv var Bukdahl forståeligt nok mildt sagt ikke begejstret for at være blevet gjort til hovedperson i en roman. Og efter at have gennemlæst den, skrev han bl.a. i et nyt blogindlæg:
»… det er stærkt ubehageligt for mig (og for min familie) at nogen har fiktiviseret mit liv så pseudo-realistiske tæt på kalender-virkeligheden … jeg (ved) ikke, hvem idiot-forfatteren er (for det er, som sagt flere steder, i hvert fald ikke CBN og givetvis heller ikke J. Kodal …)« [2]
Imidlertid var det ikke alle, der fulgte Bukdahls –»selvmodsigende« – opfordring om at ignorere romanen.
Bl.a. Weekendavisen, hvor Bukdahl selv er anmelder, anmeldte bogen. Og i sin anmeldelse var Klaus Rothstein overhovedet ikke tvivl. Rothstein skrev følgelig entydigt, at det ikke er Claus Beck-Nielsen selv, der er forfatteren til romanen:
»Jeg taler til jer er et fjollet afspin af de topmoderne dobbeltkontrakter, her som triplekontakt med fuld skrue, hvor en eller anden forfatter har benyttet sig af, at navnet »Claus Beck-Nielsen« er sat til storskrald af sin forrige ejer og derfor kan klunses af hvem som helst.« [3]
Imidlertid har Helge Bille Nielsen – der er hans officielle navn – i årevis forgæves forsøgt at få nogen til at stjæle Claus Beck-Nielsens identitet, og til brug herfor er der sågar blevet stillet både private oplysninger og fotografier frit til rådighed.
Alene af den grund kan det forekomme usandsynligt, at nogen nu lige pludselig skulle have følt sig fristet hertil.
Men også selve indholdet gør det langt mere sandsynligt, at det faktisk er Helge Bille Nielsen selv, der er ophavsmanden til romanen, uanset om han har skrevet 100 % af teksten eller ej.
Information og Bukdahl har således først og fremmest fokuseret på selve skrivestilen og på skildringen af Janus Kodals performance, som imidlertid kun udgør en mindre del af handlingen.
Resten af romanen udfolder sig derimod som spejlinger, der just har været Das Beckwerks varetegn:
»… det ligger i konceptet, at Nielsen er en tom figur, som, meget lig et spejl, reflekterer sine omgivelser og påtager sig enhver identitet, der bliver tilbudt …«
Nielsens selvkritik er således blot en spejling af en del af den kritik, der gennem tiden har været rejst af Das Beckwerk, bl.a. også på Bukdahls egen blog, ligesom Bukdahl/Bukværket er en spejling af Nielsen/Beckværket. Og med få modifiktioner kunne Nielsens beskrivelse af førstnævnte da også lige så vel have været hans beskrivelse af sidstnævnte:
»Paradokset ved Lars Bukdahls kunstneriske praksis er, at den på den ene side er meget synlig, men på den anden side endnu slet ikke er blevet begrebet i sit fulde omfang, og det skønt den nu har udfoldet sig i mere end tyve år. … Der er tale om … ét sammenhængende værk … der udvisker grænserne mellem fiktion og virkelighed … Bukdahl kan betragtes som en metaforfatter, der iscenesætter andre forfattere som figurer i en fortløbende fiktion, der … udfolder sig på tværs af anmeldelser, tidsskriftsartikler, blogs osv.«
En roman, der således overvejende handler om Das Beckwerk, må det vel først og fremmest siges at være i Helge Bille Nielsens egen interesse. Endvidere må referencer til sagen om Suverænen, der helt undgår at omtale Helge Bille Nielsens bekendelse under domsforhandlingen, vel også være, hvad han egentlig selv ville foretrække. Og endelig må en imødegåelse af en konkret kritik, som Bukdahl har rejst af Das Beckwerk, synes at være noget, som især Helge Bille Nielsen ville have kunnet føle trangen til:
»… den mest mærkbare effekt af hans identitetsløshed har været den akavede interaktion med folk: hvad skal de kalde ham?, og det er da en sølle situationistisk subversion, ærligt talt.« [4]
Det synes følgelig at være direkte henvendt til Bukdahl, når Nielsen hen imod slutningen af romanen råber ud til omverden:
»Hej med jer, jeg hedder Claus!«
Men at Bukdahl har kritiseret Das Beckwerk er ikke ensbetydende med, at han har ønsket at ville byde sig til som en identitet, der kunne fiktionaliseres. Der er i øvrigt heller ingen sammenligning mellem Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs adfærd og Bukdahls adfærd, hvorfor romanen synes at være en temmelig fri fortolkning af dommen i sagen om Suverænen. Og eftersom flere medier var lidt uklare for så vidt angik fremstillingen af »Rasmussen«, skal det til en forbrugeroplysning oplyses, at der også i fremstillingen af »Bukdahl« indgår langt mere »dichten« end fakta.
Jeg taler til jer er en satire hele vejen igennem, der ind i mellem ikke er helt umorsom. Men humoren alene er ikke nok til at kunne bære romanen. Derudover er der tale en meget »let« sag i forhold til, hvad der ellers har været kendetegnet Claus Beck-Nielsen. Men nogle spor heri indikerer, at den måske kan have en mere skjult dagsorden:
Selve romanens titel skulle angiveligt være lånt fra et gammelt interview med Bukdahl, der er gengivet i bogen:
»Jeg sætter sgu da et højt niveau, når jeg taler om litteratur … Det er alle idioterne, der bliver helt forskruet på den retoriske indpakning. De lader alle sammen, som om de ikke er i dialog med mig, men det er de jo. Så svar da! Jeg taler til jer!«
I Jeg taler til jer er da der også en lang række litterære personer, der fremstilles som »idioter«, og det synes derfor at være dem, som bogen direkte henvender sig til.
Selv hævder Nielsen i romanen, at det bare er en monografi, der skal til for at kunne bringe ham videre i hans kunstneriske virke. Men i virkeligheden var der også en anden forhindring, nemlig den mangel på tvivl omkring Claus Beck-Nielsens identitet, som man ved et selvmål havde fået gjort bugt med med Funus Imaginarium.
At få genskabt tvivlen er imidlertid lykkedes til fulde i forbindelse med omtalen af romanen. Dette er sket takket være romanens »retoriske indpakning« og af litteraturkritikernes helt egen kraft. Og det synes derfor at have været en skjult dagsorden, at romanen fra forlaget på Ahors – »a horse« – har skullet fungere som en trojansk hest.
Det er der naturligvis ikke i sig selv kommet nogen monografi ud af.
Men til gengæld står der i romanen om Carsten Jensen, der pudsigt nok som den eneste ikke fremstillet som »idiot«:
»At Carsten Jensen, Rigets førende intellektuelle krigsreporter, ikke har nævnt det i sin begejstrede gennemgang af mine værker, er et under (han MÅ have lagt mærke til det, han gemmer det bare til sin næste bog, hvor han vil tage hele min oeuvre ved vingebenet …)«.
Helt slut med Das Beckwerk er det følgelig ikke.
For med perfekt timing har Jeg taler til jer skabt (gen)opstandelse samtidig med udgivelsen af en monografi, nemlig Das Beckwerk: Nielsens verdenshistorie 2001-2010 (2011) med forord af Carsten Jensen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96